LOKALT. Den røde snor er klippet, og en af de sidste brikker i Middelfart Kommunes store skolerenoveringsplan er faldet på plads. Fredag blev den nyrenoverede Fjelsted Harndrup Skole indviet med taler, åbent hus og børnelatter i gangene, og kun Østre Skole mangler nu, før en plan, der har været undervejs siden 2011, er ført helt til dørs.
Solen stod over Harndrup, og borgmester Anders Møllegård havde taget en skjorte med citroner på, da han bød velkommen til indvielsen. Med et glimt i øjet lagde han ud med at undskylde, at han ikke selv skulle holde den lange tale. »Jeg tog ikke den her skjorte med citroner på, fordi jeg er sur som en citron. Det her er jo en festdag, så jeg tænker, vi skal videre til det sjove,« sagde han.
Skolen i Harndrup har dannet ramme om børnenes hverdag siden 1959, og den har længe trængt til den store tur. Renoveringen er en del af kommunens skolerenoveringsplan, der skal sikre, at de fysiske rammer understøtter læring og trivsel, og for Møllegård var netop dagens børnelarm et tegn på, at det var lykkedes. »Det betyder noget for trivslen, det betyder noget for læringen, og det betyder ikke mindst noget for arbejdsglæden hos jer, der er her hver dag. Og så er det bare fedt, at håndværkerne er færdige, så børnene kan få pladsen tilbage og komme i gang med at lege igen,« sagde borgmesteren.

Den længere tale faldt til formanden for skoleudvalget, Jonas René Jensen, der slog fast, at en indvielse handler om mere end mursten og tekniske installationer. »Det handler om mennesker, og det handler om børn. Faktisk synes jeg næsten, det her er større end at indvie en helt ny skole. For vi har ikke bare bygget noget nyt. Vi har taget noget, der allerede havde en historie og en stor værdi, og gjort det klar til fremtiden,« sagde han.
Han lagde ikke skjul på, at vejen havde været lang. Arbejdet begyndte under den første coronanedlukning, hvor gymnastiksalen blev renoveret først og åbnede igen i 2024. Siden fulgte vandskader, midlertidige løsninger og alt det, der følger med, når man bygger om på en skole, der samtidig skal fungere hver eneste dag. På et tidspunkt blev biblioteket pakket ned, og bøgerne måtte ud i klasselokalerne. »Det var nok ikke lige den løsning, nogen havde forestillet sig fra starten. Men når udfordringerne kommer, så finder man løsninger. Man giver ikke op. Og den styrke kan hverken håndværkere eller arkitekter bygge sig til,« sagde Jonas René Jensen og vendte sig mod eleverne. »De her rammer er skabt til jer. Vær nysgerrige. Stil spørgsmål. Prøv ting af. Lav fejl og rejs jer igen. Og husk at være gode ved hinanden undervejs. For i sidste ende er det ikke bygningerne, der skaber en god skole. Det er de mennesker, der fylder den med liv hver eneste dag.«

Renoveringen er gennemført i flere etapper. Klasselokaler, administration og personalefaciliteter er moderniseret, faglokaler og omklædningsrum er opdateret, og der er indrettet lokaler til den lokale motionsklub. Skolen har fået et nyt bibliotek og læringscenter, hvor bibliotek og fablab smelter sammen, og arbejdet er holdt inden for en anlægsramme på godt 20 millioner kroner. Siden 2011 har Middelfart Kommune investeret 378 millioner kroner i sine 11 folkeskoler, og Fjelsted Harndrup er den næstsidste i rækken.
For fællesleder af Fjelsted-Harndrup Børneunivers Marie-Louise Ladefoged Flye blev indvielsen en særlig dag. Hun tiltrådte 1. august 2025 midt i renoveringen og trådte ind i en hverdag, hvor meget endnu var undervejs. »Jeg kom ind i en hverdag, hvor meget stadig var undervejs, og hvor skolen skulle fungere samtidig med, at der blev bygget om. Den måde, medarbejdere, elever og forældre har grebet det an på, har virkelig gjort indtryk på mig,« sagde hun.

Hun fortalte, hvordan de første klasselokaler blev åbnet fredagen før skolestart, så de stod klar, da børnene mødte ind om mandagen, og hvordan medarbejderne underviste, indrettede og pakkede ud på samme tid. Nu mærker hun forskellen i hverdagen. »Vi kan allerede mærke forskellen på lyset, lyden og luften i klasselokalerne. Det lyder måske lidt teknisk, men et godt indeklima gør en kæmpe forskel for koncentration, ro, trivsel og læring. Det er ikke noget, man ser på en tegning. Det er noget, man mærker, når man træder ind ad døren.«
Hun fremhævede også, at alle klasser nu er samlet i samme fløj, hvilket styrker fællesskabet på tværs af årgange, og at det nye bibliotek skal blive et hjerte i skolen for nysgerrighed og fordybelse. Et øjeblik fra morgenen havde sat sig fast. »Da jeg kom ind i morges, blev jeg mødt af det dejligste syn. Den nye sofa i aflægget var fyldt med glade børn, der sad og hyggede sig. Og det er jo præcis sådan, det skal være,« sagde Marie-Louise Ladefoged Flye, der samtidig understregede, at skolen stadig er under indretning, og at især udearealerne er et ønske for det kommende arbejde sammen med lokaludvalget.

Med renoveringen er kommunen tæt på at sætte punktum for den oprindelige plan. Tidligere i år godkendte byrådet renoveringen af Østre Skole, som går i gang efter sommerferien, og når det projekt står færdigt, er alle projekterne i den oprindelige skolerenoveringsplan realiseret.
Inden Møllegård klippede snoren, samlede skoleudvalgsformanden festen i en enkelt opfordring til alle, der fremover skal bruge skolen. »Brug de nye rammer godt. Fyld dem med læring, nysgerrighed og fællesskab. Og husk at slide på dem. For det bedste tegn på, at en skole trives, er ikke, at den ser ny ud. Det er, at den bliver brugt,« sluttede Jonas René Jensen.








