EVENTS. Der er hverken strøm eller rendende vand. Der er ingen varme i teltet. Til gengæld er der tyrolmusik fra et par soundbokse, en ølvogn, en jægerbombs-hytte og en stemning, der ifølge arrangørerne bare ikke vil stoppe.

»Det er et arrangement, vi gerne vil holde lidt lavpraktisk,« siger Solveig Damsgaard Nielsen, formand for Brenderup Lokaludvalg, der står bag festen.

»Vi kan jo ikke tilbyde så meget. Vi har hverken strøm eller rendende vand. Så det, vi gør, er, at vi sætter teltet op, lejer en toiletvogn og en ølvogn og stiller et par soundbokse op med tyrolmusik.«

Afterski-festen i Brenderup er efterhånden blevet en fast tradition, men formatet har ændret sig undervejs. De første par år begyndte festen klokken fem om eftermiddagen og var planlagt til at slutte klokken ni. Det holdt ikke længe. »Det blev ret hurtigt til, at folk altså ikke ville gå hjem klokken ni,« siger Solveig Damsgaard Nielsen med et grin. »Så nu har vi udviklet det, så vi starter klokken 18 og kører til midnat.«

Ud over ølvognen og jægerbombs-hytten kan der købes grillpølser hele aftenen, og den lokale fiskehandler Møllers Fiskehus sponsorerer suppe til de friske gæster. For lokaludvalget er det vigtigt, at pengene bliver i byen. »Vi sørger for at involvere de lokale erhvervsdrivende. Vi køber selvfølgelig alt, hvad vi skal bruge, i Brenderup,« siger formanden.

Arrangementet er for voksne, understreger hun. Børnene kan til gengæld se frem til lokaludvalgets byløb på mors dag, anden søndag i maj, hvor der plejer at dukke omkring 300 deltagere op.

Men fredag aften handler det om afterski. Opfordringen fra Solveig Damsgaard Nielsen er klar: Tag varmt tøj på, tag skiskoen på, og tag familien, vennerne eller naboen med under armen. »Det er helt nede på jorden, og det er for alle.«