Det var en fredag, der vil blive husket længe i Odense. Byens rådhus, normalt et symbol på politik og byadministration, var denne dag omdannet til en scene for fejring af en af byens største sportsstjerner: Viktor Axelsen. Den dobbelte olympiske guldvinder i badminton blev hyldet i stor stil af både borgmester Peter Rahbek Juel, byens indbyggere og sin barndomsklub Odense Badminton Klub (OBK). Det var en dag fyldt med følelser, fællesskab og fynsk brunsviger.
Klokken var lige over 15:00, da dørene til rådhushallen blev åbnet. Men allerede længe før da, havde en stor folkemængde samlet sig foran det imponerende rådhus. Mere end 1.000 mennesker var mødt op i håb om at få et glimt af deres helt. Som de tålmodigt ventede, begyndte stemningen at bygge op. Mange havde håbet på at få en plads inde i rådhushallen, hvor den officielle fejring skulle finde sted, men de fleste måtte indse, at de i stedet ville opleve festlighederne fra pladsen foran rådhuset. Det var en typisk dansk sommerdag, hvor skyerne truede med regn, men det kunne ikke tage glansen fra denne særlige begivenhed.
Lige før klokken fire kunne man mærke en bølge af spænding skylle gennem mængden. Viktor Axelsen, iført sin karakteristiske varme og venlige udstråling, kom marcherende mod rådhuset. Han var tydeligvis rørt over den massive opbakning, og som den folkekære person, han er, tog han sig tid til at hilse på de mange fremmødte. Selv før han trådte ind på den officielle scene, var han i fuld gang med at dele ud af sig selv – der blev skrevet autografer og taget selfies med fans i alle aldre. Han var her for folket, og han gjorde det klart, at de var lige så stor en del af denne dag som ham selv.
Fejringen indenfor – en bys stolthed
Indenfor på rådhuset blev Viktor Axelsen modtaget med åbne arme af borgmester Peter Rahbek Juel, der flankeret af rådhusets storslåede interiør, bød byens guldhelt velkommen hjem. Rådhushallen, normalt præget af formelle anledninger, var denne dag fyldt med en varm og næsten hjemlig atmosfære. De duftede af “guldbrunsviger”, som er en god fynsk tradition, og folk smilede, selvom de ikke kunne skjule deres spænding og beundring.
Fejringen begyndte med taler fra flere fremtrædende personer. OBK var selvfølgelig til stede, og klubben, der havde set Viktor vokse op fra en talentfuld dreng til en verdensklasseatlet, udtrykte deres enorme stolthed. Der var musikalske indslag, blandt andet fra Andreas Odbjerg, som satte en særlig stemning i hallen. Men det var tydeligt, at det alle ventede på, var at høre Viktor Axelsen selv tage ordet.
Viktor Axelsen – en ydmyg mester
Da Viktor endelig tog plads ved talerstolen, var det som om, at tiden stod stille et øjeblik. Han indledte sin tale med et ydmygt smil og en dyb indånding, som om han lige skulle samle sine tanker. Det var tydeligt, at dette var mere end blot en ceremoni for ham; det var en anledning til at reflektere over, hvor langt han var nået, og hvad det betød for ham at være hjemme i Odense igen.
– Alle kan ikke være den nye Messi, Wozniacki, og det er helt okay. Børn og unge skal tage tingene i deres tempo, sagde Axelsen.
Med disse ord viste han sin forståelse for den enorme påvirkning, hans succes har på unge sportsudøvere, og samtidig sendte han en vigtig besked om, at det vigtigste er at finde sin egen vej i livet.
Hans stemme bævede en smule, og tårer trillede ned ad kinderne, da han rettede en særlig tak til alle de fremmødte. Der var en særlig tak til Odense Badmintonklub, venner og familie, der havde støttet ham gennem hele hans rejse. De mange følelser i salen blev næsten for meget for nogle, og flere stod med fugtige øjne, mens de lyttede til Axelsens ord.
En bys farvel – og en helts afrejse
Efter de officielle taler og hyldest fortsatte festlighederne med mere personlige møder. Viktor blev omringet af fans og venner, der ønskede autografer og selfies, mens de indtog brunsvigeren, der blev serveret. Han tog sig god tid, trods den store folkemængde både inde og udenfor rådhuset.
Udenfor ventede stadig mange af de fremmødte. De havde håbet på en sidste chance for at se deres helt, før han igen skulle drage ud i verden for at gøre det, han er bedst til – spille badminton på verdensplan. Regnen, der begyndte at falde, havde ikke afskrækket dem. Det var et tydeligt billede på den stædighed og støtte, som Odense og Danmark viser deres helte.
Som Viktor Axelsen endelig forlod rådhuset, vinkede han til den ventende skare. Det var ikke et farvel, men snarere et ”på gensyn”. Med endnu en olympisk guldmedalje i bagagen og med hele Odense bag sig, var det tydeligt, at Viktor Axelsen ikke kun er en sportshelt, men også en inspiration for en hel by og en nation.
Denne fredag vil gå over i historien som dagen, hvor Odense hyldede sin guldhelt med hjertevarme, stolthed og en masse brunsviger – en dag, hvor Viktor Axelsen viste, at uanset hvor langt man når ud i verden, er der altid et særligt sted, man kan kalde hjem.
