En politibetjent er natten til onsdag afgået ved døden efter en alvorlig trafikulykke på Den Sønderjyske Motorvej ved Aabenraa. En anden politibetjent kom alvorligt til skade og er indlagt. Det oplyser Syd- & Sønderjyllands Politi.
Politiet modtog klokken 01.34 en anmeldelse om en ulykke på motorvejen, som ifølge politiet skete som følge af glat føre. Kort tid efter indtraf endnu et uheld samme sted, da en lastbil ramte et af politiets køretøjer, der befandt sig på ulykkesstedet.
I forbindelse med påkørslen blev en politibetjent dræbt, mens en anden betjent pådrog sig alvorlige skader. De pårørende er underrettet.
Motorvejen er fortsat afspærret i begge retninger, mens der foretages tekniske undersøgelser på stedet. Politiet oplyser, at arbejdet forventes at tage noget tid.
Politiet har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger om ulykken.








