UGENS EMMY. Tue Christiansen har hænder, man lægger mærke til, hvis man ved, hvad man skal kigge efter. De er ikke urolige, de gestikulerer ikke, de ligger bare der på bordet foran kaffekoppen på Emmys, brede og rolige og mærkede af noget, der ikke lader sig vaske af. Det er hænder, der har holdt om et stemmejern, siden han var lærling i Fredericia, der har sat spær op i regnvejr og skiftet vinduer i blæst, og som i dag lige så naturligt folder sig om en dagsorden til et bestyrelsesmøde som om et håndtag på en sav. Han er tømrermester. Det er det første, man skal vide om ham, og det er det sidste, for alt det andet, bestyrelsesposterne, erhvervsformandsrollen, de frivillige timer, kampsportstræneren der underviser i kick- og thaiboxning to aftener om ugen, vokser ud af det samme sted. Ud af hænderne. Ud af håndværket. Ud af den overbevisning, at man tilføjer verden noget ved at gøre tingene ordentligt, og at man ikke behøver råbe op om det bagefter.
Strib. Det er dér, han kommer fra, og han siger det, som man siger navnet på et sted, man aldrig rigtig har forladt, selv når man har været væk. En barndom i Strib, hvor han var den dreng, der samlede alle de andre på det grønne areal og førte dem i krig, med en stemme der aldrig holdt hele vejen hjem. Hans mor fortæller, at han aldrig havde stemme, når han kom ind ad døren om aftenen, fordi han havde råbt den væk derude, hvor han var generalen, og de andre var hæren, og ingen stillede spørgsmål ved kommandovejen. En bullerbasse, kalder han sig selv, og ordet falder med en blanding af selvironi og stolthed, den slags, der kun kommer fra folk, der godt ved, hvem de var som børn, og som ikke har tænkt sig at undskylde for det. »Det gør jo også, at jeg tager bullerbasser ind som lærlinge i dag. Jeg kender typen,« griner han.
Strib. Så Nørre Aaby Realskole, fordi der skulle ske noget mere. Og så i lære som tømrer ovre i Fredericia, fordi det lå i kortene. Hans farfar var snedker. Hans morfar var snedker. Hans far var tømrer. Tre generationer før ham havde gjort det samme valg, eller måske var det slet ikke et valg, men en selvfølgelighed, noget man ikke diskuterede, ligesom man ikke diskuterer, om vandet er vådt. Tue stillede i hvert fald ikke spørgsmål ved retningen. Det var bare sådan, det var.
Men det, der fulgte efter læretiden, var ikke det forudsigelige forløb, man kunne have forventet af en ung tømrersvend fra Strib med tre generationers savspåner i blodet. Han tog til udlandet. Først to år ude at arbejde, så et halvt år i Australien med sin kæreste, der i dag er hans kone, Diana. Og så til Tyskland, hvor han arbejdede i flere år og lærte noget om sig selv og om faget, der ikke stod i nogen dansk lærebog. Det er en del af hans historie, der let kunne glide forbi som en parentes mellem læretiden og det, der kom efter, men som fortjener at stå, fordi den fortæller noget afgørende om en mand, der allerede som ung havde brug for at mærke verden under fødderne, før han vendte hjem og satte dem solidt i den jord, han kom fra.
Da han kom tilbage til Middelfart, begyndte det, man med en vis ret kan kalde en vandring gennem byens tømrerfag. Ikke en planlagt rute med et mål for enden, men den slags bevægelse, der opstår, når en mand er dygtig nok til, at folk lægger mærke til ham, og nysgerrig nok til at sige ja, når de ringer. Han arbejdede først hos Kolster, det firma han i dag ejer, men dengang bare som en ung svend med værktøjskassen og intet andet. Så skiftede han til aluminium og glas hos Frank Tarpgaard, noget helt andet end tømrer, men nogle gode år, hvor hænderne lærte et nyt materiale at kende. Så tilbage til tømrerfaget, hos Guldfeldt i Odense. Og så mødte han en af de tidligere ejere af Kolster. Ikke ved et møde. Ikke over en forretningsplan. Men på en mountainbiketur i skoven, hvor han nævner, at hans kompagnon skal på pension, og noget falder på plads mellem træerne, uden at nogen af dem gør et stort nummer ud af det.
