POLITIK. Det begynder på asfalt og ender ved vand. En rundtur med Johannes Lundsfryd Jensen sætter kortet over Middelfart Kommune i bevægelse, fra plejehjemmets stille stuer til kommunens store byggefelter, fra Røjle Klints dramatiske profil til gågadens tætte menneskestrøm. Undervejs folder borgmesteren sine otte år ud som små pejlemærker med ét motiv i centrum, at udvikling skal mærkes i hverdagen, og at natur, erhverv og fællesskab skal hænge sammen
Vi standser først ved et plejehjem. Her blev ældreområdet frisat som del af et statsligt forsøg, og her ligger en af de politiske milepæle, som borgmesteren vender tilbage til igen og igen. Han smiler, da han genkalder opkaldet en søndag aften hvor statsministeren ville give kommunerne frie hænder. »Det betyder, at vi i tre et halvt år har arbejdet med frisættelse på hele ældreområdet. Jeg er stolt af medarbejdernes og ledernes kæmpe indsats. Har du en god idé, så gør det. Fungerer det, skalerer vi. Fungerer det ikke, deler vi erfaringen, så andre lærer af det«
Effekten er målt. »Da vi startede, svarede 19 procent, at de oplevede indflydelse på den hjælp de fik i hjemplejen. I dag er vi på 52 procent. Vi er godt på vej« siger han. Samtidig insisterer han på sproget der former blikket på alderdommen. »Jeg er glad for, at du siger plejehjem. Da jeg blev borgmester, hed det plejecenter. Kan det være mere kønsløst end et center. Det her er et hjem hvor mennesker bor og lever deres sidste tid«
Vejen løfter os ud mod Strib, den lange halvø hvor Lillebælt trækker vandet sammen og historien hænger i luften. »Der er mere end 6.000 indbyggere i Strib, Fyns femtestørste by. Et stærkt samfund i rivende udvikling« fortæller han. Ved Røjle Klint står vi med udsigt over bæltet hvor salt og fersk vand lægger sig i lag og skaber et særligt økosystem. Borgmesteren læner sig ind i fortællingen om havet som kommunens dyreste arvestykke. »Vi har etableret Naturpark Lillebælt sammen med Kolding og Fredericia. Der er lagt stenrev, plantet ålegræs og sat fokus på formidling. Inden længe åbner vi Sømærket som fælles platform. Vi skal både løfte naturkvaliteten og sikre adgang, så naturen er tæt på hvor vi bor«
De geologiske lag i klinten vækker også det lange tidsperspektiv. Han peger mod askelaget fra dengang dinosaurerne forsvandt. »Det er historiefortælling på den helt store klinge« siger han og forbinder naturblikket med kommunens klimaarbejde. »Vi er blevet adskilt fra naturen. Vi skal samle større naturområder, skabe adgang og passe på havet. Det kræver politiske beslutninger og samarbejde, lokalt og nationalt«
Turen vender ind i det nordvestlige bagland, til Harndrup. Her ligger syv nye almene boliger som et konkret svar på et klassisk landsbydilemma. »Det betyder, at ældre kan blive boende i byen, tæt på netværk og foreningsliv, og at børnefamilier kan flytte ind i de huse der frigøres. Det holder liv i skole, hal og brugs« siger han og knytter det til en bredere befolkningskurve. »Mens jeg har været borgmester, er vi blevet 2.357 flere borgere. Når der kommer en ny familie, er der en ekstra hånd i fodboldklubben eller som instruktør i gymnastikken. Der er flere børn i børnehaven og skolen, flere kunder i de lokale butikker og bedre grundlag for virksomhederne«
Han genkalder en samtale med en lokal virksomhed der rammer arbejdsmarkedets geografi på kornet. »De kan godt ansætte den dygtige ingeniør fra Syddansk Universitet, men hvis vedkommende ikke flytter hertil, så frister et job tættere på hjemmet. Skal de holde fast i medarbejderen, skal medarbejderen have lyst til at bo her. Hele økosystemet afhænger af, at det er et godt sted at leve«
På en bro ved Ejby ser vi gravemaskinerne tygge sig ind i jorden. Jernbanens vestfynske flaskehals skal løses, motorvejen er udvidet, og mellem skinner og asfalt vokser en ny energiakse frem. »Vi har opkøbt store landbrugsarealer og er i dialog med en meget stor virksomhed om etablering. Vi undersøger vindmøller og taler om at koble lokale energitunge virksomheder på fjernvarmenettet, så overskudsvarmen bliver til varme i husene. Vi er i dialog om et biogasanlæg. Samtidig har vi netop fået næsten 10 millioner kroner til cykelsti der lukker sidste hul i vores stiplan. Det her bliver et centrum for vækst og grøn energi« siger han og lader blikket glide over markfelterne der om få år kan huse tusindvis af job
