Socialområdet i Middelfart må ikke hvile på tallene alene
Middelfart Kommune ligger flot i nationale sammenligninger på social- og velfærdsområdet. Det er ikke til at komme udenom. Tilfredshedsmålinger, evalueringer og nøgletal peger på, at meget fungerer – ofte bedre end i sammenlignelige kommuner. Det fortjener både medarbejdere, ledelse og politikere anerkendelse for.
Men netop dér opstår også risikoen.
For når man er blandt de bedste, kan man let komme til at lytte mere til tallene end til virkeligheden bag dem.
Socialområdet er et af de mest komplekse og sårbare områder i kommunen. Det er her, vi møder mennesker, som ikke råber højest. Borgere med psykiske lidelser, misbrug, komplekse sociale problemer, hjemløshed eller langvarig marginalisering. Mange af dem er ikke dem, der udfylder spørgeskemaer. Ikke dem, der klager. Ikke dem, der figurerer tydeligt i statistikkerne.
Og netop derfor kan gode tal være både rigtige – og utilstrækkelige.
Det er muligt at levere fagligt solide indsatser og samtidig have sprækker, som først opdages, når noget går galt. Historien viser det igen og igen – også uden for Middelfart. Socialområdet er sjældent et sted, hvor problemer melder sig langsomt og pænt. De kommer ofte som sager, kriser eller enkelthistorier, der pludselig rammer offentligheden med fuld kraft.
Derfor er det ikke nok at være blandt de bedste. Man skal også være blandt de mest selvkritiske.
Det kræver en kultur, hvor man tør spørge: Hvem er ikke med i tallene? Hvem falder mellem systemer, paragraffer og organisatoriske snitflader? Og hvor man tager de spørgsmål alvorligt, også når de ikke passer ind i den samlede fortælling om succes.
Middelfart har dygtige medarbejdere på socialområdet. Det ved alle, der har haft berøring med området. Men de arbejder i et felt, hvor presset er konstant, hvor kompleksiteten vokser, og hvor forventningerne – politiske såvel som borgernes – sjældent falder.
Det stiller store krav til ledelse. Ikke kun administrativ ledelse, men også politisk. Socialområdet kan ikke styres alene med strategier, handleplaner og effektmålinger. Det kræver nærhed, opmærksomhed og vilje til at se de problemer, der endnu ikke er blevet synlige.
For det er ofte dér, de største svigt opstår: i det usagte, det uregistrerede og det, der ikke lige passer ind i systemets rammer.
At være blandt de bedste er ikke et mål i sig selv. Det er et ansvar.
Et ansvar for ikke at blive selvtilfreds. For ikke at lade flotte placeringer dække over de borgere, som stadig kæmper. Og for at insistere på, at socialpolitik ikke kun handler om at klare sig godt i statistikkerne – men om at sikre, at ingen bliver glemt, fordi de ikke kan gøre opmærksom på sig selv.
Middelfart har meget at være stolt af på socialområdet.
Men netop derfor har kommunen også råd – og pligt – til at blive ved med at stille de svære spørgsmål.
