På tirsdag vælger vi de 25 mennesker, der skal styre et kommunebudget på over 3 milliarder og sidde i spidsen for en myndighed med indflydelse på væsentlige samfundsforhold. Byrådet – eller skal vi ikke snart til at sige kommunalbestyrelsen? – har tråde ud i alle verdenshjørner, og sidder med afgørende indflydelse på borgernes hverdag og fremtid. Middelfart Kommune er tillige kommunens største arbejdsplads med mange tusinde ansatte.
Vi er gået til valget uden at være i valgforbund for at være helt krystalklare på vores prioriteter; en fortsat grøn omstilling, et markant løft til børn og unge og bedre dialog med borgerne.
I valgkampen trækkes skillelinjerne op, men efter valget har borgerne en berettiget og helt legitim forventning om, at partier og lister finder sammen om fælles løsninger. Råd, lokaludvalg, foreninger, virksomheder og samarbejdspartnere skal kunne regne med, at en udstukket kurs forbliver den udstukne kurs. I Radikale Venstre vægter vi derfor det brede, tværpolitiske samarbejde, stabilitet og et udadvendt byråd i øjenhøjde med borgerne. Det kan fint kombineres med prøvehandlinger og udviklingstiltag. Skulle vi opnå et mandat ved valget på tirsdag, vil vi derfor arbejde for at få skabt et stabilt flertal omkring den næste borgmester, så vi fortsat sikrer ro om de overordnede strategiske beslutninger og en borgmester, der har et tydeligt mandat til at arbejde mellem møderne.
En stemme på Radikale Venstre, Liste B, er en stemme på det brede, tværpolitiske samarbejde, flerårige budgetter og et byråd der er i øjenhøjde med borgerne, og som engagerer sig i både de store og de små dilemmaer sammen med borgerne. Får vi indflydelse på valget af den næste borgmester, vil vi derfor kigge derhen, hvor vi får fortsat fremdrift i den grønne omstilling, et historisk løft til børn og unge i form af nye penge til områderne og en bedre dialog med borgerne. Radikale er det friske pust, der kan forny det politiske arbejde de næste 4 år.
Med ønsket om et godt valg på tirsdag.
på vegne af Liste B
Elisabeth Tejlmand
Spidskandidat for Liste B, Middelfart Radikale Venstre








