I Middelfart Kommune er der nu mulighed for at søge om støtte til istandsættelse og nedrivning af bygninger opført før 1960.

Initiativet skal sikre, at både byer og landdistrikter kan drage fordel af en positiv udvikling i det byggede miljø, samtidig med at der tages hensyn til kulturhistoriske værdier.

Kommunen prioriterer særligt bygninger, som er udpeget som bevaringsværdige, eller som ligger i områder med en særlig kulturhistorisk betydning. Boliger, der falder ind under disse kategorier, står forrest i køen, når støtten fordeles.

Støtte til nedrivning af nedslidte bygninger

Udover istandsættelse kan der også gives støtte til nedrivning af stærkt nedslidte boliger og erhvervsbygninger i byzone. Her vil nedslidte bygninger, som har en negativ indvirkning på det omkringliggende miljø og ligger på synlige steder som langs hovedfærdselsårer eller ved jernbaner, blive prioriteret.

Støtten er desuden ikke begrænset til større byer som Middelfart, men gælder også i mindre byer og landområder. Målet er, ifølge kommunen, at forbedre både det visuelle indtryk og det arkitektoniske miljø i hele kommunen.

Ansøgningsfristen for at søge støtte er den 13. november 2024. For at komme i betragtning kræves en udfyldt ansøgningsskema samt flere bilag, herunder fotos af bygningen og mindst to overslag fra håndværkere, og så opfordres der på Middelfart Kommune hjemmeside til, at ansøgere indgår i en forhåndsdialog med forvaltningen, før ansøgningen indsendes.

Da den statslige ramme for støttemidler kan variere fra år til år, anbefaler kommunen i øvrigt, at man forhører sig om mulighederne for støtte i det indeværende år, inden man igangsætter projektet. Støttemulighederne kan variere alt efter bygningens beliggenhed og stand.