POLITIK. Om lidt over en måned skal vælgerne til stemmeurnerne, og i den forbindelse har Middelfart AVISEN talt med spidskandidaterne for at høre, hvordan de oplever valgkampens sidste måned, hvad der fylder hos dem – og hvilke budskaber de vil kæmpe for helt frem til valgdagen. Den næste, vi har talt med, er Venstres spidskandidat i Middelfart Kommune, Anders Møllegaard.

Han griner lidt, da han bliver spurgt, hvordan det går med valgkampen. »Vi er jo ikke helt startet endnu,« siger han. »Jeg synes, det er vigtigt, at man kun bruger de sidste tre uger og så giver den gas dér. Så bliver folk ikke trætte af, at de bliver skudt ørerne fulde af, hvad vi gerne vil og hvad vi ikke vil. Så jeg tænker, den er ikke rigtig gået i gang endnu.«

Han fortæller, at der allerede har været lidt aktivitet på sociale medier, men at den virkelige start først ligger lige foran. »Vi har kørt lidt på noget Facebook og noget andet. Men det starter rigtigt i næste uge, når valgdebatterne begynder. Så starter det for alvor.«

Ifølge Anders Møllegaard er vælgerne endnu ikke helt kommet i valgstemning. »Jeg synes ikke rigtigt, de er klar på det endnu,« siger han. »Det er nok mest kandidaterne, der synes, det er sjovt lige nu. Jeg tror, det er, som det plejer – borgerne begynder først at sætte sig ind i det, når vi nærmer os selve valget.«

Når snakken falder på, hvilke temaer der kommer til at præge valgkampen, er han ikke i tvivl. »Jeg er overbevist om, at det bliver børn og unge – minimumsnormeringer og tidlig førskole – og så ældreområdet. Og så dem, der har udfordringer i folkeskolen, dem der ikke lige passer ind. Det bliver helt sikkert et tema.«

Han mener, det også kan ses på, hvem der stiller op. »De partier, der stiller med enkeltmandskandidater, er meget inde i det der. Det er det, de stiller op på, og derfor tror jeg, det bliver noget af det, der kommer til at fylde i debatterne. Jeg tror, det handler meget om velfærd – ikke så meget om prestigeprojekter, men om det nære.«

Valgkampen i år adskiller sig ifølge Anders Møllegaard fra tidligere ved, at der er en mere uforudsigelig stemning. »Der er ikke rigtig nogen, der føler sig sikre på, hvordan det ender,« siger han. »Sidst havde Johannes et rigtig godt valg med 3.500 stemmer, og ved sidste valg faldt han til 1.900. Hvis han ikke rammer samme niveau igen, så bliver det spændende at se, hvordan det påvirker mandatfordelingen. Det ved vi først valgaften.«

Han fremhæver, at Venstre stiller med et stærkere hold end tidligere. »Vi er 17 kandidater i år mod 10 sidste gang,« siger han. »Vi er fordelt over hele kommunen – Brenderup, Nørre Aaby, Udby, Ejby, Kauslunde, Røjle. De små byer er lige så vigtige som Middelfart. Man skal have en stærk by, men også levende lokalområder. Det hænger sammen.«

Om Venstres vigtigste budskaber frem mod valgdagen siger han: »Det handler om fællesskab. Det er ikke kun dem, der sidder inde i byrådssalen, der skal bestemme det. Vi skal have gennemsigtighed og borgerinddragelse. Det bliver et centralt punkt for os.«

Han peger desuden på en bred række mærkesager. »Børn og unge, erhverv og beskæftigelse, miljø og ældre – det bliver vores hovedområder. Vi har et bredt hold, der kan dække mange emner, og det betyder, at vi kan snakke ind i hele kommunen.«

Når talen falder på samarbejde efter valget, er han afmålt. »Det tør jeg næsten ikke snakke om,« siger han. »Men jeg håber ikke, vi bliver ringere stillede end nu. Jeg vil selvfølgelig kæmpe for, at Venstre får mere indflydelse.«

Til sidst bliver han spurgt, hvordan han vil beskrive valgkampen. Han tænker sig kort om, før han svarer. »Intens,« siger han. »Det bliver tæt. Vi kan ikke sige noget, før vi har set det sidste kryds.«

Han smiler i stemmen, før han runder af. »Men det bliver spændende. Det er altid spændende, når det er tæt.«