Thomas Bay fandt hjem i teatret

KULTUR. Det begynder ikke i kulissen med en projektør, der tænder. Det begynder i Sverige med en dreng, der flytter igen og igen. Husqvarna. Jönköping. Tilbage til Husqvarna. Nye klasseværelser med nye blikke. Et klaver, der står som en stille ven i hjørnet. En familie, der bærer kultur som andre bærer værktøj. Og en fornemmelse af at høre til et sted, som endnu ikke har et navn.

Faderen er læge og ender med et speciale i kræftsygdomme. Han er fra Vejle og har arbejdet sig op helt nedefra. Selvskabt og stædig på den måde man bliver, når muligheder ikke serveres, men må findes. »Min far kommer fra fattige kår. Han er selfmade og det er hans søskende også. Han er et eksempel på, at man kan forme sit eget liv« siger Thomas Bay. Ordene ligger roligt. De fortæller ikke alt, men nok til at forstå kompasset.

Moderen er fra Randers. Grafiker. Datter af en morfar der tegnede togsæt. Hun har det stensikre øje og den rolige hånd. Som ung elev vandt hun en konkurrence med en plakat om de to Lillebæltsbroer. En elev der tegnede sig ind i en historie som andre siden kom til at køre forbi hver dag. »Jeg kommer fra en broget flok« siger han og der er et lille smil i stemmen.

Storebroren er seks år ældre. Han bliver læge med interesse for blodsygdomme. »Han er den kloge. Jeg er kunstneren« siger Thomas uden mindste spor af mindreværd. Familiebordet har plads til begge veje i livet. Det var varmt derhjemme men skolen var noget andet. »Jeg blev moppet. Jeg blev skubbet ind i en busk. Jeg var tilflytteren. En følsom sjæl, der ikke kunne sige fra. Og jeg sagde det ikke til mine forældre« fortæller han. Det er råt sagt, men uden bitterhed. For der var et klaver.

Klaveret blev et fristed. Et rum, hvor hænder kunne svare igen, når munden ikke kunne. Han gik til undervisning og vandt en klaverkonkurrence. Spillede med broren. Øvede på gehør. Lod musikken bære alt det, der var svært at forklare. »Når jeg ikke kunne svare igen i skolegården, så kunne jeg udtrykke mig ved tangenterne« siger han. Den slags sætninger ligner en nøgle, man kan bære videre i livet.

Ferierne var fyldt med museer, kirker og sange. Smalle franske film i biografen. Korfællesskaber og mandskor i Folkeparken den 1. maj. Medborgerskoler, hvor børn kunne få et instrument i hænderne og mærke at kultur ikke kun er noget, man kigger på, men noget man gør. Moderen tegnede i hånden. Senere kom de første computere og programmerne, der skulle forandre en hel branche. Moderen lærte børnene, hvad en streg kan betyde. Faderen lærte, hvad en indsats kan ændre. Tilsammen er det en ramme, man kan vokse i.

I ottende klasse flytter familien til Odense. Faderen får arbejde på OUH. Det bliver en ny begyndelse for drengen fra Sverige. Han forstår dansk, men taler det ikke flydende og trætheden ligger tungt om eftermiddagen, hvor alt stadig lyder fremmed. »Svensk sarkasme er noget andet. I Danmark tager man pis på hinanden. Jeg skulle lære spillereglerne« siger han. Det bliver Henriette Hørlücks Skole og siden Nordfyns Gymnasium. Han kalder det et bondegymnasium uden fristelser, men med tid. Tid til at læse. Tid til at spille basket og badminton. Tid til musik.

Musikken får ham ind i skolens musical. Han synger. Nogen siger, at det lyder godt. Det er måske det vigtigste nogen kan sige til et ungt menneske, der har været for meget alene. »Jeg havde følt mig forkert hele mit liv. Pludselig stod jeg i et fællesskab, hvor jeg passede ind. Tillid og tryghed gav en opblomstring. Det var magisk« siger han. Derfra går det slag i slag. Sommersang på Sydfyn. En konkurrence i Ikast, hvor han vinder. Samme år en pris i musicalmiljøet. Det er ikke et brag. Det er mere en støt stigning, hvor dørene åbner sig fordi han banker på og nogen hører melodien.

Han tager et år i London, hvor han arbejder på vinbar om aftenen og tager sangtimer om dagen. Han bliver bedre til engelsk. Bedre til at stå i sin egen krop i en by, hvor alle vil noget med scenen. Hjemme i Odense begynder han på SDU, hvor han læser erhvervsøkonomi og organisation. Forældrene ønsker det solide. Sønnen mærker noget andet. »Min far syntes, jeg skulle noget seriøst. Men hjertet var ikke med« siger han. Han søger ind på Musicalakademiet i Fredericia og kommer ind i første forsøg. Forældrene er bekymrede, men støtter. Bekymring er kærlighed i arbejdstøj.

