Der findes kampe, hvor man spiller godt. Og så findes der kampe, hvor man finder noget andet. Noget dybere. I Danmarks 32-29-sejr over Frankrig var det det sidste, der kom til syne. For Mathias Gidsel blev aftenen en rutsjebane – og et sted, hvor ansvar ikke kunne skubbes videre.

Ni mål. Men tallene fortæller ikke historien alene. »Det var en rutsjebane og en stor udfordring.« Første halvleg var præget af modstand. Ikke kun fra Frankrig, men indefra.

»Jeg synes, første halvleg var svær. Vi brænder for meget, men holder dem alligevel på afstand. I forsvaret får vi lokket mange skud bagfra, og Emil står rigtig godt.«

Danmark var stadig i kampen, men uden den ro og sikkerhed, der normalt kendetegner holdet. Nederlaget til Portugal lå stadig som en uro i baggrunden – ikke glemt, ikke bearbejdet, men mærkbar. »Jeg er stolt af det udtryk, vi kommer med efter Portugal-kampen. Jeg tror, det sendte et chok gennem hele håndboldverdenen – men også gennem holdet – hvordan vi tabte den kamp.«

Ifølge Gidsel blev kampen mod Frankrig en test, ikke kun af spillet, men af karakteren. »Det blev en stor test af, hvor meget karakter der er i sådan et hold, og det viste vi i dag. Der er faktisk ret meget bund i os.« Dagene op til opgøret var ikke lette.

»De sidste 48 timer har været lidt som en falsk humørboble. Vi har virkelig prøvet at hive hinanden op, men der var ikke nogen, der var tilfredse efter Portugal. Jeg tror faktisk, mange var skuffede over sig selv.« Netop derfor blev opgaven mod Frankrig også anderledes. Mere rå. Mere nødvendig.

»Vi har holdt fast i hinanden og sagt, at nu skulle vi ud mod Frankrig, velvidende at vi var under et stort pres – også på hjemmebane – og vise et andet udtryk.« Det blev ikke smukt hele vejen.

»Det kan godt være, at ikke alt var kønt håndboldmæssigt, men vi fik blod på knæene i dag, og det var også det, der bragte os tilbage i kampen.« Viljen blev et redskab. »Med vilje og hårdt arbejde kan man komme langt.«

I kampens sidste fase var presset konstant. »I det sidste kvarter er der et enormt pres, både da de fører med to, og da vi gør det. Vi ved godt, at et nederlag ville gøre situationen meget svær for os.«

At kunne vende kampen mod netop Frankrig gjorde indtryk.

»Ud fra det, jeg havde set fra Frankrig i gruppespillet, var det noget af det bedste, jeg har set fra dem længe. At kunne vende kampen mod dem på den måde viser, at der er noget i os som hold.« I pausen var der ingen hurtige løsninger. »Der var selvfølgelig frustration over, at vi brændte vores afslutninger. Der var også nogle defensive justeringer, selvom vi egentlig var rimelig tilfredse med at have lukket dem til mange skud bagfra.«

Anden halvleg blev et spørgsmål om tålmodighed. »Vi måtte tage hovedet ned, blive ved med at arbejde og håbe på, at målene nok skulle komme – og det gjorde de.« For Gidsel personligt blev kampen et spejl.

»Det var en svær kamp for mig personligt. Jeg tror ikke, der er mange, der vil vurdere min første halvleg som god.« Men netop derfor fik den en anden betydning. »For mig var det faktisk en af de bedste kampe i min karriere.« Vendepunktet lå i pausen.

»At gå i pausen med mange negative tanker, måske miste lidt af troen på sig selv, og så komme ud i anden halvleg, tage ansvar og vise mine holdkammerater, at de kan stole på mig – det er jeg virkelig stolt af.«

Han greb fat i sig selv. »I pausen mindede jeg mig selv om noget, en god ven skrev til mig dagen før: At det er i svære tider, de rigtige ledere viser format.« Der var ingen tvivl om ansvaret. »Vi var kun bagud med ét mål, og jeg vidste godt, hvilket pres og ansvar der lå på mig.« Løsningen var enkel – i hvert fald i ord. »Så handlede det om at lægge de negative tanker væk og sige til sig selv, at det stadig bare er håndbold.«

Han stod alene med det. »Jeg har ikke brug for nogen særlig mentorhjælp i sådan en situation. Jeg føler, at jeg har værktøjerne i min egen værktøjskasse.« Da kampen var slut, stod følelsen tilbage.

»Den forvandling er jeg stolt af, og jeg er glad for, at mine holdkammerater kan stole på mig, og at jeg kan leve op til deres forventninger.« Ni mål. En sejr. Men frem for alt et svar. Ikke kun til modstanderen – men til sig selv.