»Jeg cyklede noget mountainbike og mødte den ene af dem,« fortæller han. »Hans kompagnon skulle på pension og ville stadig gerne have en kompagnon.«
Så simpelt kan det siges. Og så simpelt var det nok også, i den forstand at de store beslutninger i Tues liv aldrig er kommet med trompetfanfarer, men med en telefon der ringer, en tur i skoven, en sætning over skulderen. Han overtog den første halvdel af Kolster i 2013 og den anden i 2024. I dag er firmaet hans. Et tømrer- og snedkerfirma med over halvtreds ansatte, beliggende på Korsholm Allé i Middelfart, grundlagt i 1988 og med et navn, der har fulgt byen i snart fire årtier. Kolster bygger erhverv og boliger, renoverer, vedligeholder, sætter glasfacader op og rykker ud, når noget er akut. De var atten mand på Sukkerkogeriet i Odense under corona, mens andre firmaer sendte folk hjem. De har kommunens og boligforeningernes tillid. Det er solidt, og det er måske det mest præcise ord, man kan bruge om den virksomhed, Tue har overtaget og gjort til sin egen, for Kolster ligner sin ejer på den måde, at det, der holder, sjældent er det, der larmer.
Men Tue taler om overtagelsen som mere end sin egen historie. Han taler om det løbende generationsskifte, om den bevægelse, der opstår, når en virksomhed hele tiden slipper nyt blod ind, og som han mener er det sundeste, der kan ske for enhver forretning. Han ville nok ryste på hovedet, hvis man kaldte det en filosofi. Men det er det.
»Det udvikler en virksomhed, når der kommer yngre kræfter ind, som tænker anderledes. Og så håber jeg, at jeg kan hjælpe dem med de kontakter og den erfaring, jeg har,« bemærker han.
Han arbejder ti til femten år endnu, og inden da håber han, at to yngre folk sidder klar til at overtage. Ikke fordi han er træt. Ikke fordi virksomheden kræver det. Men fordi han selv kom ind i Kolster udefra og kan mærke, hvad det gav, at nogen slap ham ind og gav plads, og fordi han ved, at en virksomhed, der ikke fornyer sig, langsomt stivner, uanset hvor godt håndværket er.
Det, man hurtigt forstår, når man sidder over for Tue Christiansen, er, at han ikke adskiller sit arbejde fra sit engagement i byen. Der er ingen grænse mellem de to, ingen dør han går igennem, hvor tømrermesteren bliver til formandstypen. Det er den samme mand, der tager de samme beslutninger med den samme mavefornemmelse, uanset om han sidder på en byggeplads eller ved et bestyrelsesmøde. Han er formand for Middelfart Erhverv, formand for Brobygning Middelfart, formand for DI Byggeri Vestfyn og sidder i bestyrelsen for ungdomsskolen. Det er mange poster for én mand, men han taler ikke om dem som poster.
»Jeg brænder for, at Middelfart er et godt sted at være. Hver dag,« fortæller han. »Jeg er jo et gammelt Strib-dreng, men jeg er også middelfarter. Der var sådan lidt en kamp, da vi var unge, mellem striberne og middelfartere. Men det er sjovt, når man bliver ældre. Så får man gode relationer til dem på den anden side.«
Det er sagt med lethed, med det smil, der hører til historier om drengestreger og gamle rivalisering mellem to byer, der ligger så tæt på hinanden, at grænsen mest er en fornemmelse. Men der ligger noget under det, der ikke er let. For Tue er ikke en mand, der sidder i bestyrelser, fordi nogen har spurgt ham, og han ikke kunne finde en undskyldning for at sige nej. Han er en mand, der aktivt forsøger at binde en kommune sammen, at få erhvervslivet til at tale med hinanden, at få Strib og Middelfart og Nørre Aaby og de mindre lokalsamfund til at trække i samme retning. I Brobygning Middelfart, der blev etableret af byrådet i 2019 på opfordring fra erhvervslivet, har han som formand sat en klar retning. »Vi står stærkere, når vi arbejder sammen,« som han har sagt. Det er den måde, han driver alt på. Firmaet, formandsposterne, vennegrupperne, træningen om aftenen. Det hele handler om det samme. Om at samle folk, der ellers ville sidde hver for sig.
Og det med ungdomsskolen er ikke en tilfældig post i rækken. Det er der, han vender igen og igen tilbage til i samtalen, til de unge mennesker, til de lærlinge han tager ind hos Kolster, til de praktikanter der næsten altid går rundt på pladsen, til den fornemmelse han kender fra sig selv, at man som ung ikke altid ved, hvad man brænder for, men at man kan finde ud af det, hvis nogen giver én lov til at prøve. »Jeg lærer noget af de unge mennesker,« erkender han. »De unge, der sidder i bestyrelsen fra gymnasiet eller fra skoleudvalget. De vil gerne frem og vil noget bedre for det, de går og laver. Det synes jeg er fantastisk.«
Det er drengen fra det grønne areal, der taler. Generalen, der samlede hæren. Bare med et andet sprog og en anden arena.