På Akademiet havner han i et hold, der vil mere end at stå på række og vente på at blive valgt. De skriver og prøver og finder på. »Det hele gik op i en højere enhed« siger han. Efter endt uddannelse lander han en sæson på et teater. Og så kommer en mulighed man ikke kan planlægge. Et stipendium i England. En topskole med ganske få pladser de deler ud som små lys i mørke. Han får en af dem. Han tager af sted med sin kæreste, der senere bliver hans hustru. Men verden har besluttet sig for en finanskrise og livet bliver dyrt og fremtiden kort. West End viser sin glitrende facade, men dørene ind bagved er ikke altid til at åbne. De spiller på et operahus. Han er solist ved en stor koncert. Og de vender hver en mønt.

Efter to et halvt år vender de hjem. Bolden begynder at rulle igen. Han underviser. Han akkompagnerer. Han får roller. Han bliver kapelmester og projektleder. Den praktiske side viser sig at være lige så tilfredsstillende som spotlightet. Der er en episode, han fortæller med et grin. Et job kommer med syv dages varsel. Han øver som en besat i en uge. Kommer igennem. Og opdager, at han faktisk er blevet en langt bedre pianist på otte dage, end han selv havde forestillet sig. »Metoden virkede« siger han. Den slags erfaringer gør noget ved troen på egen proces.

Men kroppen sætter grænser og på et tidspunkt skal man lytte. Han bliver påkørt af en cyklist. Lægen siger forstuvning, men det viser sig at være et brud. En skrue og en protese bliver lagt ind i hans hånd. Nogen siger, at han nok ikke kan spille klaver mere. Det er en sætning der kan lukke et rum. Så kommer en hjernerystelse efter en stol i hovedet. Senere en mere efter et cykelfald. Alligevel står han på scenen aftenen efter som rollen kræver. »Men det sled« siger han. Til sidst er beslutningen den eneste rigtige. I 2015 tager han en pause fra scenen. Ikke som resignation, men som bevidst valg. Og så begynder telefonen at ringe med de rigtige klaverjobs. Han savner ikke spotlightet. Han savner arbejdet. Og det får han.

Samtidig sker det vigtigste uden for scenen. Han bliver far i 2012. Igen i 2015. Så i 2021. »Når man bliver forælder får man hovedet ud af egen røv« siger han og ler af sin egen formulering. »Det hjalp mig i et miljø, hvor man nemt bliver egofikseret«. Skæve arbejdstider giver tid hjemme midt på dagen. Børnene lærer, at verden ikke nødvendigvis skal ligge i 8-16. Det er bøvlet med barnepiger og logistik, men det giver frihed. Livet former sig i andre rytmer og musikken følger med.

Så kommer sorgens kapitel. Moderen dør under coronaårene. Forældrene var flyttet tilbage til Sverige. Hun lavede keramik i et hus ved en sø i Småland. Der var karantæne og afstand. »Min mor havde ondt i hovedet. Kræften havde spredt sig til hjernen. Det kom som et chok. Jeg savner hende sgu« siger han. Den yngste datter var født lige før. »Hun havde det samme røde hår som min mor. Det var svært ikke at se forbindelsen«. Sørgen bliver ikke mindre, men den får form.

Mellem de store buer af kærlighed og tab finder hverdagen sin målestok. Et job i baren i Cafebiografen i Odense. En følelse af, at et sted kan være fedt ikke kun på grund af opgaven, men fordi mennesker mødes på den rigtige måde. Projekter i Tivoli. Store produktioner, hvor han står som kapelmester. Opgaver, der bygger lag på lag. Et teater, der må bukke under. Økonomi, der skal ligge rigtigt. Et lån, der bliver lagt om i en fart. En bank, der lytter. Coronatidens sære tavshed imellem travle perioder. Og hele tiden netværk og nysgerrighed. »Jeg har ikke haft en forkromet plan. Men jeg har sagt ja, når chancerne dukkede op og jeg har arbejdet hårdt, når de gjorde« siger han.

Fredericia kalder og han siger ja. Byen er ikke den samme som i de tidlige år. Den har strammet snørebåndene og løber nu længere end før. Han søger jobbet som teaterdirektør efter en dramatisk periode. Konkurs. Et navn, der skulle løftes op igen. Et hold, der skulle samles. En tillid, der skulle genvindes. Han beskriver det nøgternt. »Jeg har haft så mange fede muligheder i min karriere, at jeg følte jeg måtte give noget tilbage. Jeg ville være med til at genrejse teatret«. Det lykkes. Teatret kommer på finansloven efter tre års opstart. En sætning som mange læser hurtigt, men som i virkeligheden vejer tungt. Det er fundament. Det er ro. Det er en blåstempling af et sted som mange troede var væk for altid.

