KULTUR. Søndag formiddag rundede Bridgewalking Lillebælt en halv million gæster, elleve år efter at attraktionen åbnede med en forventning om 20.000 om året. Den heldige gæst stod på broen ved et rent tilfælde og anede intet, før hele holdet var nede igen.
Der var solgt billetter, der var koblet karabiner på sikkerhedsskinnen, og turen klokken 10.15 gik over Den Gamle Lillebæltsbro, som den har gjort tusindvis af gange siden 2015. Kun én på holdet vidste ikke, at hun var dagens hovedperson.
For Lene Hjelm, 53 år og fra Vejle, var søndagen slet ikke planlagt sådan. Billetterne var en fødselsdagsgave fra svigermor til to par i familien, men da familiens mindste blev indlagt, måtte der laves om på besætningen.
»Min svigermor havde givet min datter og hendes kæreste og min søn og min svigerdatter en tur i fødselsdagsgave. De fire skulle afsted sammen. Men så blev mit lille barnebarn indlagt på sygehuset, så min søn og svigerdatter er på Kolding Sygehus med ham. Og for at billetterne ikke gik tabt, kom min mand og mig med i stedet for. Så det er ren tilfældighed,« fortæller Lene Hjelm.
Tilfældet ville altså, at netop hun koblede sig på skinnen som den helt rigtige i rækken. Deroppe, tres meter over bæltet, gik hun og spejdede efter marsvin og sæler, mens guidens fortælling om broen kun nåede hende i brudstykker. Først da holdet var tilbage på fast grund, blev hun peget ud som gæst nummer 500.000 siden åbningen. Omkring hende blev der klappet og sagt tillykke, der blev skænket bobler og delt souvenirs ud til hele holdet, og midt i det stod hun med en forklaring, der først nu faldt på plads.
»Fuldstændig aldeles overrasket. Jeg troede faktisk ligesom min datter, at der var en, der skulle fries til,« griner hun.
En af dem, der hele tiden havde vidst besked, var Lone Skjoldaa, chef for Bridgewalking Lillebælt. Hun havde fulgt billetsalget tæt de seneste dage, for hver eneste solgte billet flyttede rundt på, hvornår den store gæst ville dukke op.
»Hver eneste gang, der blev solgt en billet, rykkede tidspunktet sig. I går var jeg meget spændt. Det flyttede simpelthen tre forskellige ture og endte i går aftes med, at det ville blive på turen klokken 10.15 i dag,« fortæller hun.
Systemet er nådesløst præcist. Hver gæst kobler sig på sikkerhedsskinnen på et bestemt tidspunkt, og derfor vidste guiden på forhånd, hvem der ville blive nummer 500.000. Da holdet vendte tilbage, stod Lone Skjoldaa klar med det, hun selv kalder verdens største buket blomster, et diplom og et gavekort til en ny tur for hele familien.
Tallet siger noget om, hvor meget virkeligheden har overhalet planerne. Da attraktionen på Den Gamle Lillebæltsbro åbnede som den eneste af sin slags i Europa, var ambitionerne til at overse.
»Inden vi åbnede, troede vi, at fik vi 20.000 gæster op om året, så ville det være så fint. Og allerede år 1 havde vi mere end 32.000 gæster oppe. Det har slået alle vores forventninger,« siger Lone Skjoldaa.
Milepælen kunne endda være nået tidligere. Både corona og malerarbejdet på broen har undervejs kostet aflyste ture og ændrede ruter.
»Så måske kunne vi godt have rundet 500.000 før, men nu gør vi det i dag, og det er en kæmpe milepæl for os,« siger hun.
Gæsterne kommer fra hele landet, og også hollændere og tyskere har fået øjnene op for turen over bæltet. Det mærkes på begge sider af broen, fortæller Lone Skjoldaa, og det var sådan set hele idéen.
»Dengang vi planlagde bridgewalking, håbede vi på, at det ville blive det her fyrtårn, som ville sætte området lidt på verdenskortet. Og det oplever vi, at det har gjort. Det er også det, hotellerne og restauranterne i begge byer fortæller os. De har rigtig mange, som siger, vi er kommet for at gå bridgewalking, og så valgte vi lige at tage en overnatning eller komme ned og få noget frokost i jeres skønne by, inden vi tager hjem igen,« siger hun.
Vejen mod den næste halve million bliver dog ikke uden bump. Malerarbejdet fortsætter, og det vil kunne aflæses direkte i gæstetallene.
»Næste år er der faktisk nogle måneder, hvor vi har helt lukket, hvor vi ikke kan komme op på broen. Så finder vi måske på noget andet, man kan gøre i stedet for. Men det kommer til at betyde noget for gæstetallet, helt klart,« siger Lone Skjoldaa og tilføjer, at der derefter ikke burde være begrænsninger.
»Hvis vi er omkring de godt 40.000 gæster om året, kan man selv regne ud, hvornår vi når millionen.«
En del af det regnestykke er de mange, der vender tilbage. Det havde man ikke turdet regne med på forhånd.
»Vi havde måske troet, at når man havde været på bridgewalking, så var det sådan hak ved den. Men sådan er det ikke. Folk vil gerne opleve det på forskellige årstider eller sammen med nogle forskellige. Det er noget af det, der har overrasket os, og det er bare virkelig fantastisk,« siger Lone Skjoldaa, der fremhæver mødet med gæsterne som det bedste ved arbejdet.
»Vi har simpelthen kun glade gæster. Gæstetilfredsheden er helt enormt høj, og når man går over og møder gæster, der lige er kommet ned fra broen, har de armene op over hovedet og klapper ad deres guide. Det er den bedste følelse.«
Søndagens hovedperson passer fint ind i det billede. Højden gjorde ikke indtryk på Lene Hjelm, der for nylig har prøvet kræfter med trætopbanerne i gorillaparken sammen med sin datter.
»Jeg synes, det var så fedt. Mig og min datter er nok lidt daredevils, og jeg er ikke bange for højder. Jeg synes måske, det gik lidt stærkt på et tidspunkt, men det kan også være, fordi jeg havde travlt med at spotte marsvin, sæler og hvad jeg nu ellers kunne komme til at se,« siger hun.
Selv om guidens fortælling måtte konkurrere med udsigten, var der én del af den, der fangede hende.
»Jeg må nok ærligt indrømme, at jeg ikke lyttede så fantastisk meget efter. Kun omkring broens historie, det synes jeg er spændende. Jeg kan godt lide historierne omkring mange ting i Danmark, bare det ikke er sådan noget fra middelalderen. Man kan relatere sig til det, og så synes jeg, det er en god udsigt, og vi kom derop i nogenlunde klart vejr,« siger Lene Hjelm.
Resten af historien får hun rig lejlighed til at indhente. Allerede næste måned skal hun over broen igen sammen med sit arbejde, og derhjemme ligger nu et gavekort til endnu en tur med familien. Næste gang går hun deroppe som en del af den fortælling, guiden fortæller, kvinden der spejdede efter marsvin og blev nummer 500.000 i rækken.
»Jamen, nu har jeg jo også fået gavekort,« som hun selv siger.
