OPINION. Halleluja, Middelfart! Vores borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen, har fundet løsningen på klimakrisen: Vi skal skille kuglepenne ad. Ja, du læste rigtigt – den store grønne revolution starter i skrivebordsskuffen.
For mens isen smelter, og naturen forsvinder, skal vi altså skrue hætten af og pille fjedrene ud. “Det er godt for klimaet,” siger borgmesteren til Jyllands-Posten. Og hvem er vi til at stille spørgsmålstegn ved en så visionær plan? Næste skridt må være at redde biodiversiteten ved at sortere papirclips.
Problemet er bare, at det er svært at tage moralen alvorligt, når den kommer fra en kommune, der samtidig tillader byggeri på naturområder som Oliegrunden. Her fældes træer og bygges boliger, men bare rolig – vi sorterer da kuglepenne, så alt er i orden!
Det er et mønster, vi efterhånden kender: Store ord om bæredygtighed, små handlinger i praksis. Middelfart Kommune har gjort symbolpolitik til en kunstart. Og borgmesteren – ja, han er efterhånden vores egen lille performancekunstner: Halvt grøn frontløber, halvt PR-maskine.
Kære Johannes, klimaet skal nok klare sig uden dine kuglepenne. Men Middelfart kunne virkelig have gavn af lidt mere dømmekraft og lidt mindre teater. Lad os få handling i stedet for håndbevægelser – og politik, der lugter af virkelighed, ikke af genbrugsplast







