Anders tænker på et kollegieværelse langt fra Middelfart, for det er dér, han håber, hans arbejde bærer frugt

DERFOR MIDDELFART. Et sted i landet sidder der om nogle år en ung fra Middelfart på et kollegieværelse. Over for sidder den, han eller hun har fundet kærligheden med, og på et tidspunkt kommer samtalen om, hvor de skal bo, og hvor børnene skal vokse op. Det er det øjeblik, Anders Bo Thorsted arbejder hen imod, og han ved godt, at det ligger langt uden for ungdomsskolens åbningstid. »Når de sidder på kollegieværelset og kigger ham eller hende, de har mødt, dybt i øjnene og skal blive enige om, hvor de vil bo og have børn, så skal der ikke være nogen tvivl. Så skal de selvfølgelig hjem til Middelfart Kommune. For her sker der så meget fedt, både for dem selv og for deres kommende børn. Min opgave er at være med til at skabe fortællingen om, at Middelfart Kommune er et megafedt sted at bo, uanset hvor gammel man er,« siger han.

Han ved, hvad han taler om, for han er selv en af dem, der blev. Anders Bo Thorsted er født og opvokset i kommunen, og som dreng elskede han fodbold og var elendig til den, og det siger han selv uden omsvøb. »Jeg var en af de unge, der på grund af virkelig dårlig motorik ikke rigtig fandt mig til rette i det eksisterende foreningsliv. Folk siger, at det da ikke kan være så slemt, men jo, jeg er altså så dårlig. Så jeg har brugt ungdomsskolen rigtig, rigtig meget,« fortæller han. Den erfaring er blevet til den ene af de to opgaver, han mener, en ungdomsskole har. »Vi har en opgave i at skabe de store, sjove og fede fællesskaber for alle unge. For eksempel når vi sender 150 elever fra 7. klasse på nathold. Men det er mindst lige så vigtigt, at vi skaber fællesskaber for dem, der af den ene eller anden grund ikke finder deres plads i det eksisterende foreningsliv. Måske fordi de har en særlig interesse, som ikke passer ind andre steder. Så er det vores opgave at lave noget for dem,« forklarer Anders Bo Thorsted, der i samme åndedrag sætter sin egen butik på plads i forhold til skolen og foreningerne. »Vi kan bare noget andet. Hvis der ikke var fodboldklubber, håndboldklubber og spejdere til at tage imod alle de unge, der gerne vil gå til de ting, så ville jeg få rigtig travlt,« bemærker han, og det er en pointe, han lægger vægt på at få med. Det, der gør kommunen til et godt sted for unge, er efter hans opfattelse hele paletten af tilbud, som kommunen har mulighed for at stille op, og den opgave løser ungdomsskolen sammen med spejderklubberne, fodboldklubberne og alle de andre, der hver især er, med hans eget ord, skide gode til deres del.

At paletten overhovedet kan være så bred i en kommune af den størrelse, har han en forklaring på, som han låner fra et gammelt slogan hos Middelfart Sparekasse, vores størrelse er vores styrke. Det var efter hans mening tænkt som en indrømmelse af den beskedne størrelse, og det er lige så meget en fordel. »Middelfart har en rigtig god størrelse. Vi er store nok til at have en bred vifte af tilbud, især når vi tæller foreningslivet og de frivillige med. Men samtidig er vi ikke større, end at vi alle sammen kender hinanden i en eller anden grad. Man kan hurtigt blive ensom i en storby, og det kan man selvfølgelig også i en mindre by, men her ved vi, hvor tingene findes. Hvis du spørger mig, hvor man kan gå til springgymnastik, kan jeg pege dig i retning af Fjelsted-Harndrup, hvor de har et godt hold. Vi kender hinanden og samarbejder godt, og det er vigtigt, når vi ikke er større,« siger han og konkluderer kort. »Vi har alt undtagen skøjter.«