Hans egen søn er det bedste eksempel. Han havde aldrig interesseret sig for tømrerfaget. Aldrig. Han kunne ikke engang samle et IKEA-skab, som Tue siger det, med en latter der er lige dele stolthed og vantro. Hans mor gjorde det. Men efter gymnasiet spurgte han, om han kunne tjene nogle penge ude ved faderen i et sabbatår. Tue sagde ja, og han kom ud på pladsen og arbejdede med de gamle svende, dem med savspånerne i håret og erfaringen i hænderne, og noget skete, noget der ikke lader sig planlægge, men som enhver håndværker kender. Materialet begyndte at tale til ham. Efter et halvt år sad han en aften ved bordet og sagde til Tue og Diana, at tømrerfaget var det fedeste i verden.
»Jeg tror, han brænder mere for faget, end jeg nogensinde har gjort,« konstaterer Tue. »Og det håber jeg for alle unge mennesker. At de kommer ud og prøver noget og får den der opvækning, hvor de bare tænker, det her er det, jeg vil.«
Det er en erfaring, han nu har set med egne øjne, og den hænger sammen med hans eget forløb, for Tue fik aldrig selv det valg. Hos ham lå det i kortene. Farfar, morfar, far. Tømrer. Men netop derfor har han insisteret på, at hans egne børn skulle vælge frit. At de skulle finde det, der gjorde dem glade, uden at faderen lagde retningen ind. Det gjaldt sønnen. Og det gælder datteren, der lige nu er i Australien. Uden returbillet, tilføjer han med et grin, der ikke helt kan skjule, at det nager ham en smule.
Julie spørger ham, om det hele bare har kørt. Om der ikke har været bump undervejs. Han tænker sig om, men ikke længe. Arbejdsmæssigt har det egentlig altid kørt, og det lyder næsten som en undskyldning, fordi han godt ved, at det ikke er sådan, de fleste oplever et arbejdsliv. Men det er sandheden. Der har hele tiden været nogen, der har ringet og spurgt, om han ikke ville det ene eller det andet. Det er ikke kommet af sig selv, for det kræver hårdt arbejde, og det ved han, men mulighederne har fundet ham, fordi han har mødt op, fordi han har leveret, og fordi folk har kunnet se, at han var til at stole på.
»Rent arbejdsmæssigt er tingene kommet til mig. Men det kommer ikke af sig selv,« understreger han. »Det er ens arbejdsindsats, der gør det.«
Og så falder der noget andet. Stille, næsten i forbifarten, som noget der tilhører en helt anden samtale, men som alligevel lander midt i denne, fordi Julie spørger ham, hvor han var som femogtyveårig.
Han var syg. Lymfekræft. Udbredt i kroppen. Han var i kemoterapi i et helt år. Han var i monsterform, som han selv siger, den stærkeste han nogensinde havde været, og det var formentlig det, der reddede ham, for lægerne kunne blive ved med at give ham kemo, selv når hans blodtal var langt nede, fordi hans krop var stærk nok til at bære det, der skulle til for at slå sygdommen ned. Han kom ud på den anden side. Fik meningitis bagefter, fordi immunforsvaret var kørt helt i bund. Og så rejste han sig.
Han fortæller det, som han fortæller alt andet. Uden drama. Uden at gøre sig selv til helt. Uden at lade det fylde mere, end han mener, det fortjener. Det skete. Han overlevede. Og han gik videre. Men det er umuligt at sidde over for ham og ikke tænke, at den sygdom har lagt en bund i alt det, der kom efter. At den stille beslutsomhed, han bærer med sig, den der får ham til at stå op hver morgen og tage fat, ikke kun er vane eller temperament, men også noget, der blev formet i et år, hvor ingenting var givet.
Vi spørger ham derefter, hvad han er stolt af. Ikke det, der står på et CV, men det andet. Det, der ikke kan måles i omsætning eller bestyrelsesposter. Svaret kommer med det samme, og det rammer, fordi det er sagt med en varme, man ikke har hørt i de passager, der handler om forretning.
»Mine børn,« svarer han uden tøven. »Det har sgu været nemt at have børn. De siger til mig, at jeg har været hård. Men de vil opdrage deres egne børn på samme måde, som Diana og jeg har opdraget dem. Og hård, det er jo ikke hård på den måde. Der har bare været faste rammer.«
Han og Diana har begge arbejdet meget, altid. De har aldrig snakket børneopdragelse, det lå bare der, som noget de begge bar med sig, uden at det behøvede ord. Han var den, der satte rammerne. Hun var den, der sørgede for de bløde værdier. Ikke at hun ikke kunne være hård, tilføjer han hurtigt, det kan hun absolut, og han ved godt, hvem der bestemmer til sidst. Det er han slet ikke i tvivl om, smiler han.
