Det mest opsigtsvækkende i den fortsatte farce i Middelfart er ikke længere magtskiftet, de hemmelige sms’er eller alliancen mellem fem partier, der ingen fælles værdier har. Det mest opsigtsvækkende er den nye fortælling, der nu forsøges skrevet: Fortællingen om offeret, der vælger at vælte et helt byråd.
Ulla Sørensen står frem på TV 2 Fyn med en fortælling om voksenmobning, om at være holdt udenfor, om ikke at blive lyttet til, om at være outsider i skolegården. Det er menneskelige følelser, som alle kan genkende. Ingen bør ignorere den smerte, der ligger i at føle sig marginaliseret.
Men når følelser bliver politisk valuta, er vi et farligt sted.
For offerrollen er ikke en politisk strategi. Det er ikke et mandat. Det er ikke et argument for at detonere et flertal dagen efter et valg. Og det er slet ikke en undskyldning for at udnytte sin position til at omskrive vælgernes beslutning.
Det, der beskrives som voksenmobning og udelukkelse, bliver nu brugt som moralsk forklaring på et politisk kup, der har kastet Middelfart ud i et historisk kaos. Det er forståeligt, at hun var frustreret. Det er ikke forståeligt, at et personligt opgør fører til en omkalfatring af byens retning.
Hvis hver personlig konflikt skal kunne vælte et byråd, har vi ikke demokrati. Så har vi terapi.
Det bliver endnu tydeligere, når man sammenholder offerfortællingen med det, der fulgte: opkald fra flere partier, tilbud om poster, rådgivning fra politiske modstandere. Det var ikke en vej væk fra mobning. Det var en vej ind i magten.
På samme tid står partierne bag det nye flertal uden svar. Venstre ønsker ikke at forklare noget som helst om partihoppet. Anders Møllegård henviser blot til Ulla, som om en borgmester ikke har egen stemme. Enhedslisten vil ikke forholde sig til, at de nu hviler på præcis det partihopperi, som deres egen partitop nationalt fordømmer. Alternativet vil ikke forklare, hvorfor de støtter en borgmester, der står for det modsatte af deres klimaprojekt.
Det er alt sammen pakket ind i den samme retorik om respekt og arbejdsro, som i realiteten betyder, at vælgerne ikke skal forstyrre det spil, der foregår bag kulisserne.
Men man kan ikke gøre offerrollen til politisk undskyldning. Man kan ikke bruge følelser som argument for at tilsidesætte vælgernes mandat. Man kan ikke vælte et flertal, fordi man føler sig forbigået, og derefter kalde det ordentlighed.
Ulla Sørensen har givet sin version. Johannes Lundsfryd har givet sin. Men uanset hvem man sympatiserer med, står én kendsgerning tilbage: Personlige konflikter er gjort til politiske beslutninger. Og det er farligt for et lokaldemokrati.
Derfor bliver det også interessant at se, hvor det politiske projekt ender fredag, når en række partier mødes igen, og hvor toppen af poppen i kuppet; det umage par: Jonas René Jensen og Lasse Schmücker nok holder sig væk.
Middelfart står nu med et flertal, der er skabt af vrede, frustration og hævn. Et flertal uden fælles projekt, uden værdier og uden retning. Et flertal, som ingen vil stille sig frem og forsvare. Hvorfor? Fordi, de ikke kan.
Det er ikke offerrollen, der er farlig. Det er, når den bliver til strategi.
