POLITIK. 81 procent af hjemmehjælpsmodtagerne i Middelfart er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de får. Det glæder byrådsmedlem Christian Lynggaard Pedersen (C), som ser tallene som en stor ros til både ledere og medarbejdere.
»Det er jo rigtig flot. Når man ligger over 4 på en skala fra 1 til 5, er det virkelig godt. Det viser, at de, der arbejder i hjemmeplejen, får skabt noget, som kan mærkes,« siger han.
Han peger på, at tilfredsheden især er høj på den personlige pleje, hvor ni ud af ti borgere er glade. Til gengæld er rengøringen et svagt punkt, hvor næsten hver femte er utilfreds. »Der har været besparelser på området, og det kan mærkes. Det er ikke optimalt, men det har været nødvendigt for at få økonomien til at hænge sammen. Vi må dog hele tiden se på, hvordan vi kan løfte den praktiske hjælp,« siger han.
Et andet område, der kalder på handling, er selvbestemmelse. Kun 40 procent af de ældre oplever i høj grad, at de har indflydelse på, hvordan hjælpen gives. »Der er et behov derude. Vi skal sætte frontmedarbejderne fri til at lave aftaler i øjenhøjde med borgerne og deres pårørende. Det handler om at spørge: Hvad vil du gerne have i næste uge. Det er mere værdifuldt end at følge en plan ned til mindste minut,« siger Christian Lynggaard Pedersen.
Han peger også på, at samarbejdet med de pårørende kan styrkes. 54 procent oplever at blive godt inddraget, mens 15 procent svarer nej. »Hvis nogle pårørende oplever, at beslutninger bliver truffet hen over hovedet på dem, er det et faresignal. Vi skal sikre, at de nemt kan komme i kontakt med den rette person, og at de føler sig taget med på råd,« siger han.
Rapporten viser desuden, at ti procent af borgerne vurderer deres livskvalitet som dårlig eller meget dårlig. For Christian Lynggaard Pedersen hænger livskvalitet tæt sammen med selvbestemmelse og nærhed. »Kommunen kan ikke fjerne sygdom eller alder. Men vi kan lytte, skabe meningsfulde aktiviteter og justere hjælpen, så den understøtter det liv, borgeren ønsker – også når vilkårene er svære,« siger han.
Han konkluderer, at Middelfart står stærkt, men at der stadig er plads til forbedringer. »Vi rammer bredt set rigtigt, men vi skal blive bedre på rengøring, kontinuitet og selvbestemmelse. Det handler om at komme tættere på borgernes hverdag. Når hjælperen træder ind ad døren, skal det begynde med et spørgsmål i øjenhøjde. Det er sådan, vi gør en god hjemmehjælp endnu bedre,« siger han.