Deres børn var de første, der blev afleveret i børnehaven, og de sidste, der blev hentet. Sådan var det bare. Men når de var sammen, var de der hundrede procent. Og de har været heldige med forældre, der kunne hjælpe, når det kneb, med syge dage og afhentninger og alt det, der skal falde på plads, for at en hverdag med to travle forældre kan hænge sammen.
»Vi har 7-9-13 ikke haft noget bøvl med vores børn,« fastslår han og banker i bordet. »Det har bare kørt.«
Det lyder enkelt. Men det er sagt af en mand, der ved, at det ikke er det. En mand, der som femogtyveårig lå i kemo og ikke vidste, om han ville se sine børn vokse op. En mand, der har arbejdet tres timer om ugen i årtier og alligevel insisteret på at være til stede, når det gjaldt. En mand, der banker i bordet, fordi han godt ved, at heldet også har spillet ind, og at man ikke skal tage noget for givet. Allermindst det, der bare har kørt.
Når han ser frem, er målene konkrete. Han vil finde en eller to nye medejere til Kolster. Han har lige ansat en byggeleder mere, så han selv kan frigøre tid til det, der ligger ved siden af virksomheden. Han vil have firmaet til at ligge stabilt omkring tres mand, ikke flere, bare bedre. Det er en sætning, der siger alt om ham, det der »bare bedre«, for i en tid hvor de fleste måler succes i vækst og størrelse, måler Tue den i noget andet. I kvaliteten af det, der bliver lavet. I trivslen hos dem, der laver det.
»Der er så mange, der vil være store og være det hele,« konstaterer han. »Jeg har det sådan, hvorfor ikke bare gøre det bedre? Det skal være en god arbejdsplads. Man skal have det godt. Vi kan altid forbedre, hvordan vi laver tingene.«
Og så er der mountainbiken. Det er et mål, han har sat sig, og han nævner det med en alvor, der kunne overraske, hvis man ikke kendte ham. Han vil gerne ud og cykle, mens det er lyst. Bare én gang om ugen. Det lyder beskedent for de fleste, men for en mand, der sidder på kontoret til langt ud på aftenen og kører derud i weekenden, er det en beslutning, der handler om mere end cykling. Det handler om at give sig selv lov til noget, der ikke har et formål ud over bevægelsen selv. Skovbunden under dækkene. Lyset mellem træerne. Den samme skov, hvor han engang mødte sin fremtidige kompagnon, bare denne gang uden en dagsorden.
»Ny kompagnon og så komme ud at cykle,« opsummerer han. »Det er målet.«
Men selv når han taler om at trække sig lidt tilbage, om at frigøre tid og finde plads til sig selv, ender han alligevel det samme sted. Ved de andre mennesker. Han samler stadig folk. Det er stadig det, han gør, uanset om det er i firmaet, hvor han laver sociale arrangementer for medarbejderne, eller om aftenen, hvor han træner kick- og thaiboxning to gange om ugen, som han har gjort, siden han var fem et halvt år gammel. Han har en biografklub med vennerne og en pokerklub, fordi han arbejder så meget, at han har brug for faste samlingspunkter, steder hvor det hele ikke handler om at beslutte noget, men bare om at sidde ned og være sammen.
»Mine kammerater siger, at jeg altid arbejder,« indrømmer han. »Men så slår jeg op og spørger, skal vi spille poker på fredag? Så griller vi først, sidder og spiser, og så snakker vi.«
Det er en anden måde at være i gang på. For Tue stopper ikke. Han skifter bare register. Fra savbukken til bestyrelseslokalet, fra bestyrelseslokalet til boksesækken, fra boksesækken til pokerbordet. Det er den samme energi hele vejen, den samme bullerbasse fra Strib, bare med flere arenaer.
Vi spørger ham til sidst, hvad han ville sige til sit femogtyveårige jeg. Til den unge mand, der lå i en hospitalsseng og ikke vidste, hvad der ventede. Svaret er kort, og det kommer uden tøven.
»Gør ligesom du hele tiden har gjort. Tro på, at det er de rigtige valg, du har taget.«
Det er det tætteste, Tue Christiansen kommer på at tale om sig selv i store ord. Og det er nok. For udenfor vinduet på Emmys Kaffebar ligger Middelfart stille hen i formiddagslyset, og et sted ude på Korsholm Allé holder der en varevogn med Kolsters logo, og et sted i Strib er der et grønt areal, hvor en dreng engang råbte så højt, at han ikke havde stemme, da han kom hjem. Den dreng blev tømrer. Han blev formand. Han blev far. Han blev syg og blev rask igen. Han blev den mand, der samler folk, der ellers ville sidde hver for sig. Og han har ikke tænkt sig at stoppe endnu.
