UCL og Fredericia Maskinmesterskole har modtaget 1,1 mio. kroner i støtte fra Karl Pedersen og Hustrus Industrifond til et ambitiøst projekt, der skal skabe en mikrofabrik til at understøtte undervisningen i bæredygtig fødevareproduktion. Mikrofabrikken vil som første skridt opbygge en produktionslinje til plantedrikke, og projektet sigter på at give de studerende en praktisk forståelse af, hvordan produktionen af fødevarer kan optimeres for at blive mere bæredygtig.
– Vi er rigtig glade for at modtage støtte til det her projekt. Med midlerne kan vi lave vores mikrofabrik med fuldt udstyret produktionslinje, så vores studerende kan se, hvordan de enkelte trin i produktionen påvirker råvarerne. På den måde kan de blive klogere på, hvilke trin man kan undvære eller optimere for at ende med en mere bæredygtig produktion, siger Docent Birthe Møller Jespersen fra Anvendt Erhvervsforskning på UCL.
Mikrofabrikken vil ikke kun fokusere på fødevareproduktion, men også på at skabe et læringsmiljø, der integrerer forskellige fagområder og kompetencer. På sigt skal projektet rummer flere produkttyper, og det vil kunne bruges af studerende på tværs af uddannelser og campusser. Målet er at give de studerende mulighed for at arbejde med alle aspekter af produktionen og forstå, hvordan de forskellige discipliner spiller ind i den samlede proces.
– Det er glædeligt at arbejde sammen, især når vi allerede har et godt samarbejde omkring automationsteknologi. Vi har jo samarbejdet før, så dette er blot endnu en udvidelse af det samme. Vi arbejder sammen om automationsteknologuddannelsen og uddannelser til datacentre, og vi har flere samarbejder omkring forskning og udvikling. Det er virkelig stærkt at opleve den synergieffekt, der opstår, når to forskellige uddannelsesinstitutioner med hver deres kernekompetencer arbejder tæt sammen, siger Jens Færgemand Mikkelsen, rektor for Fredericia Maskinmesterskole.
Mikrofabrikken vil blandt andet fokusere på, hvordan de enkelte produktionstrin påvirker både råvarerne og den samlede bæredygtighed i produktionen. På den måde vil de studerende få hands-on erfaring med at analysere og optimere produktionsprocesser for at opnå bedre resultater, både med hensyn til kvalitet og miljøpåvirkning.
Birthe Møller Jespersen fremhæver også vigtigheden af, at de studerende ikke kun vil få indsigt i deres eget fagområde, men også vil lære om, hvordan de kan samarbejde på tværs af forskellige funktioner i produktionen.
– Udover at studerende får vigtig indsigt i råvarernes vej gennem produktionen, så kommer de også til at se, hvordan de andre roller i produktionen arbejder, og i samarbejdet kan de lære meget af hinanden. Der bliver skabt et miljø, der minder rigtig meget om den virkelighed, de selv skal ud at arbejde i, siger Birthe Møller Jespersen.
Projektet vil også bringe nye teknologier og metoder til anvendelse i undervisningen, og på længere sigt håber både UCL og FMS at kunne integrere flere uddannelser i mikrofabrikken. Eksempelvis håber man at kunne inddrage studerende, der arbejder med dataindsamling og -håndtering, hvilket vil give dem en praktisk forståelse af, hvordan teknologi og data kan understøtte produktionen.
Jens Færgemand Mikkelsen ser frem til at udvide samarbejdet og udnytte den synergieffekt, der allerede er opnået gennem samarbejdet mellem de to institutioner.
– Vi har set, hvordan samarbejdet mellem UCL og FMS har styrket vores uddannelser og forskningsprojekter tidligere, og vi er meget glade for, at dette projekt giver os mulighed for at udvide og udvikle den synergi, siger Jens Færgemand Mikkelsen.
Mikrofabrikken vil fungere som et vigtigt læringsværktøj for de studerende i flere år fremover, og projektet er et skridt mod at skabe en mere bæredygtig og innovativ fødevareproduktion i Danmark. Projektet kører frem til sommeren 2027, og målet er at give de studerende de nødvendige værktøjer og kompetencer til at kunne navigere i fremtidens fødevareproduktion.