Det er klogt at inddrage dem, der bliver berørt. Det mener ældreminister Mette Kierkgaard (M), der lige nu rejser landet tyndt for at tale med mennesker, der har berøring med ældreplejen. Torsdag besøgte hun Middelfart.

På Middelfart Kultur & Bibliotek var interesserede borgere torsdag stimlet sammen for at møde ældreminister Mette Kierkgaard og få en snak om det gode ældreliv.

Ældreministeren var i Middelfart for at lytte og indbød derfor de 15 fremmødte til at stille alle de spørgsmål, de måtte have om den kommende ældrereform, og dele deres syn på, hvordan man skaber et godt ældreliv.

En af de fremmødte var Anja Rosenlund, der er forebyggelseskonsulent. Hun havde taget turen fra Odense for at møde ældreministeren.

Anja Rosenlund tog turen fra Odense til Middelfart for at tale med ministeren.

– Jeg tog turen, fordi jeg synes, det er rigtig fint, at ældreministeren tager ud og hører vores stemme og vores bud på ældreudspillet, sagde hun.

Anja Rosenlund havde et særligt ønske om, at borgerne stadig skal have lov til at modtage forebyggende hjemmebesøg i fremtiden:

– Jeg havde brug for at minde hende om det og få en retning på tingene. Det var fint, at hun tog sig tid til at lytte og svare på mine spørgsmål.

Et af de emner, der blev diskuteret, var vigtigheden af at inddrage dem, der har berøring med ældreplejen i hverdagen.

– Jeg tager med herfra, at jeg har en minister, som er tilgængelig. Jeg tror, at hun gerne vil mødes med os for at finde de bedste løsninger, fordi hun ikke er en skrivebordspolitiker, sagde Anja Rosenlund.

Efter ældreministerens træffetid takkede hun de fremmødte for de mange ideer, som hun tog med sig videre.