POLITIK. Middelfarts nye tal fra Ældreministeriets landsdækkende brugerundersøgelse tegner et overvejende positivt billede. 81 procent af hjemmehjælpsmodtagerne i kommunen er tilfredse eller meget tilfredse med den hjælp, de får. For byrådsmedlem Jes Rønn Hansen fra Socialdemokratiet er det en anerkendelse af det arbejde, der hver dag udføres i borgernes hjem, men han advarer samtidig imod at lade tallene blive en sovepude.
»Det kommer ikke bag på mig,« siger han. »Jeg kommer rundt i mange hjem via mit civile arbejde, og jeg hører stort set kun gode historier. Men der kan selvfølgelig være smuttere. Mennesker er mennesker, og der kan opstå misforståelser. Det betyder ikke, at vi ikke skal tage det alvorligt.«
Tallene bekræfter, at den personlige pleje står stærkt i Middelfart. Ni ud af ti vurderer den personlige pleje positivt, og mange peger på relationen til medarbejderne som afgørende for deres tryghed og tilfredshed. Alligevel er der konkrete sprækker i facade: rengøring skiller sig ud som det område med størst utilfredshed, og kun en lille del af de ældre oplever i høj grad, at de møder de samme medarbejdere hver gang.
»Når man hører historier fra borgere, har nogle haft op imod 20 forskellige hjælpere over få dage,« siger Jes Rønn Hansen. »Det kan være forvirrende for ældre, og det gør livet utrygt. Vi har i årevis arbejdet med frisættelse og faste teams. Det giver medarbejderne mulighed for at prioritere og skabe ro i deres arbejdsgange, og det er en af forklaringerne på, at vi ligger så stærkt.«
Han anerkender, at de mest presserende kritikpunkter ofte hænger sammen med ressourcer og personaleforhold. Rengøring scorer markant lavere end personlig pleje, og omkring hver femte af de adspurgte er utilfredse med den praktiske hjælp. For Jes Rønn Hansen er forklaringen todelt: dels er der færre timer til rengøring end tidligere, dels rammes hjemmeplejen af rekrutteringsudfordringer og et højt sygefravær, som tvinger ledelsen til at prioritere de basale, sundhedsfaglige opgaver.
»Det er ressourcer og personaleforhold,« siger han. »Når vi har travlt, og når hænder mangler, prioriterer medarbejderne det, der handler om personlig pleje og sikkerhed. Det betyder, at rengøring og opgaver, der kræver tid til detalje, bliver klemt. Det er et problem, vi må forholde os politisk til.«
Et andet tal, der springer i øjnene, er kontinuiteten. Kun omkring hver tredje oplever i høj grad at få besøg af de samme medarbejdere. Jes Rønn Hansen mener, at de faste teams, som ældreloven understøtter, er en del af svaret, men peger også på en mere grundlæggende udfordring: mange ældre oplever en eksistentiel afmagt, når funktionsevne svinder, og det kan slå igennem i deres oplevelse af selvbestemmelse og indflydelse.
»Der er en dimension i det her, som ikke kun handler om organisering,« siger han. »Når folk bliver ældre, mister de nogle evner og får sværere ved at overskue. Den følelse af afmagt påvirker, hvordan man oplever selvbestemmelse. Så det handler både om at ændre arbejdsgange hos os og om at forstå den eksistentielle side af det at blive ældre.«
I rapporten peger mange ældre på, at de oplever begrænset indflydelse på, hvordan hjælpen gives, og det bør ifølge Jes Rønn Hansen mødes med ydmyghed snarere end hurtige administrative fixes. Han mener, at frisættelsen i hjemmeplejen har hjulpet, fordi den giver de ansatte frihed til at tilpasse indsatsen til borgerens dag. Samtidig er det en ny færd for mange medarbejdere, som gennem årtier har arbejdet efter faste rutiner.
»Det kan være svært for en medarbejder, der har gjort det samme i 30 år, pludselig at skifte gear og lade borgeren bestemme mere, især når der er travlt,« siger han. »Det kræver oplæring, kulturændring og tid. Men det er nødvendigt, hvis vi vil gå fra at gøre ting for mennesker til at gøre ting med mennesker.«
Rapporten peger også på livskvaliteten. Cirka hver tredje vurderer deres livskvalitet som nogenlunde, og omkring en tidel oplever den som dårlig eller meget dårlig. Jes Rønn Hansen beklager ikke alene tallene, men afviser samtidig at se det som et problem kommunen kan løse alene.
»Det er forbløffende få,« siger han om andelen med dårlig livskvalitet, men uddyber straks: »Det er ikke, fordi det ikke gør indtryk. Når man mister evner, falder nogle drømme bort, og det påvirker livskvaliteten. Vi kan prøve at gøre noget med forebyggelse, med rehabilitering og med at få civilsamfundet og pårørende mere aktivt ind. Men vi kan ikke gøre folk unge igen. Vi kan forsøge at give små forbedringer i hverdagen, som betyder meget.«
Han peger på, at mange forbedringer ligger i det nære: bedre dialog med pårørende, flere frivillige besøgsordninger, aktiviteter i lokalsamfundet og muligheder for at deltage i små fællesskaber. Disse initiativer kan ifølge ham løfte livskvaliteten for de mest udsatte.
Jes Rønn Hansen afslutter med en realistisk optimisme. De gode tal giver et grundlag at bygge videre på, men de må ikke føre til hvilepuder i politikken.
»Vi skal være ydmyge over for tallene. De viser, at noget fungerer, men de viser også, hvor vi skal sætte ind. Vi skal arbejde videre med rengøring, med kontinuitet og med at få borgere til at føle mere indflydelse. Og vi skal blive ved med at lytte til dem, der ikke er tilfredse. Det er dér, vi virkelig kan gøre en forskel.«