Størrelsen er også grunden til, at kommunen kan noget, foreningerne har svært ved, fordi de kun har dem, der interesserer sig for lige deres ting. Kommunen kan tale med alle skoleelever på én gang, og derfor kan den samle dem alle sammen til noget stort på tværs af klasser, skoler og bydele, og det er der ifølge Anders Bo Thorsted en pointe i, som rækker ud over den enkelte aften. Ungdomsringen, en af ungdomsskolernes organisationer, har et gammelt slogan, som han holder af, en fremmed er bare en ven, du ikke har mødt endnu, og det er den, han sætter ind mod de fordomme, unge kan have om hinanden fra den ene ende af kommunen til den anden, for den slags bliver efter hans erfaring kureret på en enkelt nat sammen. »Så finder de unge ud af, hvor meget de egentlig har til fælles. Og forhåbentlig kan vi lære den næste generation i Middelfart Kommune, at vi har mere til fælles, end vi har til forskel,« siger han og tilføjer, at det også gælder for de voksne. »Jeg ved godt, at vi engang var flere kommuner, men nu er vi én. Og vi kan sagtens blive bedre til at være én samlet kommune med en stor by, der hedder Middelfart, og nogle mindre byer rundt om.«

Når de unge er 18 og har haft deres natholdsture, slipper ungdomsskolen de fleste af dem, og en stor del tager afsted for at uddanne sig, hvad han synes, de skal. »Når de tager af sted, tænker jeg altid: Ej, hvor er det ærgerligt. Men samtidig tænker jeg: Nej, hvor er det vigtigt. De skal jo ikke alle sammen blive hængende her. De skal ud og lære noget, og så må de meget gerne komme hjem igen,« siger han. Men det er en fortælling, der let får alle de andre til at forsvinde, dem der bliver, fordi de tager elevpladser i butikkerne eller en håndværksuddannelse, og dem vil han have byen til at huske. »Vi har Walker, vi har musicalen, og Kabel29 er der også for dem. Så der er ting, de kan lave. Men vi skal hele tiden huske, at der også findes 22-årige, som bor og arbejder i Middelfart og ikke har tænkt sig at tage nogen steder hen. Hvad sker der egentlig for dem? Det skal vi som kommune også have øje for,« siger Anders Bo Thorsted.

De unge, der bliver, kender vejen rundt i kommunen. Familien, der overvejer at flytte hertil, skal først lære den, og her siger han det ligeud, størrelsen har også en bagside. Kommunen er stor i kilometer og lille i indbyggere, og det mærker man, når en 14-årig vil gå til motorlære i Gelsted, og der mangler en bus. »Find ud af, hvad jeres unge interesserer sig for, og undersøg mulighederne, enten hos os eller hos Kultur og Fritid. Der er masser af tilbud, og vores foreninger er virkelig dygtige, men man skal måske selv opsøge dem. Og uanset hvor man vælger at bo i vores kære kommune, må man acceptere, at de unge nogle gange har brug for hjælp til transporten. Så må vi jo bumle dem derud i bilen,« lyder det fra Anders Bo Thorsted, der har én tilføjelse. Har du en god idé, så kontakt os, står der på ungdomsskolens hjemmeside, og det mener han, med det ene forbehold, at der skal være flere end én, der vil det.

Det er den vifte, han håber stadig er der om ti år, så bred, at enhver ung, der bladrer den igennem, finder både noget, der får dem til at bladre videre, og noget, der får dem til at stoppe op. »Ikke alle tilbud skal være for alle, men der skal være noget for enhver, uanset hvem man er, og hvor man bor i kommunen,« siger han, og bag det ligger en regel, han har fra en klog mand, at et menneske skal have mindst tre fællesskaber for at trives, familien, skolen eller arbejdet, og vennerne. »Nogle gange oplever vi unge, hvor fællesskabet i familien af den ene eller anden grund går i stykker. Så skal vi sørge for, at de to andre fællesskaber kan gribe dem og i en periode være en erstatning for det, de mangler,« forklarer Anders Bo Thorsted. Det er det, natholdet handler om, når man skræller busserne og filmen fra. I fredags var han selv forælder til en af de 150. Drengen skulle møde klokken 19, busserne kørte ud i natten, og halv tre hentede faren ham foran biografen, hvor de alle sammen havde set en film til sidst. Om nogle år sidder den dreng måske på et kollegieværelse et andet sted i landet. Hans far arbejder på, at han ved, hvor han skal hen bagefter.