Før hukommelsestabet. Før forklaringerne. Før telefoninterviewet. Midt i den lukkede konstitueringsaften på rådhuset fortalte Lasse Schmücker en helt anden historie – uopfordret. Han grinede, blinkede og beskrev sin egen rolle i Ulla-hoppet i detaljer. Dage senere var alt væk. Hvordan kan den samme mand have to versioner af det mest dramatiske magtskifte i nyere tid? Middelfart AVISENs journalist, Julie Christensen talte undervejs med hovedpersonerne i det nye flertal i Middelfart, og der delte de en anden historie med hende. Det fortæller hun nu i et interview.

Mandag aften på Middelfart Rådhus. Dørene til konstitueringsmødet er lukkede, og timerne går, mens partierne forhandler fremtidens magtstruktur. Udenfor mødelokalet står fire partier, som ikke er inviteret med ind: Enhedslisten, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Alternativet. Her venter også journalisterne – og i ventetiden falder en samtale, der nu får afgørende betydning for forståelsen af »Ulla-hoppet«.

For det var her, længe før han i et telefoninterview forklarede alt med hukommelsestab til Middelfart AVISENs journalist Julie Christensen, at Enhedslistens Lasse Schmücker ganske uopfordret fortalte en anden, langt mere detaljeret historie om sin egen rolle.

Han åbnede selv samtalen.

»Det er faktisk ham, der åbner samtalen« fortæller Julie Christensen fra Middelfart AVISEN. Schmücker taler muntert om redaktørens (Andreas Andreassen red.) ledere og griner særligt højt, da ordet kupmager nævnes. Da journalisten spørger, om han står bag kuppet, svarer han ikke i benægtelser, men i kropssprog: Et grin. Og et blink med det ene øje.

»Han fortæller, at han aldrig offentligt vil stå ved det« siger Julie.

Det var ikke en formel udtalelse. Det var ord sagt i ventetiden uden for mødelokalet – men de tegner et markant andet billede end det, Schmücker senere forsøgte at give offentligheden.

Valgnatten: Schmückers egen fortælling

Ifølge Schmückers egne ord på rådhuset var det ham, der tog første skridt i den samtale, der endte med at vælte byens politiske flertal.

»Han fortæller også, hvordan han på valgnatten rettede henvendelse til Ulla, som sad alene på Vestre Skole« husker Julie Christensen tydeligt.

De taler om et muligt partihop. En mulighed, en åbning, et skifte.

Det er en detalje, Schmücker senere sagde, han overhovedet ikke kunne huske. Men på rådhuset denne aften, dage før hukommelsestabet, fortæller han det selv – uopfordret og uden tøven.

McDonald’s-dagen: »Det kan ikke blive værre end det allerede er«

Dagen efter valget beskriver Schmücker – også her spontant til Julie Christensen – et møde, som han senere benægtede at kende noget til.

»Dagen efter onsdag henter Lasse, Ulla, hvor de kører på McDonald’s« fortæller Julie Christensen. I bilen diskuterer de situationen, presset og konsekvenserne af at forlade Socialdemokratiet. Schmücker siger til hende, at hun kan trække sig, hvis hun ikke ønsker at være en del af magtskiftet.

Ulla svarer:

»Det kan ikke blive værre, end det allerede er.« Det er ord, Schmücker selv gengiver. Ord, der indikerer en tæt samtale – og en afgørende rolle, mener Julie Christensen, der talte med ham flere gange.

I det senere telefoninterview lød forklaringen derimod:

»Jeg var ikke på McDonald’s.«
»Ikke mig bekendt.«
»Jeg kan ikke huske noget som helst.«

Jonas René: medspiller, ikke mesterstrateg

Mens de står på rådhuset, spørger journalisten ind til Danmarksdemokraternes Jonas René, der også er blevet nævnt som en central figur i forløbet.

Her forsvarer Schmücker ham:

»Han afviser, at Jonas René skulle være manden, der har trukket i trådene. Derimod har han blot været en del af, at få dette til at gå op« fortæller Julie Christensen.

Og mens han siger det, peger Schmücker på Jonas, der står et par meter væk med et stort smil og venter på, at konstitueringen afsluttes.

Det er politisk skuespil i realtid: aktørerne står synligt frem, men rollerne er stadig uklare.

To fortællinger, én mand

Kontrasten mellem Schmückers udtalelser i ventetiden på rådhuset og hans senere hukommelsestab er markant.

På rådhuset:

Det virker friskt, detaljeret, grinende, afslappet.

I telefoninterviewet:

»Det er helt væk.«
»Fuldstændig væk.«
»Jeg røg meget hash i mine yngre år.«

Forskellen er ikke kun generelt interessant. Den er politisk betydningsfuld.

For hvis en central aktør fortæller én version spontant – og en helt anden version, når offentligheden lytter – hvad skal borgerne, partierne og kommunen så tro?

Et flertal bygget på tågede forklaringer

Sagen om Ulla Sørensens partihop er i sig selv dramatisk. Men det seneste forløb peger på noget endnu større: tilliden til politiske udmeldinger, gennemsigtighed i lokale magtspil og ansvarligheden hos de personer, der agerer bag kulisserne.

Der findes nu to tydeligt dokumenterede spor:

Den spontane, uformelle version, hvor Schmücker beskriver sig selv som en aktiv deltager, grinende og selvbevidst.

Den officielle nye version, hvor alt væsentligt er forsvundet i et hukommelsestab.

For Middelfart betyder det, at spørgsmålet om magtskiftets tilblivelse stadig er ubesvaret. Og at borgerne må forholde sig til en politisk kultur, hvor sandheden afhænger af, hvornår man spørger – og hvem der lytter.