Tre aftenafgange på strækningen Odense-Fredericia er forsvundet fra køreplanen, og det er sket uden varsel til hverken borgere eller berørte kommuner. Det har nu fået fire borgmestre til at reagere skarpt.

– Det dur ikke, at pendlerne skal opdage dette ved noget, der ligner tilfældigheder, skriver Assens’ borgmester Søren Steen Andersen (V) i et Facebook-opslag.

Sammen med Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (A), Fredericias borgmester Christian Bro (A) og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel (A) har han nu rettet en skriftlig henvendelse til Folketingets Transportudvalg.

Fjernede togafgange uden information

Ændringerne betyder, at følgende aftenafgange er fjernet fra køreplanen:

• Odense → Fredericia kl. 20.40 (mandag til søndag)

• Odense → Fredericia kl. 22.40 (mandag til søndag)

• Fredericia → Odense kl. 23.30 (mandag til søndag)

Ifølge Søren Steen Andersen blev ændringerne gennemført i stilhed uden ordentlig information til pendlere eller kommuner. DSB har i et svar til borgmestrene erkendt, at de ikke har informeret tilstrækkeligt om ændringerne.

– Vi har i januar skrevet til DSB’s direktør og fået et svar tilbage fra DSB’s kommercielle direktør, hvor de medgiver, at de ikke havde informeret godt nok… Men det tog er jo kørt, så at sige, skriver han.

Borgmestre kritiserer DSB’s prioritering

I DSB’s svar til borgmestrene oplyses det, at ændringerne ikke skyldes anlægsarbejde på Aarhus H, som tidligere nævnt, men derimod en samlet prioritering af DSB’s ressourcer.

– Når vi skal foretage den prioritering, har vi noteret os, at der desværre har været meget få kunder på netop de afgange, lyder det fra DSB’s informationschef Tony Bispeskov i svaret til borgmestrene.

DSB overvejede at indsætte togbusser, men konkluderede, at rejsetiden ville blive for lang – op mod 2 timer og 50 minutter – sammenlignet med togets normale rejsetid på under en time.

Borgmestre: Pendlerne betaler prisen

De fire borgmestre mener, at DSB’s beslutning rammer borgere, der er afhængige af de fjernede togafgange, særligt dem med skæve arbejdstider.

– Der er talrige borgere her på egnen, der f.eks. har skæve vagter og sene arbejdstider på f.eks. OUH, Fyns Politi, i restaurationsbranchen og andre arbejdsgivere. De er afhængige af et tog, der også kører, skriver Søren Steen Andersen.

Borgmestrene kritiserer også, at ændringerne rammer vestgående tog, mens regionaltrafikken i østgående retning (Fredericia-Odense) forbliver intakt. Det betyder, at pendlere fra Odense, der skal vestpå, nu anbefales at tage et InterCity-tog til Middelfart eller Fredericia – og derefter tage regionaltoget tilbage igen.

– Hen til kommoden og tilbage igen, skriver Søren Steen Andersen ironisk.

Håber på genindførelse af togafgange

Borgmestrene håber nu, at deres henvendelse til Transportudvalget kan føre til, at de tre manglende aftenafgange genindføres ved næste revision af køreplanen.

På længere sigt arbejder borgmestrene også på at få flere afgange på den vestfynske strækning, når den nye højhastighedsbane langs motorvejen står klar omkring 2030.

– Til den tid vil det være fint, hvis DSB i mellemtiden havde opdyrket et marked, der kan understøtte den hyppigere lyntogsbetjening, der ligger i timeplanen, skriver Søren Steen Andersen.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her