Henrik Troelsen er afdelingsdirektør hos Middelfart Sparekasse i Fredericia, og han runder i nær fremtid et skarpt hjørne, som på ingen måde forskrækker ham.
Han er et ydmygt menneske, som ikke er meget for det, men lige om lidt kommer to dage, hvor han tvinges ind i rampelyset.
Henrik Troelsen, afdelingsdirektør hos Middelfart Sparekasse i Fredericia, fylder den 6. juni 60 år, og som optakt til den store dag indbydes der til reception den 29. maj i afdelingen på Prinsessegade 95.
Han indledte sin karriere i Middelfart Sparekasse i 1991, og efter et ophold som rådgiver i Algade-afdelingen samt som souschef i den daværende Strib-afdeling, skiftede han til et rådgiverjob i Fredericia.
Ganske kort tid efter dét skifte blev han kaldt ind til møde i hovedsædet med direktør Hans Erik Brønserud og Knud Herbert Sørensen.
– De spurgte, om jeg kunne være interesseret i at blive afdelingsdirektør i Fredericia, husker Henrik Troelsen.
Han takkede ja, og siden 2001 har han stået i spidsen for en afdeling i en vedvarende positiv udvikling.
Holder af store frihedsgrader
Henrik Troelsen er født i Kolding, opvokset i Middelfart, og efter 19 år med bopæl i Fredericia vendte han sammen med sin kone Annette tilbage til Middelfart i 2019, hvor ikke mindst havearbejde fylder meget for ham.
Der er også tre børn, tre svigerbørn samt fem børnebørn og en sjette på vej, så der er nok at fylde fritiden ud med, som Henrik Troelsen siger.
33 års anciennitet i Middelfart Sparekasse fortæller historien om et godt match, og Henrik Troelsen har hverken mistet gnisten eller gejsten.
– Jeg har som afdelingsdirektør store frihedsgrader, selvfølgelig i tæt dialog med direktør Jette Rosenberg, og for mig er afdelingens største aktiv de dygtige kollegaer, jeg arbejder sammen med i Fredericia, siger afdelingsdirektøren.
Kortspil fører til sjældne rejser
Han er blandt andet kendt som en stor diplomat samt for sine fine evner til at tale med høj som lav, og på den bund har Fredericia-afdelingen igennem mange år udviklet sig til at spille en betydende rolle i fæstningsbyen.
– Det er min fornemmelse, at vi har et godt ry i Fredericia, og vores placering er, med udviklingen af Kanalbyen, blevet helt fantastisk. Det handler om at være aktiv og tæt på det, der sker i byen, og det forsøger vi at være efter bedste evne, siger Henrik Troelsen, som udover havearbejde har jagt som en stor hobby, og så er der naturligvis kortklubben.
– Vi mænd mødes og spiller kort, mens kvinderne også mødes, men det er vist mest for at snakke, siger han med et skævt smil.
Fælles for kønnene er dog, at de indbetaler til en fælles rejsekonto, og én gang om året går turen så til steder, som ikke står øverst på hitlisten hos et rejsebureau.
– Vi har for eksempel været i Tirana i Albanien, hvorfra vi tog guidede ture ud i landet, og vi har også været i Kyiv, hvilket var en stor og positiv oplevelse, synes jeg. Siden er der desværre sket forfærdelige ting i den region, siger Henrik Troelsen, som snart går i gang med endnu et årti i sit liv.
– Jeg har det helt fint med at fylde 60 år, konstaterer han roligt.