LOKALT. Et stykke administrativt arbejde, der har strakt sig over flere år, er nu i mål. Trafikstyrelsen har endeligt godkendt nye ordensreglementer for Kongebro Havn, Middelfart Gammel Havn og Middelfart Marina, og Teknisk Udvalg får orienteringen på bordet mandag.

Det hidtidige ordensreglement var fra 2011, og havnereglementet gik helt tilbage til 1998. Begge dokumenter trængte til en opdatering, så reglerne kommer på højde med de eksisterende forhold på Middelfart Lystbådehavne. Byrådet vedtog de nye udkast d. 4. november 2024 og sendte dem videre til Trafikstyrelsen, som er myndighed på området.

Reglementerne for de tre havne er stort set enslydende. De består af det landsdækkende standardreglement for danske lystbådehavne suppleret med en række særlige regler for de lokale forhold. Blandt de lokale bestemmelser er, at hver bådejer skal kunne dokumentere ansvarsforsikring, at båden ikke må bruges som folkeregisteradresse, og at der skal være ro i havnen efter klokken 22. Reglementet rummer også konkrete regler om gæstesejlere, brug af servicekaj, miljøhensyn ved bundmaling og oliespild samt tekniske krav til trapper og kraner.

Med Trafikstyrelsens godkendelse kan reglementerne nu træde i kraft.