Nytårsparolen hos TrekantBrand er en festlig, årlig begivenhed, hvor der blandt andet uddeles jubilæumstegn og holdes en række taler, men i år berørte en af talerne også en alvorlig begivenhed. I år er det 20 år siden, Seest-katastrofen fandt sted, og en enkelt brandmand gik bort i den forbindelse.
Lørdag blev den årlige nytårsparole afholdt hos TrekantBrand. I år fandt den sted på brandstationen i Fredericia i en af garagerne. Den røde løber var rullet ud, og der var en gave, som stod udenfor: Et køretøj, der skal hjælpe TrekantBrand med at komme ud i svært terræn.
Inde i garagen var der opstillet bordrækker. Blandt de mest prominente gæster var Vejens borgmester, Frank Schmidt Hansen, Koldings borgmester, Knud Erik Langhof, og Fredericias borgmester, Steen Wrist, der alle sidder i Beredskabskommissionens bestyrelse, hvor Langhof er formand. I den anledning holdt han en tale til de mange fremmødte. I talen kom Knud Erik Langhof blandt andet ind på tørken i 2023, men også på, at 2024 markerer 20-året for Seest-katastrofen, og han benyttede lejligheden til at mindes brandmanden, Max Jørgensen, der omkom under den første eksplosion den 3. november 2004.
– Den dengang 33-årige Max Jørgensen mistede livet. I mistede en kollega. Bettina mistede sin mand, og to små drenge mistede deres elskede far. Det er nu 20 år siden, katastrofen fandt sted. Det står frisk i erindringen, da vi måtte tage afsked med Max Jørgensen. Selvom det er 20 år siden, vil jeg bede jer rejse jer op og tænke på Max Jørgensen, sagde Langhof.
Formanden for Beredskabskommissionen så også tilbage på kalenderåret 2023, der var præget af klimaudfordringer.
– Det var et år med meget regn, men som senere blev afløst af en tørke. En tørke, der blandt andet medvirkede til, at I, brandfolk, fik travlt. Tørken blev afløst af en våd juli og august, og så kom stormfloden i oktober, sagde Knud Erik Langhof og roste TrekantBrands arbejde under uvejret, hvor de spillede en stor rolle.
Knud Erik Langhof løftede sløret for et nyt køretøj, der kommer TrekantBrand til gavn.
– Det er en UTV, der holder udenfor her. Den er til de frivillige i Kolding, der fremadrettet skal bruge den til transportopgaver, hvor det kan være svært at komme frem, sagde Langhof.
Direktør i TrekantBrand, Jarl Vagn Hansen, tog efter Knud Erik Langhof ordet. Han satte fokus på 2024, hvor han, ligesom Langhof, kom ind på blandt andet tørken, men også den voldsomme brand ved Fredericia Banegård, hvor der var gået ild i en el-bus, og det spredte sig til flere busser.
– Som formanden fortalte i sin tale, så har 2023 været et begivenhedsrigt år. Det er bemærkelsesværdigt, at vi havde en juni, der var den -mest tørre måned i mands minde, og vi toppede det lige med et afbrændingsforbud og dermed intet Sankt Hans-bål. Jeg var selv ude at være båltaler, og jeg må indrømme, at det Sankt Hans-bål, der ikke blev, ikke var så godt. Jeg foretrækker det, særligt når jeg er båltaler, sagde Hansen og fortsatte:
– Tørken var endnu værre end i 2018, hvor vi havde en rekord tør sommer og et rekordhøjt antal naturbrande. Men pludselig vendte tingene på hovedet. Vi fik den vådeste juli nogensinde. Sommeren regnede bogstaveligt talt væk, og dermed faldt brandfaren lynhurtigt, og afbrændingsforbuddet kunne ophæves. Så kom efteråret, og der blev efterårsferie, og så fik vi besøg af Pia, og der indtraf en 100-års hændelse, og der var en stormflod langs kysterne, som satte en stor indsats i gang i dagene op til hændelsen, og selvfølgelig under stormfloden.
Jarl Vagn Hansen nævnte også nogle af de største indsatser for TrekantBrand i løbet af 2023. En af dem skete i Fredericia den 6. september, hvor der gik ild i en el-bus ved Fredericia Banegård.
– Vi ser en stor omstilling til nye energiformer, både af brint, men også af verdens største el-kabel, der sluttes til her, og det giver øgede risici, som vi skal forholde os til. En påsat brand i en el-bus spredte sig. En brand i en el-bus giver et anderledes og voldsomt forløb, også fordi det skete midt inde i byen, sagde Hansen og nævnte også en hændelse på Den Nye Lillebæltsbro:
– Der skete et færdselsuheld mellem to lastbiler midt på broen. En fuldt lastet autotransporter kolliderede. Man havde en lastvogn med 30 tons midt på broen fra Jylland mod Fyn. Lastbilen brød i brand, og autotransporteren tabte bilerne på ladet, og det stoppede trafikken. Der var personredning fra lastbilen, slukning af lastbilen, og klarlægning af, at der ikke var personer i bilerne, der røg rundt på asfalten som var det legoklodser. Det var en meget vanskelig redningsindsats. Vi havde et formidabelt arbejde på tværs med Fyns Politi og Sydøstjyllands Politi, som begge assisterede, da det var midt i et krydsfelt mellem to politikredse.
Efter Jarl Vagn Hansens tale var det tid til tegnmodtagerne, der skulle modtage deres tegn for jubilæum. Ved parolen var der 15, der havde ti-års jubilæum, to med 20 år og ni med 25 år. Efter overrækkelsen af tegnene sluttede den officielle del af nytårsparolen hos TrekantBrand, og gæsterne kunne derefter nyde en omgang brunch i garagen.