Den frie presse trues af stille, men direkte pres
LEDER. Danmark ligger år efter år i toppen af de internationale målinger af pressefrihed, og det er en placering, landet har vænnet sig til at tage for givet. Grundloven har siden 1849 slået fast, at enhver er berettiget til at offentliggøre sine tanker, og at censur aldrig på ny kan indføres. Sætningen står der endnu, og den bliver ikke brudt. Ingen myndighed lukker aviser, ingen minister ringer til redaktioner, ingen bliver fængslet for en artikel. Det er den frihed, danskerne tror, de har, og i den forstand har de den.
Men friheden i et samfund afgøres sjældent af det, loven forbyder. Den afgøres af det, der i praksis kan lade sig gøre. Og i praksis ser den lokale offentlighed anderledes ud end i festtalerne. Den, der i en mellemstor dansk by stiller spørgsmål til, hvordan offentlige midler bruges, hvilke aftaler der ligger bag et byggeri, eller hvem der har haft hvilke samtaler med hvem, bliver ikke mødt af en censor. Vedkommende bliver mødt af et pres, der er stille i formen og direkte i indholdet. Det kommer fra en, man kender, og det handler ikke om at forbyde noget. Det handler om samarbejde, om byens bedste, om alt det, der kunne gå tabt, hvis nogen bliver skræmt væk. Og så lægger det en regning på bordet.
Spørgsmålene opstår sjældent på en redaktion. De opstår i tips fra borgere, i kommunale dagsordener og referater, i aktindsigter og i dokumenter, der bliver offentlige. En journalist læser, spørger, forelægger og skriver. Det er helt almindeligt demokratiarbejde, og det foregår på samme måde overalt, hvor en avis læser det, der er skrevet ned. Arbejdet har ført til artikler og til nye spørgsmål, og dokumenterne har hver gang været udgangspunktet. De står, som de står. Det er ikke AVISEN, der har skrevet dem.
Alligevel er der kommet reaktioner, og de kommer ikke længere i omskrivninger. De bliver sagt ligeud. Flere personer fra samfundets top har givet udtryk for, at et samarbejde kan blive opsagt, hvis AVISEN skriver det ene eller det andet. Andre har sagt direkte til AVISENs journalister, at når der skrives på en bestemt måde, kan man ikke støtte AVISEN. Budskabet er blevet leveret ansigt til ansigt, flere gange og af flere forskellige. Det handler ikke om at købe omtale. Det er det modsatte. Det handler om ikke at få lyst på spørgsmål, som er opstået i de offentlige akter, og om at gøre prisen for at spørge så høj, at nogen lader være.
Her er det værd at kalde tingene ved deres rette navn. Når der siges, at man ikke kan støtte AVISEN, er det ikke et udtryk for sympati. Det er økonomi. AVISEN er afhængig af de virksomheder og organisationer, der køber annoncering og branding, og det er ikke noget, AVISEN skjuler. Det er sådan, uafhængige lokale medier betaler for at have journalister, der læser dokumenterne. Aftalen er enkel. Den, der annoncerer, køber synlighed hos AVISENs læsere. Den køber hverken tavshed eller omtale, og et samarbejde kan ikke gøres til en betingelse for, hvad der bliver spurgt om. Kan det, er der ikke tale om en avis, men om en kanal.
Presset ligger heller ikke kun i telefonen. AVISENs journalister møder det til møder, i forbifarten og i samtaler, der begynder venligt og ender i en forklaring om, hvad man helst skulle have skrevet i stedet, og hvad der ikke kan støttes, hvis man skriver, som man gør. Hver enkelt episode kan forklares og forsvares. Samlet betyder de, at arbejdet bliver gjort tungere, og at den, der spørger, skal være forberedt på at stå alene med spørgsmålet.
Den form for pres er langt mere virkningsfuld end nogen lov, netop fordi det kommer fra mennesker, der ikke ser sig selv som magthavere. Det taler på vegne af byen, af de frivillige, af de ildsjæle, der lægger penge i haller og klubber og teatre, og det stiller det spørgsmål, som enhver journalist i provinsen kender. Hvad er det egentlig, I mistænker? Som om kontrol krævede mistanke. Som om offentlighedens ret til at se grundlaget for en beslutning først indtrådte, når nogen allerede havde gjort noget galt. Det er omvendt. Kontrollen er der, for at ingen behøver at mistænke nogen. Det er hele pointen med den. Og det, der tåler dagslys, har sjældent brug for skærm.
Danmark kender mønstret fra sin egen historie. Trykkefriheden blev indført i 1770 og indskrænket igen i 1771, da kritikken var vokset. Friheden gik ikke tabt på én gang. Den blev trukket tilbage i små skridt, og hvert skridt havde sin forklaring. Det er sjældent store beslutninger, der flytter grænsen for, hvad man kan spørge om. Det er mange små, der hver især lyder fornuftige.
Det er ikke et spørgsmål om onde mennesker. De, der henvender sig, tror som regel selv på det, de siger. De vil byen det godt. Det er netop det, der gør det alvorligt. Når det er blevet naturligt for en indflydelsesrig borger at sige til et medie, at undersøgelser skader byen og kan få konsekvenser for samarbejdet, så er noget skredet i forståelsen af, hvad en fri presse er til for. Så er den blevet opfattet som en del af byens markedsføring, som et redskab for sammenholdet, i stedet for det, den skal være, nemlig den instans, der stiller spørgsmålene, også når ingen har lyst til at høre dem.
Danskerne har en stærk fortælling om sig selv som et tillidsfuldt folk, og tilliden er reel. Men tillid, der ikke tåler at blive efterprøvet, er ikke tillid. Det er en aftale om ikke at kigge. Og det samfund, hvor man ikke må kigge, fordi det kunne forstyrre stemningen, er ikke så frit, som det selv tror, uanset hvad grundloven siger, og uanset hvor højt det ligger på listerne.
Den frie presse i Danmark bliver ikke afskaffet. Den bliver presset, stille i tonen og direkte i budskabet. Om den overlever det, afgøres ikke i Folketinget, men i de små byer, hver gang nogen vælger at svare, at spørgsmålene bliver stillet alligevel.
AVISEN stopper ikke. AVISEN er folkets avis, og AVISEN er ikke til salg. Den bæres af de borgere, der vil have nogen til at læse dokumenterne for sig, og af de virksomheder og organisationer, der støtter den frie presse uden at gøre støtten til en betingelse. Støt demokratiet. Støt AVISENs arbejde.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
