Selvom FC Fredericia har en føring at forsvare fra den første pokalkvartfinale mod Lyngby, vil holdet ikke komme til at gå på kompromis.

Både FC Fredericias træner, Michael Hansen, og forsvareren Jesper Juelsgård var klare i mælet efter sejren på 3-2: FC Fredericia kommer ikke til at gå på kompromis med holdets spillestil, når de søndag aften løber på banen på Lyngby Stadion.

– Uden at ville afsløre vores taktik for meget, så kommer vi ikke til at ‘pakke bussen’. Det har vi ikke spilletyperne til, siger Jesper Juelsgård.

https://www.estate.dk/ejendomsmaeglere/midtjylland/estate-peter-moeller-fredericia

Hansen stemmer i, selvom han påpeger, at FC Fredericia formentlig vil komme under voldsom belejring. Sker det, er det dog ikke med fredericianernes egen vilje.

-Pokalfodbold lever bare sit eget liv. Man kan godt se, at der er mere tempo og styrke bag Lyngby. Vi spiller på andre ting, og det bliver en kamp derovre om at stå imod deres tryk, men også spille vores spil. I perioder bliver vi presset, og det er ikke noget, vi selv vælger, men derfor gælder det også om at have perioder, hvor vi er på bolden, siger Hansen.

Kigger man tilbage på torsdagens opgør på Monjasa Park, er det en ambivalent følelse for FC Fredericia, der førte 3-0, men endte med at vinde 3-2.

– Det er klart, at vi er glade for, at vi vandt kampen. Vi var foran 3-0, og derfor er det faktisk ambivalent. Vi holdt returopgøret åbent, og det giver os en god mulighed. Det er Lyngby, der skal jage nu, og da de får deres hjemmebane, kommer det automatisk. Vi skal lave endnu en god kamp, fortæller Michael Hansen.

Banerne har det ikke for koldt på denne tid af året, men FC Fredericia-træneren har det ikke for meget i tankerne.

– Jeg tror faktisk, vi kommer over på en bedre bane, så det skal vi bare glæde os til. Vi spiller efter forholdene, men spiller det fodbold, vi vil. Det mål vi lukkede ind til 3-2 var faktisk et resultat af det, men vi fik også gode angreb den anden vej ved at spille vores spil, siger Hansen.

Ender kampen med en ét-måls sejr til Lyngby, går kampen i forlænget spilletid, og eventuelt straffesparkskonkurrence, hvis det fortsat er helt lige efter 2×15 minutter. Vinder FC Fredericia eller spiller uafgjort, er der derimod ikke noget at rafle om; så går FC Fredericia videre. Vinder Lyngby på den anden side med minimum to mål, går de videre.

Der er kampstart mellem de to hold klokken 18:00.