Fra i dag er det slut med de vejledende benzinpriser, som i årtier har styret markedet – og som ifølge regeringen har gjort danskerne dyrere i drift.
Et nyt forbud betyder nemlig, at brændstofselskaberne ikke længere må offentliggøre vejledende priser, før de ændrer dem. Tiltaget træder i kraft i dag, 1. december 2025, og skal – ifølge regeringen – give mere reel konkurrence og lavere priser ved standeren.
Erhvervsminister Morten Bødskov er ikke i tvivl om, hvad problemet hidtil har været.
»Bilen er en uundværlig del af hverdagen for rigtig mange danskere. Men alt for ofte ser vi de samme priser, uanset hvor vi tanker. Det viser, at konkurrencen på brændstofmarkedet halter. Det koster bilisterne dyrt. I dag er dagen, hvor vi med forbuddet mod vejledende priser tager et vigtigt skridt for at styrke konkurrencen og give bilisterne en reel mulighed for at spare penge.«
Ifølge regeringen kan en almindelig husstand med to biler spare op mod 2.000 kroner om året, hvis konkurrencen øges og brændstofselskabernes indtjening “normaliseres” til niveauet fra før 2020.
Ens priser – overalt
Tal fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen viser, at konkurrencen er markant svækket de seneste fem år. Tidligere kunne lokale tankstationer kæmpe om kunderne med forskellige priser. I dag følger langt de fleste selskaber blot ét ledende firmas vejledende pris – og justerer den samtidigt på tværs af landet.
Det nye forbud skal gøre det sværere for selskaberne at planlægge efter konkurrenternes forventede prisniveau og i stedet tvinge dem til at kæmpe om kunderne station for station.
Flere ændringer på vej
Forbuddet er det første af to initiativer, som regeringen lancerede i september. Det næste træder i kraft 1. januar 2026, hvor alle selskaber bliver forpligtet til at offentliggøre pumpepriser online gennem en fælles digital løsning. Formålet er, at bilister hurtigt kan tjekke den aktuelle pris i området, før de kører ind og tanker.








