Grovvarekoncernen DLG, der har hovedkontor i Fredericia, har med øjeblikkelig virkning trukket sine to medlemmer fra bestyrelsen i BioCirc Group Holding. Beslutningen kommer efter flere dages medieomtale af interne stridigheder i biogasvirksomheden, herunder kontroversen omkring fyringen af direktør Bertel Maigaard.

I en pressemeddelelse oplyser DLG, at det har været klart for dem, at der er uenigheder om værdier og governance mellem DLG og forvalterne Maigaard & Molbech II i BioCirc. Mette Sehested, kommunikationsdirektør i DLG, siger i meddelelsen:

– De seneste ugers forløb har gjort det klart for os, at DLG og BioCircs forvalter, Maigaard & Molbech II, har forskellige syn på værdier og governance. Derfor har vi under de nuværende forhold ikke længere den nødvendige tillid til dem som forvaltere og det har ført til, at vi har trukket vores medlemmer fra bestyrelsen.

Selvom DLG er mindretalsaktionær i BioCirc og ikke har bestemmende indflydelse, har de gennem deres bestyrelsesposter forsøgt at sikre en bedre ledelse af virksomheden. DLG påpeger, at de har gjort gentagne forsøg på at opnå enighed om en mere effektiv og ansvarlig governance, som de mener er nødvendig for at sikre BioCircs fremtidige værdier og for at efterleve de krav, der stilles til en virksomhed og dens bestyrelse.

Trods dette er DLG stadig positivt stemt overfor den oprindelige vision for BioCirc, der binder bæredygtig energiproduktion tættere sammen med landbruget. DLG understreger i pressemeddelelsen, at de fortsat ser potentiale i markedet og i forretningsmodellen, som var baggrunden for deres oprindelige investering i virksomheden.

BioCirc har blandt andet kontor i Middelfart.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her