SPORT. Langs vejen mod stadion bevægede tilskuerne sig stille og målrettet fremad. Det var en rolig, ubrudt strøm af mennesker, der alle var på vej mod noget, som føltes betydningsfuldt. Noget byen havde set frem til længe, før bolden overhovedet blev sparket i gang.
For denne lørdag eftermiddag skulle Middelfart Boldklub spille sin allerførste hjemmekamp i landets næstbedste fodboldrække. En milepæl for klubben – og en mærkedag for Middelfart. Overalt i byen kunne man mærke forventningen; fra havnen, hvor bilerne allerede begyndte at søge parkering, og op ad villavejene mod stadion, hvor næsten to tusinde mennesker – 1.910 for at være helt præcis – havde valgt at bruge deres eftermiddag på at opleve klubbens historiske første skridt op på et højere niveau.
Oppe på tribunen stod Yasmin Juel Amer, klubbens salgs- og marketingchef, og så det hele udfolde sig med et lidt andet blik end de fleste tilskuere. Hun fangede stemningen gennem små øjeblikke og detaljer, som ofte siger mere end store ord.
»Jeg synes jo, det var helt fantastisk, at knappen faktisk blev trykket på, så vi nu får lov til at spille i 1. division. Og det var virkelig skønt at opleve, at det hele fungerede så godt, især når man tænker på de lidt beskedne faciliteter, vi har,« sagde Yasmin med et smil, mens hun diskret forsøgte at holde styr på sin hund, som syntes mere interesseret i at jage noget usynligt i græsset end i store øjeblikke på banen.
Rundt omkring hende sad familier, venner og naboer. Ansigter, der var velkendte i byen, blandede sig med nye ansigter, som ikke før havde fundet vej til tribunerne. Ganske vist blev tilskuerrekorden fra pokalkampen mod OB ikke slået denne eftermiddag, men det ændrede ikke ved, at noget tydeligvis var anderledes. Middelfart Boldklub havde løftet sig op på et nyt niveau, og med det fulgte også nye udfordringer.
»Hvor skal vi egentlig parkere?« lød det samme spørgsmål igen og igen blandt tilskuerne.
Yasmin kendte spørgsmålet godt. Hun trak let på skuldrene og smilte, som man gør, når svaret ikke altid er så enkelt, som man kunne ønske sig.
»Parkeringen er nok vores største udfordring. Stadion ligger, hvor det gør – med boliger på den ene side og en kirke på den anden, så vi har begrænsede muligheder. Men vi kan sikkert godt blive bedre til at vise folk alternativer. Man kan jo parkere lidt længere væk, eller nede ved havnen og bare gå gennem kirkegården, så er man her på to minutter. Det er nok noget, vi skal være lidt skarpere på fremover, især når der nu begynder at komme flere folk udefra.«
Da bolden først begyndte at rulle, gled praktikken hurtigt i baggrunden. Stilheden sænkede sig over tribunerne på den måde, der sker, når alle venter spændt på, hvad kampen vil bringe. En kamp mod Esbjerg er trods alt ikke bare en hyggeopvisning.
Selvom Middelfart til sidst tabte kampen knebent, var det ikke nederlaget, der stod tilbage bagefter. For Yasmin, der hele kampen igennem havde holdt øje med stemningen og de praktiske ting, var det noget helt andet, der gjorde størst indtryk.
»Der findes ikke noget mere fantastisk end et fyldt stadion. Den der summen af glæde og spænding, når man ved, at der venter en god fodboldkamp. Når solen skinner, og stemningen bare er rigtig god.«
Men det var ikke kun på tribunerne, at stemningen havde sat sig. Inden kampen havde klubben inviteret sine sponsorer til VIP-arrangement oppe på HUSET tæt ved stadion. Her blev de budt på god mad, fodboldanekdoter og en påmindelse om, at Middelfart Boldklub aldrig har været kendt for ekstravagante VIP-lounger. I stedet havde man valgt en hyggelig, lokal løsning, som Yasmin beskrev som »en ren fornøjelse«.
»Vi har jo ikke helt samme muligheder som mange af vores konkurrenter, når det kommer til at lave arrangementer på selve stadion. Derfor holder vi VIP-arrangementerne oppe på HUSET, og her blev vi virkelig forkælet inden kampstart. Det har vi også gjort tidligere, og vi fortsætter samarbejdet med både HUSET og Comwell. Det er simpelthen en fornøjelse at komme derop. De sørger for god mad, gode historier og en virkelig hyggelig atmosfære.«
Netop opbakningen fra erhvervslivet er noget, Yasmin mærker ekstra tydeligt efter oprykningen. Telefonen ringer oftere – og nu er det ikke længere altid hende, der behøver at tage første skridt.
»Telefonen er begyndt at ringe af sig selv,« siger hun kort, men præcist, og uddyber så:
»Men opbakningen fra byens erhvervsliv er jo ikke noget nyt. Den har altid været der – også da vi spillede i 2. division. Vi har været virkelig privilegerede, og nu er der bare kommet ekstra medvind.«
Da Yasmin skulle sætte ord på, hvad dagen egentlig havde efterladt af indtryk, var det hverken sponsorer eller kampens resultat, der stod frem. Hun blev stille et øjeblik, som om ordene krævede lidt eftertanke:
»Når alt kommer til alt, handler det jo ikke bare om fodbold. Det handler om fællesskabet, om at dele noget sammen, og det er det, vi mærkede så tydeligt den dag.«
Og så var hun videre igen. For selvom kampen for længst var forbi, ventede telefonen stadig på hende, ligesom der var flere praktiske ting, der skulle ordnes, inden næste kamp ventede lige om hjørnet.
