Et enigt Middelfart Byråd pegede mandag aften på Venstres Anders Møllegård som kommunens kommende borgmester. Konstitueringen faldt på plads efter to ugers intense forhandlinger, der både internt og eksternt har været præget af dramatik. Alligevel endte alle byrådets partier med at stå bag aftalen.
Både Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, Alternativet, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti indgår i den brede aftale – sammen med Venstre.
»Jeg er meget stolt, meget lettet og meget ydmyg over, at vi faktisk har lavet en bred konstitueringsaftale, hvor alle partier støtter op. Det har været en sej kamp, men vi har haft hinanden og arbejdsgruppen, og vi har fundet nogle rigtig gode, langsigtede løsninger,« sagde Anders Møllegård, der fra årsskiftet overtager borgmesterkæden.
Lundsfryd: »Nu er det tid til at se fremad«
Socialdemokratiets afgående borgmester, Johannes Lundsfryd, slog fast, at processen op til aftalen »ikke har været køn«, men at samarbejde nu er altafgørende:
»Borgere, foreninger og virksomheder forventer, at vi tager arbejdstøjet på. Vi er enige om konstitueringen, og derfor peger vi på Anders Møllegård som ny borgmester.« Lundsfryd bliver formand for Teknisk Udvalg og fortsætter samtidig som gruppeformand. Han afviser ikke, at han gerne ville have været borgmester igen – men understreger, at han er tilfreds med posten:
»Jeg vil gerne være borgmester. Det vil jeg allerhelst have været. Men inden for de rammer, der er, har jeg fået det, som jeg ønsker.«
Viceborgmestrene på plads
Ulla Sørensen (V) bliver 1. viceborgmester, mens Steffen Daugaard (DF) fortsætter som 2. viceborgmester – samme model som i den tidligere konstituering.
Udvalgsposterne fordeles således:
– Social- og Sundhedsudvalget: Venstre
– Klima- og Miljøudvalget: Enhedslisten
– Teknisk Udvalg: Socialdemokratiet
– Børn, Kultur og Fritid: SF
– Anbringelsesudvalget: Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti (deler posterne)
Derudover lægges der op til, at Økonomiudvalget udvides fra 9 til 11 medlemmer for at sikre større åbenhed og bredere involvering.
Spørgsmål om Møllegårds kandidatur
Et tilbagevendende spørgsmål i aftenen lød på, hvorfor Anders Møllegård dagen efter valget trak sit borgmesterkandidatur – for så mindre end et døgn senere at blive den, alle pegede på.
Møllegård ønskede ikke at gentage sin forklaring:
»Jeg har udtalt mig én gang. Jeg har ikke mere at sige til det.«
”Vi kigger hinanden i øjnene og går samme vej”
Trods den turbulente proces udtrykker alle parter tilfredshed med den brede aftale.
»Det har ikke været kønt, men nu kigger vi fremad. Vi vil alle det bedste for Middelfart Kommune. Vi skal være en attraktiv kommune at bo og leve i – og et stærkt sted at drive virksomhed. Det er den retning, jeg gerne vil sætte,« sagde Anders Møllegård.








