LOKALT. Der var stille i byrådssalen i Middelfart mandag aften. Ikke bare den velkendte ro, når dagsordenen er lang, men også en koncentration omkring bordene bagerst i salen. Her sad en lille gruppe med skitsebøger på skødet, mens byrådsmødet gik i gang. Blyanter, tusch og akvarel blev taget frem, og undervejs i mødet blev borgmester, byrådsmedlemmer og embedsværk fastholdt i hurtige streger, mens taler blev holdt, hænder rakt i vejret, og beslutninger blev truffet.
Det var Urban Sketchers Middelfart, der denne aften var til stede ved byrådsmødet. Gruppen, som er en del af det internationale Urban Sketchers-fællesskab, havde taget plads i byrådssalen for at tegne mødet, mens det udfoldede sig. Det hele direkte fra observation og uden brug af fotos.
Et fællesskab, der tegner virkeligheden, mens den sker
Bag initiativet i Middelfart står blandt andre Christine Beelaerts. Hun fortæller, at gruppen er en del af Urban Sketchers, et internationalt tegnefællesskab med afdelinger i flere hundrede byer verden over. »Vi er Urban Sketchers Middelfart, og vi er en del af det internationale Urban Sketchers-tegnefællesskab,« forklarer hun.
Bevægelsen opstod i New York i midten af 00’erne og har siden bredt sig til store dele af verden. I Danmark har der i flere år været aktive grupper i København og Aarhus, og nu er Middelfart også med.
Måden, det foregår på, er forholdsvis enkel. Gruppen mødes typisk én gang om måneden et aftalt sted og tegner det, der udspiller sig netop dér. »Vi sidder og observerer og iagttager livet lige der på stedet. Lige nu,« fortæller Christine.

Selve byrådsmødet stiller krav til overblik, men der er ingen faste rammer for, hvor længe der tegnes. Når mødet er slut, og skitsebøgerne lukkes, bliver der tid til at se hinandens tegninger igennem. Ofte ender det med, at gruppen bruger to til tre timer i alt, ikke kun på at tegne, men også på at tale om det, de har set og fanget på papiret. »Så snakker vi om tegningerne og hygger os. Vi lærer af hinanden, og vi føler os som et hold. Ligesom et fodboldhold.«
Derfor blev byrådssalen valgt
At gruppen denne gang slog sig ned i byrådssalen i Middelfart, var et bevidst valg. Urban Sketchers tegner altid steder, som er åbne for alle, og det kan især om vinteren være en udfordring at finde egnede steder. »Det skal være gratis og tilgængeligt. Om vinteren er det ikke altid så let. Byrådsmødet er åbent for alle, og så er der varmt,« smiler Christine.
Gruppen havde tidligere haft gode erfaringer med at tegne under et byrådsmøde i Fredericia og tog derfor kontakt til Middelfart Kommune for at høre, om det også kunne lade sig gøre her. »Vi spurgte, om vi måtte sidde og tegne under mødet. Og det måtte vi gerne.«
Når først mødet er i gang, er der ikke meget tid at spilde. Tempoet i byrådssalen er højt, og politikere og embedsmænd er konstant i bevægelse. »Jeg har tegnet med blæk. Det er borgmesteren, kommunaldirektøren og oppositionen på den anden side. Men det gik virkelig hurtigt,« fortæller Christine med et lille grin. Tempoet er en del af præmissen. Man kan ikke nå at tegne det hele, og derfor må man vælge, hvad man vil fokusere på. »Vi ser alle sammen forskelligt og har hver vores streg. Men vi har det til fælles, at vi iagttager det, der sker, og prøver at udtrykke det på vores egen måde.«
Byrådsmødet set fra flere vinkler
Undervejs i mødet bliver der ikke sagt meget ved bordene bagerst i salen. De fleste er optaget af at følge med og få stregerne på plads. Nogle arbejder hurtigt med enkle linjer, andre med akvarel, hvor farverne får lov til at løbe og sætte formen. »Akvarel er en helt anden måde at arbejde på. Man kan ikke styre det hele, og det er egentlig også en del af processen,« fortæller en af deltagerne. Da byrådsmødet er slut, samler gruppen sig. Tegningerne bliver lagt frem og holdt op side om side. Borgmesteren set fra flere vinkler. Politikere fanget midt i en bevægelse eller en gestus. Små detaljer fra salen, som andre måske ikke lagde mærke til.
Urban Sketchers Middelfart har allerede været flere steder i byen, og interessen for fællesskabet er voksende. Tegningerne bliver delt på Facebook, og nye er velkomne, uanset om man har tegnet i mange år eller først er begyndt. Det handler ikke om at ramme perfekt. Det handler om at være til stede og se efter.
Mandag aften blev byrådsmødet derfor ikke kun dokumenteret i referater og beslutninger, men også i skitser og streger. Et anderledes blik på et helt almindeligt byrådsmøde, set fra tegneblokkens perspektiv.








