En enkelt restaurant stod tilbage som den helt store vinder, da Michelin Guide Nordic Countries 2026 blev præsenteret ved den årlige ceremoni i Tivoli i København mandag aften. Kadeau Copenhagen blev forfremmet fra to til tre stjerner og rykker dermed ind i den absolutte verdenselite, den smalle kreds af køkkener, som Michelin betegner som det ypperste inden for madlavning.
For den københavnske restaurant er det kulminationen på en stille, men vedholdende stigning. Under ledelse af medstifter Nicolai Nørregaard har Kadeau Copenhagen været i fremgang siden åbningen i 2011, og restauranten, der er søsterhus til den oprindelige Kadeau på Bornholm, fik sin første stjerne i 2013 og sin anden i 2018. At nå hele vejen til tre stjerner er en bemærkelsesværdig bedrift, ikke mindst i lyset af, at Nørregaard er fuldstændig autodidakt. Inspektørerne fremhævede en madlavning med et poetisk flow og en ægte fornemmelse af stedet, hvor de fleste råvarer kommer fra Bornholm, og menuerne følger sommerens høstsæson og vinterens konserveringssæson.
Danmark er dermed nu repræsenteret helt i toppen af den nordiske gastronomi. Samlet anbefaler 2026-udgaven 286 restauranter i Norden, heraf seks med tre stjerner, 15 med to stjerner, 78 med én stjerne og 48 med en Bib Gourmand. De to øvrige forfremmelser til to stjerner gik til Gaptrast i Bergen og Grön i Helsinki, mens ingen danske huse i år rykkede op i to-stjernet klasse.
Til gengæld var der dansk fremgang længere nede ad rangstigen. Fem danske restauranter modtog en stjerne i år. To af dem blev forfremmet fra Main Selection: Akmē i København, drevet af kokkene Emil Hassan Lyngbæk og Valdemar Junge Norvang, samt Bach & Nurup i Aalborg under kok Christian Nurup. Dertil kom tre helt nye stjernerestauranter, ESSE i København med Matthew Orlando ved roret, Lille Mølle i København med Christoffer Sørensen og, ikke mindst, Okê i Skagen med kokken Jack Cramer, der trækker stjernen helt op i toppen af Jylland.
Også de danske kokke gjorde sig bemærket, da Michelins fire Special Awards blev uddelt. Årets Young Chef Award gik til Andreas Ring Kjeldsholm Hansen fra Krogs Fiskerestaurant i København. Han overtog i maj 2026 køkkenet på en af hovedstadens mest traditionsrige fiskerestauranter, et hus, der har været restaurant siden 1910, og har ifølge inspektørerne sat sit eget kulinariske præg på stedet med fokus på fisk og skaldyr, samtidig med at han har værnet om en tradition på mere end hundrede år.
Krogs Fiskerestaurant var i det hele taget blandt de danske navne, der kom nyt ind i guiden i år. Restauranten optages sammen med Aotori og Magny i København som nye tilføjelser til Main Selection, Michelins udvalg af anbefalede restauranter, der endnu ikke bærer en stjerne, men hvis kvalitet har imponeret inspektørerne. På Bib Gourmand-listen, der hædrer god mad til en fordelagtig pris, kom flere københavnske navne til, heriblandt Botschaft, Graziano og Petra.
Her i landsdelen var der ikke nye stjerner i 2026, men de bestående lyser uforandret videre. En stjerne fra de tidligere år følger med ind i det nye, så længe den ikke aktivt trækkes tilbage, og det blev ingen af de syddanske eller fynske huse. Dermed holder Ti Trin Ned i Fredericia, Lyst i Vejle, Syttende i Sønderborg og Pearl by Paul Proffitt i Kruså alle fast i deres stjerner, mens Aro i Odense fortsat står som Fyns eneste stjernerestaurant. Fyn fik dog grund til at spidse ører: Restaurant Hesselet i Nyborg og Madeleine i Odense blev begge nye tilføjelser til Main Selection.
Som noget nyt lancerede Michelin i år desuden platformen Mindful Voices, der samler markante stemmer fra branchen, kokke, hotelejere og vinproducenter, i et redaktionelt forum om nye arbejdsmetoder. Blandt de første inviterede er danske Nick Curtin fra Alouette i København, der har gjort bæredygtighed til omdrejningspunkt og blandt andet henter størstedelen af sine råvarer inden for en radius af 100 kilometer.
Læs også