Tilbage ved Lillebælt drejer vi forbi marinaen hvor kommunale investeringer og foreningskræfter har skabt et helårsrum for fritid. »Vi ville have en marina for alle middelfartere og som lever hele året. Kajakklubben Strømmen har nyt klubhus og kan optage mange flere. Sejlklubben har multicenter. Private har bygget hotel og virksomheder er rykket ind« siger borgmesteren og stopper foran et nyt havbad med ledninger der endnu stikker ud af væggen. »Det begyndte med en enkelt saunatønde og en idé om at danne en forening. Nu er der ved at blive opstillet fire saunaer, klubben nærmer sig tusind medlemmer og nye faciliteter åbner«
Han kender stedet som borger, ikke kun som borgmester. »Min båd ligger her. Jeg har været medlem af kajakklubben. Mine børn har sejlet i sejlklubben. Jeg er selv vinterbader. Man mærker hvordan marinaen giver kvalitet i hverdagen« siger han. At vejen hertil ikke var lige, ser han ikke som et svaghedstegn men som en del af det demokratiske håndværk. »Ved det første møde om marinaplanen fik vi en ordentlig skideballe. Vi tog hjem og startede forfra. Det tog længere tid, men resultatet blev meget bedre«
Midtbyen har også fået en anden puls. I 2019 stod 13 butikslokaler tomme og humøret var derefter. Siden er foreningen Brobygning Middelfart etableret med kommunalt driftstilskud og et klart formål, at skabe liv i midtbyen. »I dag er der lys i næsten alle vinduer. Selv på en småregnfuld formiddag er der mennesker. Vi går mod strømmen og har en positiv handelsudvikling med bedre vilkår for specialbutikkerne. Det betyder noget for byens selvforståelse og for turismen« siger han
På havnen runger efterklangen fra årets Klimafolkemøde. Teltpløkkerne er trukket op igen, men tal og toner hænger i luften. »Der var 23 scener, mere end 100 boder og over 400 debatter. Vi måtte pænt sige nej til 200 ønsker mere. 40.000 mennesker. Det er blevet en folkefest for klimaet og Danmarks største klimasamtale« siger han. For ham er formatet et værdipolitisk svar på tidens skænderier. »Verden er fuld af polarisering. Her skaber vi samtaler mellem mennesker om noget af det allervæsentligste i vores tid«
Rundturen slutter, hvor mange transformationer begynder, på kanten af en gammel industrigrund med udsigt til Lillebæltsbroen. Trådværket er navnet og visionen. Østergaardfamilien bygger Kabelbyen med hundreder af arbejdspladser, Den Hvide Hal slår døre op til street food og mikrobryg, et ungemiljø får containere og skaterhal, og en koncertsal til 1.600 mennesker er på vej. »Det hele åbner snart. Lige fremme kommer byparken som trækker fra industrikant til vandkant. Først en rå, industrielt inspireret park, så en klassisk park og til sidst en strandpark med vandkontakt og svømmebassin. På begge sider skyder boligerne op. En bynær bydel i hjertet af Middelfart« siger han
Han husker kontrakten fra 2019 og konstaterer, at tid er et grundstof i byudvikling. »Ting tager tid. Ideer skal formes, borgere involveres, investorer findes. Når vi står her i dag, ligner det stadig et klassisk havneareal. Men om få år bor omkring tusind mennesker her, byparken er anlagt, Kabelbyen summer og der er flere arbejdspladser end i NKT’s storhedstid. Det er en genfødsel af en bydel«
I byrådssalen finder turen sin eftertanke. Der er stolthed over resultaterne, men også blik for det uforløste. »Vi har et dygtigt byråd der træffer vigtige beslutninger. Men jeg er ikke lykkedes med, at alle byrådsmedlemmer føler sig trygge i deres daglige arbejde i denne periode. Jeg går meget op i brede aftaler og det samarbejde skal flest muligt være med i« siger han
Otte år ved rorpinden har givet spor på tværs af kortet. Frisættelse i ældreplejen med borgerindflydelse der er løftet markant. En marina der lever hele året og forener frivillighed med investeringer. En midtby der rejste sig fra tomme ruder til tæt liv. Et klimafolkemøde der satte Middelfart på landkortet og samtalen tilbage i centrum. En energiakse og et erhvervsområde der kan blive motor for vækst og grøn omstilling. En bydel på havnen der tager springet fra arbejderhistorie til åbent fællesskab
Det hele bindes sammen af et princip der lyder enkelt, men kræver tålmodighed, stedssans og politisk ryggrad. Udvikling skal være for mennesker og den skal kunne mærkes i hverdagen. Eller som borgmesteren formulerer det mens han ser ud over Lillebælt og den nye bypark for sit indre blik. »Vi skal vokse med omtanke for klima, natur og mennesker. Det er retningen, og vi holder fast«
