Der var ingen tvivl om, at det havde været en hård aften, da Anders Møllegaard trådte frem efter den første runde af konstitueringsforhandlingerne.
. Venstres spidskandidat talte åbent om både skuffelsen, trætheden og kampen for at holde modet oppe efter et valg, hvor han og holdet havde håbet på mere.
»Jeg bliver da lidt skuffet over, at Steffen Daugaard, når man prøver at ringe, siger, at han ikke har tid,« siger han og gør det klart, at han havde håbet på en samtale, før DF gjorde sin pege-retning officiel. »Det er fair nok. Det er jo politik, når det er bedst.«
Møllegaard beskriver et forløb, hvor Venstre har stillet op med 17 kandidater og lagt et stort arbejde i valgkampen. Han fremhæver holdet, læringskurven og en tro på, at de har mere at byde på.
»Næste gang, der kommer vi. Jeg synes, det er stærkt at have det hold, vi står med.«
Samtidig erkender han, at Venstre ikke lykkedes med at få nok ud af valgforbundet. Det koster i forhandlingerne nu.
»Kunne jeg have gjort noget bedre? Ja, måske skulle jeg have været mere flabet og solgt dyrere. Men det er svært, når der ikke er nogen, der tager noget ind. Det var ikke nok desværre.«
Forhandlingerne er dog langt fra slut, og Møllegaard varsler, at Venstre vil stå fast på, at deres deltagelse i en konstituering ikke kommer gratis.
»Det bliver forholdsvis dyrt, hvis de vil have os med. Det er det, der har kostet os hernede. Så jeg kommer til at kæmpe.«
Han lægger ikke skjul på, at han er udmattet efter valgdøgnet.
»Jeg er meget træt. Mit hoved kører på højtryk. Alle ved godt, at jeg er en evig optimist. Men jeg vil også tillade mig at være ærgerlig.«
Der er dog ingen planer om at lægge sig ned. Allerede i morgen vil han samle holdet, høre de erfarne kræfter og forberede næste skridt.
»Vi skal lige sunde os, og så kommer vi stærkt tilbage. Det bliver ikke kedeligt.«
På spørgsmålet om, hvorvidt Venstre kan ende med helt at sige nej til at gå med i en konstituering, svarer han tøvende.
»Det kommer an på meget. Han har nok solgt dyrt ud, og så er der ikke så mange fede pladser tilbage. Men nu må vi se. Jeg er lidt bitter nu, men jeg trækker lige vejret.«
Til sidst retter han igen fokus mod opladningen efter en intens valgkamp og et døgn uden søvn.
»Jeg er stadig den evigt glade. Nu skal jeg ud og arbejde, så må vi se, hvad vi kan gøre for kommunen. Og jeg skal nok rejse mig. Det er jeg helt sikker på.«
