Et samarbejde mellem EUC Lillebælt og Affald & Genbrug giver unge nye kompetencer — og et helt nyt syn på både håndværk og dem selv.

I værkstederne på EUC Lillebælt dufter der ikke kun af træ. Det dufter af en ny didaktisk retning, hvor bæredygtighed, trivsel og håndværk bliver sat sammen på en måde, der både overrasker eleverne og udfordrer skolen selv. For tømreruddannelsen har sat sig for at skabe noget, der rækker ud over traditionelle undervisningsformer: et læringsfællesskab, hvor genbrug, kreativitet og elevens mentale ro er lige så vigtige som sav, vaterpas og skruemaskine.

»Vi mener jo her i tømrerafdelingen, at vi har et stort ansvar i forhold til at få vores unge mennesker til at kigge i retning af det bæredygtige i forhold til at genbruge,« siger Susanne Skjoldemose Boye Roost, lokal projektleder for Trivsel i Faglige Læringsfællesskaber.

Det ansvar bliver omsat konkret gennem et nyt samarbejde med Affald & Genbrug i Fredericia. Det giver eleverne mulighed for at hente brugte møbler og materialer, som de bearbejder i skolens åbne værksteder. Her bliver affald forvandlet til alt fra ombyggede stole til fantasifulde, funktionelle konstruktioner.

»Det handlede egentlig om at upcycle gamle møbler. De var utrolig åbne og interesserede i, at vi bare kunne komme og hente, men selvfølgelig også interesse i, at de færdige produkter kunne bruges til at vise, at der ligger mulighed i gamle kasserede møbler.«

Et værksted, der bygger mere end produkter

Samarbejdet er en del af EUC Lillebælts strategi om at integrere langsom pædagogik i håndværksfagene. Her handler undervisning ikke kun om tempo og produktion, men om proces, fordybelse og refleksion. Det er med til at ændre elevernes forhold til både materialer — og dem selv.

Når eleverne opcycler, sker der noget markant, fortæller Roost. Fantasien aktiveres, og kvaliteten løfter sig.

»De er vildt imponeret over, hvor få regler man har brugt til at skabe den der relativt store toiletbås, og hvordan de kan bruge materialerne på forskellige måder. Der er nogen, der har lavet bindingsværk, der er nogen, der har brændt overfladerne, og nogle, der har lagt sildeben.«

For mange af eleverne er det første gang, de oplever, at genbrug ikke er en begrænsning, men en mulighed.

»De var vildt imponeret over, at de fik det hjem, og de fik det sat ind i en kontekst. At det faktisk kunne blive lækkert og brugbart.«

Toiletbåse som pædagogisk greb

Et andet af tømrerafdelingens projekter — og måske det mest overraskende — handler om mentale pauser. Afdelingen arbejder målrettet med at give eleverne “time outs”, og de har bygget særlige toiletbåse som rum til ro og regulering.

»De er baseret på en palleramme… små steder, hvor man officielt, legalt bare kan sætte sig ind og lige brække helt ud og tømme hovedet og blive klar til at gå tilbage til undervisning.«

Idéen udspringer af et voksende behov hos unge, især dem med diagnoser eller store udfordringer. Et sted, hvor man må være stille, er ifølge Roost en undervurderet ressource.

»Toilettet og stillekupéer er jo faktisk de to steder, hvor man legalt kan trække sig og være stille. Og når man er stille, så kan man tømme sit hoved.«

Materialerne til båsenes interiør har eleverne også hentet på genbrugspladsen. En proces, der igen tydeliggjorde pointen: at kreativitet, æstetik og genanvendelse kan smelte sammen i noget, der opleves som ægte håndværk.

Langsom pædagogik — og hurtige gevinster

De nye undervisningsformer har særligt styrket projektets fokus på trivsel. Her betyder tempoet alt.

»Langsom pædagogik handler om, at vi tager den tid, det nu tager for eleverne at være med i de her processer. At de selv er med i hele processen, at de bygger og skaber og mærker på egen krop.«

Det er netop denne helhedsorienterede tilgang, der gør forskellen, siger Roost — især for elever fra Generation Z, der ofte kæmper med krav, diagnoser og en konstant forventning om at præstere.

Og her er en af projektets vigtigste gevinster:

»Vi har sat fokus på deres potentialer… fokus på muligheder og potentialer frem for alt det, de ikke duer til.«

Hun fortæller blandt andet, hvordan eleverne i starten kaldte fidget spinners for “specialiser” — et udtryk for, at de forbandt hjælpemidler med skam og svaghed. Men gennem læring, visualisering og positiv feedback er selvbilledet ændret.

»Stort set størstedelen af vores elever er blevet bevidste om, at uanset hvilket behov man har, og uanset hvilke udfordringer man har, så er man god nok.«

Det er også derfor, lærerne løbende fotograferer elevernes arbejde og deler det i interne grupper.

»Det har givet nogle visuelle bekræftelser på, at de er gode nok, og de godt kan.«

Bæredygtighed som erhvervspædagogisk løftestang

For erhvervsuddannelserne er projektet et eksempel på, hvordan faglig læring og grøn omstilling kan bindes sammen i praksis. Ikke gennem abstrakte mål, men gennem træ, skruer, fantasi — og møbler, der allerede har levet et liv.

Det handler ikke kun om at uddanne kommende tømrere, men om at påvirke deres faglige identitet.

Eleverne lærer ikke bare at forme materialer. De lærer, at materialer har værdi.

Og det giver et potentiale, som rækker langt ud over skolens værksteder.