Annonce

På Socialdemokratiets årsmøde i weekenden 13-14. september 2025, valgte statsminister Mette Frederiksen, at bruge en del af sin tale på, at advare mod det stigende antal indvandrere, som efter hendes mening misbruger vores tillid ved, at skabe utryghed og begå vold og anden kriminalitet. 

Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg som politimand har set de uhyggelige konsekvenser, når kriminalitet rammer mennesker og lokalsamfund. Tryghed er et helt centralt tema for mig – både privat og politisk. Men jeg vil gerne nuancere billedet, for når jeg dagligt læser døgnrapporten for Middelfart Kommune, konstaterer jeg, at virkeligheden oftest er en anden her i Middelfart.  

Når jeg ser mig omkring i vores kommune, møder jeg syrere, ukrainere, tamiler og mange andre mennesker med anden etnisk baggrund end dansk. Jeg møder dem på gaden, i butikkerne, i skolerne, i sportsklubberne og i foreningslivet. De er engagerede borgere, der bidrager positivt til vores fællesskab, passer deres arbejde eller uddannelse og hjælper med at holde vores lokale virksomheder og foreninger i gang, med den diversitet, der urbaniserer os som samfund. 

Det er vigtigt at huske, at langt størstedelen af de mennesker, der kommer hertil, gør deres ypperste for at blive en del af vores demokratiske samfund. De lever fredeligt side om side med os andre og respekterer de værdier og spilleregler, som Danmark bygger på. 

Kriminalitet skal vi bekæmpe konsekvent – uanset hvem der begår den. Men vi skal passe på ikke at stigmatisere hele grupper på baggrund af enkeltes handlinger. I Middelfart oplever jeg, at integrationen i høj grad lykkes, og det skal vi have lov at glæde os over og bygge videre på. 

Lad os stå fast på vores krav om lovlydighed – men lad os også anerkende dem, der faktisk gør det rigtige og bidrager til vores fælles samfund.

Annonce
Annonce