En kraftig brand på Lillebæltsbroen satte i går sine spor på trafikken, men samtidig gik det ikke stille for sig i kommentarsporet på de sociale medier.
Branden startede i en autotransporter, men satte tydelige spor på broen. Som med enhver melding om brand førte det til øjeblikkelig indsats fra TrekantBrand. Der var heldigvis ingen mennesker, der kom alvorligt til skade, men skaderne på materiel var betydelige.
– Når en nødmelding kommer ind, er der forudbestemt et køretøj, der skal tage sig af en hændelse som denne. Afhængigt af om det er en bygning, en bil eller en lastbil, der brænder, vælges et køretøj til indsatsen. I tilfælde af Lillebæltsbroen var der en række køretøjer som skulle involveres, fortæller Dennis Thode Pedersen, indsatsleder hos TrekantBrand.
Da brandvæsenet ankom til skadestedet, var situationen kaotisk. Der var en ikke ubetydelig brand i autotransporteren på broen og det var svært at komme rundt i området på grund af trafikken og en meget voldsom vind. Brandfolkene var dog hurtige til at handle og arbejdede hårdt for at få kontrol over branden.
– Vores bekymring var før noget andet at få lastbilchaufføren i sikkerhed. Da vi først ankom, troede vi, at chaufføren stadig var inde i lastbilen. Heldigvis blev det opdaget, at chaufføren allerede var kommet ud. Jeg ved dog ikke hvordan – jeg har hørt at nogle trafikanter havde trukket ham ud, men det er ikke noget jeg kan bekræfte, siger Dennis.
Efter branden var slukket, var der stadig masser af arbejde, der skulle gøres. Der var brug for en omfattende oprydningsindsats og broen skulle undersøges for eventuelle skader. På facebook var flere trafikanter utilfredse med at skulle holde i kø og vente, men meget få er klar over hvilket arbejde, der ligger i sådan en beredskabsindsats.
– Næst efter skader på personer og materiel var det vigtigste for os at få broen åbnet så hurtigt som muligt, den er kritisk infrastruktur i Danmark og er en vigtig transportåre for mange mennesker og virksomheder. Der er så mange specielle forhold som folk ikke tænker over, ingen kan komme væk fra broen. Der er ikke ret meget plads, der er rigtig meget vind, så der er bare rigtig mange parametre der gør at det bliver en vanskelig indsats.
Branden på Lillebæltsbroen illustrerer vigtigheden af at have en velfungerende nødhjælpsinfrastruktur på plads. Når sådan et uheld finder sted, er det vigtigt at have trænede fagfolk, der kan håndtere situationen og at have de nødvendige ressourcer til rådighed. TrekantBrand måtte på bagkant ud og minde borgerne om, at det ikke er ligetil at lave redningsarbejde på broen. De havde dog også ros til bilisterne.
– Fra vi ankommer og til at der er helt åbent for trafik igen, går der knap 4 timer, der er så utroligt mange væsker i sådan en lastbil foruden at en bil fra autotransporteren også var faldet ned og landet på kørebanen. Selve brandslukningen var ikke den store tidsrøver, men at sørge for at mennekser sikkert igen kan køre over broen, er ikke noget vi tager let på, udtaler Dennis Thode Pedersen.
Branden på Lillebæltsbroen var altså en udfordring for brandvæsnet. Det vil en brand på en bro altid være, samtidig så er det utroligt vigtigt, når sådan en hovedfærdselsåre genåbnes, skal den være klar til det. Brandvæsnets arbejde er et bevis for at systemet fungerer og at TrekantBrand er i stand til at håndtere store ulykker både professionelt og effektivt.