Der er varsel om kraftig regn for den sydlige halvdel af Jylland samt Fyn, Sjælland og Øerne, gældende fra mandag aften kl. 20 til tirsdag aften kl. 20.

I varslingsområdet ventes nedbørsmængderne flere steder at overskride 30 mm på 24 timer, som er varslingsgrænsen, og kan lokalt komme op på 50 mm.

For foråret er det usædvanligt store nedbørsmængder, og det skyldes et lavtryk over den Engelske Kanal, som bevæger sig mod nord, og mandag eftermiddag og aften sender en tilhørende front med regn og fugtig luft op over Danmark sydfra.

Fronten ventes at gå i stå over Danmark og vil kun langsomt svækkes frem mod tirsdag aften og natten til onsdag. I løbet af tirsdag eftermiddag går vinden i nord og nordøst og temperaturen falder til 2 til 6 grader. I den forbindelse kan nedbøren lokalt gå over i slud.