TECH. Flere af verdens største apps og hjemmesider er ramt af omfattende tekniske problemer. Ifølge The Independent, der henviser til data fra DownDetector, oplever millioner af brugere fejl og forsinkelser verden over.
Blandt de berørte tjenester er Snapchat, Roblox, Fortnite, Duolingo og flere af Amazons produkter, herunder Prime Video og Amazon Music.
DownDetector melder samtidig om udfordringer hos en lang række andre platforme som Clash Royale, Canva, MyFitnessPal, Playstation, Pokémon Go, Coinbase, Vodafone og Clash of Clans.
Ifølge The Independent peger meget på, at problemerne stammer fra Amazon Web Services (AWS) – det system, som leverer infrastruktur til en stor del af internettet.
Amazon skriver i en statusopdatering, at de oplever »stigende fejlprocenter« og forsinkelser på flere tjenester.
Det er endnu uvist, i hvor høj grad danske brugere er påvirket, men flere melder allerede om udfordringer med at logge ind og bruge de populære apps.
Fredericia AVISEN følger sagen og opdaterer, når der er nyt.