FC Fredericia slog overraskende AaB ud af sidste runde i pokalturneringen, og op af bowlen kom OB. Med FC Fredericia som lavest rangerende hold var det givet på forhånd, at fredericianerne ville få hjemmebanefordel. Få dage før kampen er der solgt over 2.500 billetter.

– Det er dejligt, at der er så mange, der vil komme. Vi har omkring 400 spisende gæster inden kampen, og det betyder, at vi får fyldt godt op på tribunerne. Man så også, at OB’s fanafsnit med 600 pladser blev udsolgt på et døgn, og det viser, at det ikke er hvilken som helst klub, der kommer på besøg. Der kommer formentlig en del flere end de 600, og dem der ikke fik, kan købe til neutrale afsnit, siger FC Fredericias direktør, Stig Pedersen.

Stig Pedersen, direktør for FC Fredericia: Foto: AVISEN

Direktøren peger på, at NordicBet Ligaen som udgangspunkt har højest prioritet for FC Fredericia, der var i kamp lørdag og skal i kamp igen den 5. november mod Kolding. Han glæder sig dog over interessen og slår fast, at FC Fredericia jagter overraskelsen.

– Vi kan konstatere interessen og vi glæder os til at spille kampen. Selvom den ligger mellem vigtige kampe, så kommer vi selvfølgelig til at give den gas, da det er klart, når man er i ottendedelsfinalen, vil man forsøge at gå videre, siger Stig Pedersen.

Historisk set har FC Fredericia traditioner i pokalturneringen, og særligt en oplevelse skiller sig ud tilbage i 2017/18-sæsonen, da holdet nåede frem til semifinalen.

– Den største kamp, der har været var i pokalen mod Silkeborg i semifinalen, og dengang tænkte man ikke over den bedrift det var, at et NordicBet Liga-hold kom blandt de fire sidste i pokalturneringen. Vi tabte kun 1-0, og man kan ikke komme tættere på pokalfinalen overhovedet. Det er fede kampe at spille, og dem kan folk godt lide at komme til, fortæller Stig Pedersen.

FC Fredericia plejer at have mellem 8 – 1.300 tilskuere på hjemmebane, men interessen for OB-kampen er betydeligt større. Der forventes i omegnen af 3.000 tilskuere til kampen. Det kunne derfor ligne, at der er potentiale for mere for fodboldbyen Fredericia.

– Vi har været fuldtid i ti år, og bare det, at en by som Fredericia kan bære det, synes jeg viser en form for potentiale. Vi prøver at gøre os mere attraktiv overfor tilskuerne, og ungdomsafdelingen involverer vi i hjemmekampene. Vi har ligget mange år i den samme række, og det appellerer fint til nogen, men vi skal have udvidet potentialet forstået på den måde, at vi skal trække endnu flere til. Der er også sket et skifte i vores fanklub, og der skal det bygges op om nogen unge, da det er dem, der driver fanklubben i fodboldklubber, slutter Stig Pedersen.

Man køber billetter til kampen ved at klikke her.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her