Han taler om Fredericia med en kærlig præcision. Om byen som knudepunkt. Om netværket af gode folk, der gør tingene mulige. Om at alt er tæt på. Odense. Vejle. Kolding. Billund, hvor han drømmer om et tog en dag. Aalborg i den anden retning. Han ser for sig en bæredygtig klinge med stærke titler og et stort publikum. Ser genopbygningen fortsætte ind i noget der kan blive permanent. Ikke som i et museum men som i et orkester der spiller i nutid. »Vi kan centrere det omkring Fredericia. Vi kan lave kvalitetsforestillinger. Vi kan samle mennesker. Det er det, vi er gode til« siger han. Det lyder simpelt. Det er det ikke. Men det lyder som en mand, der ikke har brug for store ord for at gøre store ting.

Ledelse fylder mere og mere. Han nævner økonomi og adfærdsøkonomi som felter, der interesserer ham. Mennesker og tal i samme sætning. »Vi er alle kulturbærere i en by. Alle er en del af fortællingen« siger han. Han er 43 og nogen vil måske spørge, hvornår han skal videre. Svaret er lige så klart som, det er roligt. Ikke foreløbig. Nu skal teatret på den helt store klinge igen. Den slags sætninger siges bedst uden trommer. De skal hellere bevises på en spilleplan.

Han vender ofte tilbage til drengen ved klaveret. Ikke for at dyrke smerten men for at huske energien. »Jeg har aldrig haft behov for spotlightet. Jeg har haft behov for at være en kanal for kunsten. Det er det der driver mig« siger han. Der er et princip gemt i den indstilling. At man kan stå midt i noget stort uden at gøre sig selv større. At man kan give uden at kræve mere lys. At man kan lede ved at lytte.

Der er også en kærlighedshistorie midt i det hele. Han og hustruen gik på skolen i Fredericia samtidig men blev først kærester efter. De gik op og ned ad gangene i tre år som venner. Under en juleforestilling ændrede noget sig. Han kalder det en total overscoring og griner af ordvalget. Men alvoren ligger under. »Jeg elsker det, når nogen har noget på hjertet og går efter, det de vil. Det drømmer jeg også om at mine børn oplever« siger han. Den slags ønsker har en far til tre lov at have.

Fredericia er blevet et hjem. Ikke bare en adresse. Han taler om Royal Run i midtbyen og stemningen, når folk mødes. Om at byen ikke er den samme som i 00erne eller 10erne. Om at forudsætningerne nu er til at bygge endnu mere. Men også om, at det kræver, at man lytter. At man åbner ørerne og bygger bro i stedet for mur. Byens udvikling bliver spejlet i teatrets udvikling. Man må se muligheder. Man må sige ja, når chancen banker på. Og man må turde vente, når tiden kræver tålmodighed.

Hvis man leder efter en klar lære i historien om Thomas Bay, så kunne den lyde sådan her. Man kan vokse op som den følsomme dreng der bliver skubbet ind i busken og alligevel finder en vej. Man kan lære, at et klaver kan tale for en indtil stemmen selv bliver stærk. Man kan stå på en scene og senere gå væk fra den uden at miste sig selv. Man kan miste og stadig gå videre. Man kan blive leder uden at glemme at man begyndte som elev. Og man kan blive boende i en by fordi man vælger at tro på det fællesskab der gør det hele muligt.

Han formulerer det selv på sin egen nøgterne måde. »Man skal være åben over for læring. Man skal udfordre sig selv. Ellers går man i stå«. Det er en sætning der kunne hænge på en opslagstavle bag scenen. Ikke som parolens plakat, men som en stille påmindelse. Om at alt, hvad vi bygger i kulturens navn afhænger af mennesker, der tør. Mennesker, der stiller sig frem, når det gælder. Mennesker, der tør tage imod, når livet giver en chance. Når lyset falder rigtigt over scenen. Når salen trækker vejret i kor. Når musikken sætter i. Når en by begynder at tro på sig selv igen.

Thomas Bay fandt hjem i teatret. Ikke kun i bygningen. Men i arbejdet. I fællesskabet. I den måde kunst kan forandre et menneske og en by. Det er måske den mest stille og mest stædige form for forvandling. Den der begynder med en dreng ved et klaver. Og ender med en mand der får andre til at spille med.

Lørdag aften har han og teatret premiere på den store forestilling, WHAT IS LOVE – En Vi Elsker 90’erne musical. Fredericias teaterdirektør drømmer om at løfte byen og nyder hvert et sekund af den drøm.