POLITIK. Fra årsskiftet bliver det både nemmere og hurtigere for danske bilister at finde den billigste benzin og diesel. Nye regler betyder, at brændstofselskaberne fra 1. januar er forpligtet til at offentliggøre deres pumpepriser online i realtid, så prisen på standeren også kan ses digitalt.
Tiltaget skal være med til at styrke konkurrencen på benzinmarkedet, som ifølge Erhvervsministeriet har været svækket. Når priserne bliver offentligt tilgængelige, får forbrugerne bedre mulighed for at sammenligne og vælge den tankstation, der tilbyder den bedste pris.
Som en del af ordningen bliver priserne også tilgængelige direkte i Google Maps. Erhvervsministeriet har været i dialog med Google om en løsning, der gør det nemt for bilister at orientere sig, allerede inden de sætter sig bag rattet. Dermed kan man hjemmefra afgøre, hvor det bedst kan betale sig at tanke.
Erhvervsminister Morten Bødskov peger på, at bilen spiller en central rolle i mange danskeres hverdag, og at gennemsigtighed er afgørende for en sund konkurrence. Han siger »Bilen er en vigtig del af mange danskeres dagligdag. Men priserne på benzin og diesel har været de samme, uanset hvor man kørte hen. Fra årsskiftet skal alle brændstofselskaber offentliggøre deres priser i realtid online. Men det skal også være overskueligt for danskerne at finde priserne. Derfor er jeg glad for, at vi i samarbejde med Google har fået priserne direkte ind i Google Maps. Med hjælp fra Google kan man fra sofaen nemt og hurtigt finde den billigste pris, inden man sætter sig ud bag rattet. Det betyder, at selskaberne nu skal konkurrere endnu mere om kunderne og give de bedst mulige priser.«
Også hos Google ser man ordningen som en fordel for forbrugerne. Landechef for Google Danmark, Bianca Bruhn, fremhæver, at realtidsdata gør det lettere at træffe informerede valg. Hun udtaler »Benzinpriser i realtid hjælper forbrugerne med at træffe velovervejede beslutninger. Derfor er det et rigtigt godt initiativ at gøre det nemmere for danskerne at finde den rette tankstation i de tjenester, de allerede bruger, som fx Google Maps. I forvejen er der i Maps live-information om fx ladestandere til elbiler og forslag til den mest brændstofbesparende rute. Vi er glade for at understøtte initiativet og gøre yderligere information tilgængelig.«
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil løbende følge udviklingen for at sikre, at de nye regler faktisk fører til øget konkurrence og kommer bilisterne til gode. Målet er, at større åbenhed om priserne skal give mere bevægelse på markedet og bedre vilkår for forbrugerne.









