Der er latter, før der er ord. Den slags latter, der runger af gamle historier og fælles minder.
Ved bordet sidder tre mænd, der ikke behøver introduktion for hinanden – Knud Herbert Prytz Sørensen, Steen Søren Prytz Sørensen og Jens Sørensen. De er brødre, og de ved det i hver eneste bevægelse: måden de skifter blik, måden de afbryder hinanden, måden latteren falder som et fælles rytmeslag.

Jens begynder. Det gør han som regel.
»Vi er født i Middelfart, og vi er stadig i Middelfart. Der har været nogle stop undervejs, men vi er endt dér, hvor vi startede. Det er sgu egentlig forrygende,« siger han.
Knud Herbert nikker og tilføjer: »Det må have noget med tryghed at gøre.«

Der er et øjebliks pause, sådan en som opstår, når man kan høre, at alle faktisk er enige.
Og så griner Steen. »Ja, eller bare dovenskab,« siger han tørt, og de bryder ud i latter igen.

Pisken og hjertet

Det tager dem ingen tid at finde tilbage til barndommen.
»Vores mor kunne ikke få øje på noget, vi gjorde forkert,« siger Knud Herbert. »Og vores far syntes aldrig, vi gjorde noget godt nok. Jeg plejer at sige, vi havde både pisken og hjertet – og det er faktisk en ret god kombination.«

De nikker alle tre, for det er en sandhed, der har hængt ved hele livet.
Steen læner sig frem: »Ja, kærlighed og krav. Det har sat sig. Han lagde aldrig hånd på os, men du vidste altid, når du skulle tage dig sammen.«
»Og hun,« skyder Jens ind, »hun elskede os bare, uanset hvad.«

Det var et hjem med balancer – og ubalancer.
Da Knud Herbert var fem, Steen et år, mistede familien en lille søster.
»Det kunne have splittet det hele ad,« siger han stille. »Men det gjorde det ikke. Det samlede os. Vi holdt sammen, også da det gjorde ondt.«

Sådan er meget af det, de fortæller: sorg forvandlet til sammenhold. Et liv levet mellem pisken og hjertet – og måske derfor med begge fødder solidt plantet i jorden.

Fighteren, teknikeren og taktikeren

Det er Jens, der sætter orden i samtalen igen. Han har en forkærlighed for systematik – selv i kaos.
»Jeg har tre overskrifter for os,« siger han og løfter fingrene, som om han præsenterer et PowerPoint-slide. »Herbert er fighteren. Han giver aldrig op. Steen er teknikeren – han kan alt, men går sin egen vej. Og jeg selv er taktikeren. Jeg tænker for meget og vil for meget.«

»Det lyder sgu meget rigtigt,« siger Steen og griner. »Men du glemmer, at jeg er den sjove.«
»Ja,« siger Knud Herbert. »Den sjove – og den dovne.«

Grinet løfter igen. Der er ingen tvivl om, at kærligheden ligger i drillerierne.
Men Jens’ analyse rammer noget centralt. For hvor han selv blev den strategiske hjerne, der endte i internationale direktørstole, var Herbert den målrettede boldkunstner, der senere fandt sig selv i bankverdenen. Og Steen – ja, Steen var ham, der hellere ville vinde venner end kampe.

»Min drivkraft har aldrig været at præstere,« siger Steen. »Jeg ville hellere vinde et venskab end en sejr. Jeg har fået alt det ud af sporten, jeg gerne ville. En masse gode mennesker. Det har været rigeligt.«

Knud Herbert smiler bredt.
»Det er jo meget os,« siger han. »Jeg har jagtet anerkendelse. Jens har jagtet resultater. Og Steen har jagtet selskabet. Vi har bare haft forskellige mål med løbet.«

Karriere og kompas

Når samtalen glider over i arbejdsliv, bliver rummet fyldt af anekdoter. Der er noget næsten filmisk over det – fra fodboldbanen til bankdirektørkontoret, fra sparekassen i Middelfart til internationale mødelokaler i Tyskland.

Knud Herbert fortæller, hvordan han nærmest ved et tilfælde havnede i finansverdenen:
»Jeg gik på handelsskole mest for at slippe tidligt, så jeg kunne nå til fodbold. Pludselig havde jeg et job i sparekassen. Jeg tænkte: Nå, det kan da ikke skade.«
Han griner. »Og så blev jeg hængende i 40 år.«

Steen var i sparekassen i 36 år. »Indtil der kom en klaphat og sparkede mig ud,« som han tørt formulerer det.
Han blev leder, men opdagede, at det ikke var lykken.
»Jeg har ikke det der med at styre folk. Jeg vil hellere få ting til at ske sammen med nogen. Logistik, projekter – den slags. Det menneskelige, det er mig.«

Og så er der Jens, der i en bisætning fortæller, at han var nordisk chef for 32.000 ansatte i en tysk industrikoncern.
»Jeg var i Lippstadt og havde møde med Dr. Jürgen. Han sagde til mig: Gute Resultate geben Freiheit. Gode resultater giver frihed. Det tog jeg til mig. Men jeg fandt også ud af, at penge ikke altid er svaret.«

Der bliver stille et øjeblik. Så siger Steen: »Du kunne jo bare være blevet i Tyskland. Så havde vi haft en bror med sixpence og chauffør.«
»Nej,« siger Jens, »så havde I haft en, der ikke gad tennis.«
Latteren vælter ud igen. Den slags balancerer de let – mellem dybde og drilleri.

Tre retninger, ét udgangspunkt

Samtalen vender igen hjem – som den altid gør. Til Middelfart.
»Vi kom tilbage, fordi det er her, vi hører til,« siger Jens. »Alle mine bedste venner er her. De samme drenge, jeg kravlede på stenene med, spiller jeg tennis med nu. Det er fandme noget særligt.«

»Ja, og vi har Erik,« siger Steen. »Ham, vi spiller med. Han har fået pacemaker nu, men han stiller stadig op. Det er sgu imponerende.«
»Ja,« siger Knud Herbert, »men det er også derfor, vi har besluttet os for ikke at blive vinterbadere.«
De bryder sammen af grin. »Vi er klogere end det,« siger Jens. »Flittigere og klogere end vinterbadere!«

De elsker de små hverdagsironier. De ved, at alvoren i livet bliver lettere at bære, når man kan le ad den.

Cirklen sluttes

Når de ser tilbage, er det ikke med nostalgi, men med et stille grin over, hvor meget af dem selv, der stadig bor i barndommens gader.
»Jeg var væk i 20 år,« siger Knud Herbert. »Men jeg er glad for at være tilbage. Det er en dejlig by. Vi mangler ikke noget.«
»Nej,« siger Steen. »Og vi kan stadig gå ned ad gaden og hilse på alle. Det er altså ikke dårligt.«

De tre brødre rejser sig langsomt, fortsætter samtalen på vej ud, diskuterer hvem der skylder øl til næste tenniskamp.
Der er en lethed i luften, en rytme af årtier sammen – og måske et ekko af pisken og hjertet, stadig i spil.

Tre mænd fra Middelfart, hver sin retning, samme kompas.
De har rejst, spillet, tabt, vundet og vendt hjem – og stadig, når de griner sammen, føles det, som om alt begynder igen.