Når historien dømmer os, vil den ikke kun se på, hvilke kriser vi gennemlevede, men også hvordan vi lod os lede gennem dem. Det er et tilbagevendende mønster, at magten i højere grad har levet af problemer end af løsninger. Som Erik Schwensen så præcist formulerer det, har vi skabt en ledelseskultur, hvor selve krisen er blevet råstoffet for magt, mens reelle løsninger gør magthavere overflødige.
Det er et paradoks, vi kan genkende fra mange epoker. Den romerske republik blev holdt sammen gennem forestillingen om ydre trusler, indtil den blev opløst indefra. I nyere tid trækker Schwensen selv en parallel til Storbritannien: »Den tidl. Premierminister i Storbritannien Sir Winston Churchill var et godt eksempel herpå. Han var en eminent og uovertruffen politisk leder i krise- og krigstid, men slog ikke til, da en fredeligere periode indtraf.« Historien minder os dermed om, at de ledere, der vokser i krisens skygge, ikke altid er de samme, som kan skabe fred, retning og varig udvikling.
Vi lever i en tid, hvor krisen er blevet en permanent tilstand. Finanskrisen blev afløst af oliekrisen, som blev overskygget af coronakrisen, som igen blev fulgt af krigen i Ukraine og konflikterne i Mellemøsten. Medierne står klar med breaking news, læserne klikker, og politikere og magteliter finder legitimitet i at holde os fast i problemet. En ny krise tager opmærksomheden, før den forrige er løst.
Filosofisk set minder denne tilstand om Søren Kierkegaards fortvivlelse, hvor mennesket fastlåses i en eksistens, det ikke kan frigøre sig fra, eller Michel Foucaults beskrivelser af institutioner, der reproducerer magt gennem narrativer og disciplin. I dag ser vi en kombination: En ledelseskultur, hvor krisen er blevet til en eksistensform, og hvor magtens opretholdelse trumfer samfundets udvikling.
Men ledelse må ikke reduceres til evig krisestyring. Sand ledelse er kunsten at skabe fremtid. At pege på retning, sætte mål og mobilisere fællesskaber. Schwensen opstiller fire spørgsmål, der kunne tjene som et kompas for enhver leder: Hvad vil vi fastholde i vores samfund? Hvor vil vi bevæge os hen? Hvordan når vi målet? Og hvordan ved vi, at vi er i mål? Det er en model, der forpligter ledere til at tænke i løsninger frem for problemer, i visioner frem for frygt.
Med kommunal- og regionsvalget til november står vi foran en afgørende mulighed. Her vil vi igen høre mange ord om udfordringer, mangler og kriser. Men det egentlige spørgsmål, vi bør stille kandidaterne, er: Hvilket samfund ønsker I at lede os hen imod? For uden vision bliver magt blot en forvaltning af problemer, ikke en åbning til fremtiden.
Historien viser, at samfund, der evner at formulere en fremtid, kan overvinde selv de største prøvelser. Ikke fordi kriserne forsvinder, men fordi de ikke får lov til at definere alt. At lede handler ikke om at overleve krisen, men om at skabe den fred, der følger efter.
Det er på tide, at vi som borgere kræver mere. At vi kræver ledere, der ikke lever af krisen, men som kan lede os ud af den. Ledere, der tør pege på det ønskede samfund – og bygge det.
Læs også
