Der er en stemning, man møder i disse dage, når man taler med folk i Fredericia, i Vejle, i Middelfart og alle de andre byer, vi dækker. En stemning, der ikke er ligegyldighed, men som minder om det. Folk stemmer. De fleste gør. Men begejstringen er ikke der.

Det er svært at bebrejde dem.

Valgkampen varede 26 dage. Den burde have været nok. I stedet kom den til at handle om fødevarechecks, benzinpriser og klasseloft på 14 elever. Alle tre dele er legitime politiske spørgsmål. Ingen af dem er en vision for Danmark. Der var øjeblikke, hvor man savnede den store fortælling, det samlende billede af, hvad vi vil med dette land de næste fire år. Det kom aldrig rigtig.

Overbudspolitikken er ikke ny. Men den er blevet mere åbenlys. Og vælgerne har lagt mærke til det. Der er en udbredt fornemmelse i befolkningen af, at det ikke gør den store forskel, hvem der sidder på magten. At butikken drives videre. At embedsværket arbejder, uanset hvilken farve der er på statsministerkontorets dør. Det er ikke en dum observation. Det er til dels sandt. Men det er en farlig slutning at drage, fordi retningen alligevel betyder noget, selv når tempoet er det samme.

Og så er der det, som dette valg vil blive husket for, uanset hvad der sker i aften. Socialdemokratiet og Venstre, de to partier der i generationer har defineret dansk politik, går begge ind til valgdagen historisk svækkede. Socialdemokratiet på 20 til 23 procent. Venstre på under ti. Det er tal, der ville have fået en hel politisk generation til at falde ned fra stolene for blot ti år siden.

Og dog er forklaringen ikke svær at finde. Begge partier er blevet slanket indefra. Inger Støjberg tog sin del af Venstres vælgere med sig, da hun grundlagde Danmarksdemokraterne. Lars Løkke tog en anden del, da han efter formandsopgøret dannede Moderaterne. Det, der engang var et stort folkeparti, er i dag et midterparti, der kæmper for at definere sin egen relevans.

Det har kostet. Og det kan man se i dag.

Blå blok betaler prisen for aldrig at have løst det problem. Troels Lund Poulsen meldte sig som statsministerkandidat i valgets første dage og uden den overbevisning, der smitter. Han er ikke blevet troet på som kommende statsminister af de målinger, der er kommet siden. Det er et alvorligt handicap på en valgdag, hvor vælgerne skal overbevises om, at der er noget at stemme hen imod, ikke bare noget at stemme imod.

Alt det til trods. Stem.

Ikke fordi det er en borgerpligt i juridisk forstand. Men fordi det er den eneste dag, hvor den enkelte borger vejer præcis det samme som alle andre. Ingen penge, ingen forbindelser, ingen titel giver et ekstra kryds. Den lighed findes ikke mange steder i samfundet. Den findes her.

Valgdagen er ikke en slutning. Den er et udgangspunkt. Det er i dag, vi beslutter, hvorfra de næste fire år begynder.