De stod ikke på banen, da Danmark spillede EM-semifinalen i Jyske Bank Boxen, men alligevel var både Lukas Jørgensen og Emil Bergholt til stede i hallen – fysisk, mentalt og følelsesmæssigt tæt på det hold, de begge har været en del af gennem hele slutrunden, indtil skaderne tvang dem ud af kampene. Begge har siden set med hjemmefra, men valgte fredag at vende tilbage til Boxen, mærke stemningen og være sammen med holdet igen, velvidende at det både ville være forløsende og smertefuldt på samme tid.
For Lukas Jørgensen var ankomsten i sig selv en kontrast, der var svær at sætte ord på.
»Det er rigtig dejligt. Jeg er lige ankommet fra en halv times tid siden, inden vi kunne afsted.«
Dagene op til havde været lange, stille og præget af venten.
»Nu synes jeg, at jeg har haft nogle lidt lange dage hjemme i sengen og på sofaen, så det er virkelig dejligt at se alle drengene, og jeg går også med det største smil, jeg nu har haft i en uges tid, så jeg er rigtig glad for at være her.«
At være tilbage i hallen handlede ikke kun om kampen, men også om at give noget igen til dem, der havde støttet ham, siden skaden ramte.
»Jeg håber, det var en lille prøve at komme tilbage igen og sige tak til folk.«
Stemningen ramte ham med det samme.
»Jeg har lige mærket stemningen. Jeg har fået lov til at klappe lidt tilbage til alle dem, der sidder her i dag. Jeg er stadig meget taknemmelig for den støtte, jeg har modtaget.«
Det er ikke uden følelser at vende tilbage til samme sted, hvor skaden skete.
»Det gør det. Det gør det uden tvivl.«
Han mærker, at han stadig er mere sårbar end normalt.
»Jeg kan selvfølgelig også godt mærke, at jeg måske også er lidt mere følsom, når jeg lige er ankommet her.«
Alligevel har tiden hjulpet ham med at acceptere situationen.
»Jeg synes, at nu har jeg haft lidt tid til, at det hele kunne synke ind og acceptere min situation.«
Taknemmeligheden fylder stadig mest.
»Men jeg er stadig sindssygt taknemmelig for den opbakning, jeg modtog og har modtaget lige siden. Det betyder sindssygt meget for mig, så det er også derfor, jeg er så glad for at stå her nu.«
Operationen er overstået, og meldingerne har været positive.
»Kirurgen var rigtig glad for resultatet af operationen, og hvordan mit knæ så ud, da han kiggede ind.«
Genoptræningen er i gang, og selv små fremskridt bliver bemærket.
»Væsken er ved at forsvinde mere og mere, og jeg kan bevæge mig en lille smule og støtte en lille smule på knæet.«
Håbet er stadig at komme stærkt tilbage.
»Så håber jeg, at hvis tingene går godt, at jeg måske kan spille igen hen mod november.«
At være i hallen igen har været et stort ønske.
»Det her har været det, jeg har set allermest frem til.«
Samtidig har det været en mærkelig periode at følge slutrunden hjemmefra.
»Det har selvfølgelig både været en smule hårdt at se, hvad det er, jeg går glip af.«
Men også meningsfuldt.
»Hver anden dag, når Danmark har spillet, det har været mine små højdepunkter at kunne nyde at se drengene.«
Engagementet er ikke forsvundet.
»Jeg har stadig været mere investeret end nogensinde i, at det skulle gå godt.«
Derfor var det heller ikke et svært valg at komme i hallen.
»Det har bestemt ikke været et svært valg for mig at skulle følge med drengene, og heller ikke at være her i dag.«
For Emil Bergholt har situationen været anderledes, men følelsen af afsavn den samme. Han lægger ikke skjul på skuffelsen over ikke at kunne hjælpe på banen.
»Det er mega ærgerligt og trist, når jeg ikke kan få lov til at hjælpe derinde i dag.«
Alligevel har han valgt en aktiv rolle uden for banen.
»Jeg prøver også at holde humøret lidt højt og bidrage med et godt humør, i stedet for at gå og græde mig selv ned.«
At være tæt på holdet betyder noget, selv om det gør ondt.
»Det er jo svært at sige, at man kan glæde sig over noget, når man står og venter en semifinale, eller en måske finale, som man så viser.«
Beslutningen om at blive er truffet i fællesskab derhjemme.
»Det er i samarbejde med min familie.«
Han oplever opbakning også uden for hallen.
»Der er ingen sure miner derhjemme over, at man kunne vælge at blive her.«
Skaden kom gradvist.
»Det blev værre og værre, og til sidst var jeg også nødt til at sige, at der var noget, der skulle tjekkes.«
Nu handler det om at acceptere den tid, der venter.
»Jeg er ude i den tid, det nu tager.«
Begge deler samme håb frem mod søndagens EM-finale. Ikke nødvendigvis for deres egen skyld, men fordi de stadig føler sig som en del af det, der er ved at blive skrevet.
Lukas Jørgensen siger det sådan:
»Jeg føler mig stadig som en del af holdet.«
Ikke fordi han spiller, men fordi relationerne stadig er der.
»Vi har været igennem så mange ting sammen.«
Derfor vil han også kunne fejre det, hvis det lykkes.
»Så føler jeg stadig, at jeg vil kunne fejre det sammen med alle dem.«
Søndag er de igen på plads i Boxen, når Danmark spiller EM-finale – ikke på banen, men tæt nok på til, at det hele stadig kan mærkes.








