EVENTS. Ude hvor Båring Mark skråner ned mod vandet, ligger en gammel landbrugsejendom, der en onsdag i august forvandler sig til noget nær Vestfyns hyggeligste festivalplads. Haven fyldes med medbragte klapstole, termokander og fiskeplatter, omkring 500 stole stilles op foran scenen, og fra klokken 11 til klokken 16.45 spiller musikken over Tvillingegården. Sådan har det været i mange år, og sådan bliver det igen onsdag den 12. august, når gårdens frivillige holder årets Open Air.

»Den koncert startede for mange år siden her på Tvillingegården, og den har vi holdt fast i lige siden,« fortæller Niels Just Petersen, der er en af de frivillige bag arrangementet.

Opskriften er enkel og har ikke ændret sig. Entréen koster 300 kroner, og resten bestemmer gæsterne selv. »Det skal være billigt at være med. Folk må selv tage mad, drikkevarer, stole og borde med, hvis de har lyst. De kan også bestille mad hos os, og så kommer det fra Møllers Fiskehus,« siger han.

I år byder plakaten på fire navne. Den akustiske duo Lars Love Louise, der har dannet par i 25 år, lægger ud, og dagen byder desuden på Stan Urban, den 81-årige skotske rock’n’roll-pianist, der har boet i Danmark siden 1984, har spillet med stjerner som Chuck Berry og Mick Jagger og blev et viralt hit, da en video af ham ved et klaver på en togstation i Dundee rundede 8,5 millioner visninger. Dertil kommer Henrik »Elvis« Busborg & the Devils, to gange kåret som Danmarks og Nordens bedste Elvis, og de vestjyske veteraner i Tørfisk, der er på landevejen på 44. år og har ny cd med i bagagen. Allerede fra klokken 9.30, når pladsen åbner, spiller gårdens eget husorkester, Old Mixers, op.

Publikum ved efterhånden, hvad de kommer efter, fortæller Niels Just Petersen. »Vi prøver at finde musik, som først og fremmest er til at betale, men også noget, vi ved, folk godt kan lide. Samtidig vil vi også gerne præsentere dem for noget, de måske ikke har hørt før. Det bliver bare en rigtig hyggelig dag. Det er de samme mennesker, der kommer igen år efter år, og de sidder bare og hygger sig.«

Gaven fra Edvard og Harald

Bag den hyggelige dag ligger en historie, der rækker mere end hundrede år tilbage. Tvillingegården er opkaldt efter tvillingebrødrene Edvard og Harald Larsen, der blev født på gården i 1916, drev landbruget sammen med forældrene og siden overtog den. Brødrene var ugifte og boede på gården hele livet, og de testamenterede både gård og formue til egnens ældre. Da den sidste af tvillingerne døde i 1999, overgik stedet til en fond. »Da den sidste af tvillingerne døde, blev der oprettet en fond, som driver stedet videre, så det kan være til gavn og glæde for borgerne i Middelfart, og især de ældre,« fortæller Niels Just Petersen og tilføjer, at gæsterne efterhånden kommer langvejsfra, også fra den anden side af Lillebælt.

I hverdagen holdes gården kørende af 55 til 60 frivillige. En del af dem, flere håndværkere iblandt, står for bygningerne og laver så vidt muligt alting selv, mens de såkaldte Madam Blå-hold tager sig af rengøring og servering, når busselskaber og andre gæster lægger vejen forbi til kaffe. Der er værksteder, både smedje og snedkerværksted, hvor de frivillige laver små fine ting, som sælges i gårdens butik, og hver tirsdag og torsdag formiddag fra 9 til 12 er der åbent og gang i arbejdet.

Grunden på fem hektar går helt ned til vandet, og i pavillonen ved kysten kan enhver slå sig ned med sin frokost og kigge ud over Båring Vig. »Vi har det virkelig godt sammen derude. Det sociale fungerer rigtig godt, og det var faktisk også det, tvillingerne ønskede helt fra begyndelsen,« siger Niels Just Petersen.

Pengene til de store renoveringsprojekter på gården kommer primært fra overskuddet ved netop Open Air og fra venneforeningen, der har næsten 400 medlemmer. Så når musikken spiller den 12. august, går hver en krone til at holde brødrenes gave ved lige.

Billetter og mad bestilles på tvillingegaarden.safeticket.dk eller hos Aasta Petersen og Niels Just Petersen, og der er gratis parkering på marken ved indgangen. Kunder i Middelfart Sparekasse kan få 50 kroner i billettilskud.