Børn-, Kultur- og Fritidsudvalget i Middelfart Kommune blev den i starten af oktobermåned orienteret om regnskaberne for de selvejende haller i kommunen.
Årsrapporterne for 2023 viser, at Brenderup Aktivitetscenter, Lillebælt Sport og Kultur, Vestfyns Kultur- og Idrætscenter samt Ejby-Hallerne generelt har haft en stabil økonomisk udvikling med positive resultater i flere af hallerne.
Overskud i tre ud af fire haller
De fire selvejende haller har alle afleveret regnskaber for 2023, som er blevet gennemgået af forvaltningen. Ingen af regnskaberne indeholder revisionskommentarer, der kræver særlig opmærksomhed, og det kan konstateres, at Middelfart Kommunes tilskud er blevet brugt i overensstemmelse med de fastsatte rammer.
For 2023 fremviser Brenderup Aktivitetscenter et overskud på 313.971 kr., hvilket bidrager til en samlet egenkapital på 2.877.070 kroner. Hos Lillebælt Sport og Kultur er overskuddet på 349.316 kr., hvilket har medført en samlet egenkapital på 39.416.594 kroner. Ejby-Hallerne havde et mindre overskud på 2.858 kr., hvilket giver en positiv egenkapital på 1.587.202 kroner.
Vestfyns Kultur- og Idrætscenter præsenterer derimod en mindre udfordring med en negativ egenkapital på 508.224 kr. trods et overskud på 100.200 kr. i 2023.
Udvalget blev også orienteret om, at forvaltningen har undersøgt revisionskravene til hallerne, og at de nuværende krav om højeste revision fastholdes. Det betyder, at hallerne fortsat vil blive underlagt en grundig gennemgang af deres regnskaber, som ifølge kommunen skal være til for at sikre en stabil og gennemsigtig økonomisk forvaltning.