SPORT. Det danske kvindelandshold i curling bliver de første atleter, der officielt er udtaget til vinter-OL i Milano Cortina 2026. Holdet blev onsdag præsenteret i forbindelse med Danish Open i Hvidovre, hvor de fem spillere allerede er på isen i denne uge.
Holdet består af Madeleine Dupont, Denise Dupont, Jasmin Lander Holtermann, My Larsen og Mathilde Halse. De fem kender i forvejen OL-formatet ud og ind, for de repræsenterede også Danmark ved vinter-OL i Beijing i 2022.
DIF’s chef de mission, Mikkel Sansone Øhrgaard, kalder holdet en stærk første udtagelse til legene.
»Vi sender et stærkt curlinghold til vinter-OL. Alle fem spillere har været til OL før og kender OL-presset på godt og ondt. Vi håber på curlingfeber i Danmark, når det hele går løs i februar« siger han.
Hos Team Danmark ser man lige så optimistisk på vinterens udsigter. Sportsdirektør Lars Balle Christensen fremhæver især det niveau, holdet har vist det seneste år.
»Curlingholdet har præsteret på et meget højt niveau den seneste tid, hvor det er blevet til mange gode resultater. Sammen med forbundet har vi givet mulighed for, at de har kunnet øge deres træningsmængde, og holdet har gennemgået en positiv udvikling« siger han.
Skipper Madeleine Dupont fortæller, at kvalifikationen allerede i marts har givet holdet et langt bedre afsæt end tidligere år, hvor OL-pladsen ofte blev sikret langt senere.
»Det giver en stor ro at være inde i så god tid. Vi har kunnet forberede os målrettet, og træningen går virkelig godt. Vi glæder os helt vildt til Milano Cortina« siger hun.
Curlingturneringen ved vinter-OL 2026 afvikles på isstadionet i Cortina d’Ampezzo, der både har lagt is til OL i 1956 og til en ikonisk scene i James Bond-filmen For Your Eyes Only. Danmark åbner turneringen 12. februar mod Canada og møder i løbet af gruppespillet blandt andre Sverige, Italien, Storbritannien og Schweiz.








