Simon Pytlick var langt fra sit bedste i første halvleg mod Tyskland. Efter pausen tog han ansvar, fandt et nyt greb om kampen og spillede Danmark i EM-semifinalen med en afgørende anden halvleg.
For Pytlick selv begyndte kampen reelt først i pausen. Ikke fordi han havde været usynlig før, men fordi han vidste, at hans første halvleg ikke var på det niveau, han forventer af sig selv – og som holdet har brug for i de afgørende faser af en slutrunde. Det er i de øjeblikke, hvor man enten kan glide ud af kampen eller tage ejerskab over den, at forskellen mellem en god spiller og en bærende spiller ofte viser sig.
Han beskriver pausen som et bevidst brud med det, der var sket de første 30 minutter. Ikke et opgør med spillet i sig selv, men med den måde, han selv var til stede i det på.
»I pausen laver jeg et reset. Jeg er sportsmand og vant til, at der nogle gange kommer dårlige minutter.« For ham handler det ikke om at analysere sig frem til forklaringer i situationen. Tværtimod er pointen at komme væk fra det, der allerede er sket, og finde et andet blik på kampen.
»Det vigtigste er ikke at hænge fast i dem. Man må tage et skridt tilbage, se banen fra en anden vinkel og arbejde videre.«
Der er ganske enkelt ikke plads til selvmedlidenhed, når kampene kommer med så kort mellemrum, og konsekvenserne er så store.
»Der er ikke tid til at have ondt af sig selv ved en slutrunde som den her.«
At ønsket om at bidrage mere fyldte, lægger han ikke skjul på. Tværtimod. Han var fuldt bevidst om, at hans første halvleg havde efterladt et ansvar, som skulle samles op – ikke af andre, men af ham selv.
»Selvfølgelig ville jeg lyve, hvis jeg sagde, at jeg ikke gerne ville ind og hjælpe mere.«
Samtidig var erkendelsen klar. Det handlede ikke om marginaler eller uheld.
»Jeg var også godt klar over, at der var et par aktioner, som ikke var gode nok.«
Netop derfor blev pausen brugt konkret. Ikke på store ord, men på justeringer. På at finde ud af, hvor spillet kunne forsimples, og hvor han kunne komme i situationer, hvor beslutningerne var tydeligere.
»Det er min opgave at komme ind og rette op på det, og det synes jeg lykkedes ganske fint.«
Snakken i pausen kredsede om netop det: at skrue ned for støjen og op for klarheden.
»Budskabet var klart: reset, træk et skridt tilbage – og nogle gange også et skridt tættere på.«
For Pytlick betød det, at han gennemgik de situationer, hvor han havde været for langt væk fra spillet, og dem, hvor han havde presset for meget på. Anden halvleg blev ikke en jagt på at revanchere sig, men en øvelse i at træffe bedre valg.
»For mig handlede det om at gennemgå situationerne og finde ud af, hvad der fungerede, og hvad der ikke gjorde.«
Resultatet kom gradvist. Ikke i én bevægelse, men som en række afslutninger, hvor timingen var bedre, rummet tydeligere og beslutningen mere ren.
»Jeg fandt nogle bedre løsninger i anden halvleg, og det var positivt.«
At vendingen samtidig faldt sammen med, at Danmark fik kontrol over kampen, gør kun oplevelsen stærkere for ham. Ikke fordi det handlede om mål, men fordi helheden begyndte at hænge sammen.
Sejren over Tyskland betyder, at Danmark allerede nu er sikret en plads i EM-semifinalen – selv inden den sidste mellemrundekamp mod Norge onsdag. For Pytlick er det ikke bare et resultat, men et bevis på, at holdet har været i stand til at reagere på modgang.
»Det betyder meget, at vi allerede nu har spillet os i den situation, selvom vi gik ind i mellemrunden uden point.«
Han vender tilbage til udgangspunktet og den vej, holdet har taget.
»Det var os selv, der satte os i den situation, men vi har også været dygtige nok til at tage det tilbage i egne hænder.«
Nederlaget til Portugal nævnes ikke for at rippe op i noget, men for at forklare, hvorfor denne sejr betyder mere end blot to point.
»Vi var selvfølgelig meget ærgerlige over nederlaget til Portugal, men vi er samtidig lettede over, at vi har været i stand til at justere på de fejl, der var.«
Det er den proces, han hæfter sig ved.
»Det er det, vi tager med videre.«
Blikket er allerede rettet mod næste opgave. Danmark kan stadig slutte som nummer ét i mellemrunden, og det er ikke en detalje.
»Nu handler det om kampen mod Norge. En eventuel førsteplads er noget, vi gerne vil gå efter.«
Der er ingen planer om at slippe intensiteten.
»Vi vil gerne vinde alle kampe og slutte som nummer ét, så der ikke bliver slinger i valsen.«
For Pytlick handler det om kontinuitet – også mentalt.
»Intensiteten og atmosfæren skal være den samme mod Norge, så vi kan bygge videre på den bølge, vi er på.«
Og hvis nogen skulle overveje, om de mange minutter og det fysiske pres kalder på hvile, lukker han diskussionen kontant.
»Og nej – jeg har ikke brug for en pause. Det kan jeg garantere.«









