Denne artikel handler om, hvordan lederen med fordel kan anvende fortællinger og metaforer i sin ledelse af andre og af sig selv. Rigtigt anvendt kan det narrative perspektiv være en kolossal styrke i formidlingen af budskaber. Det gælder både for virksomheden, medarbejderne og lederen selv i deres indbyrdes kommunikation og i kommunikationen med deres omverden. Metaforer kan skabe netop den forklaringskraft, der bringer afsenderens budskaber til modtagerne lige præcis på den måde, som man som afsender ønsker budskaberne modtaget og forstået på.
Gode fortællinger, øjebliksbilleder og eventyr har en evne til at fange og fastholder vores opmærksomhed. Og da vi mennesker er forskellige, så vi fanges og fastholdes naturligvis af forskellige fortællinger, øjebliksbilleder og eventyr. Vi sendes mentalt i forskellige retninger, hvis fortællingerne ikke tilpasses vores forskellige modtagefrekvenser. De bedste fortællinger og metaforer rammer derimod de fleste mennesker, ikke alene fordi fortællingerne og metaforerne giver mening, som de er. Det handler også i høj grad om den måde, de bliver fortalt på. Gode fortællinger, øjebliksbilleder, eventyr og metaforer bør derfor ramme alle menneskelige repræsentationssystemer (det visuelle, det auditive, det kinæstetiske, smags- og luftesanserne), fordi vi har alle hvert vores unikke sanseapparat og sansepræferencer. Konteksten i hvilken de bliver sat ind i og rammesat på spiller også en betydelig rolle. Kædes de sammen som metaforer for virksomhedens og lederens identitet, vision, værdier, ledelsesprincipper, strategier og adfærd kan de give en god forklaringskraft på virksomhedens eksistensberettigelse (raison D’être) og motivation for det daglige virke.
Gode fortællinger, øjebliksbilleder og eventyr er en form for nudging. En måde hvorpå lederen og virksomheden frister os og får os til at ændre opfattelse og adfærd, fordi gode fortællinger, øjebliksbilleder og eventyr giver sammenhængende mening. I det følgende giver jeg en række eksempler herpå, og du er velkommen til at finde dine egne.
Isbjergs-metaforen bruges som forklaringskraft i mange forskellige sammenhænge. ”Vi har kun set toppen af isbjerget” eller at den synlige del af isbjerget beskrives som metafor for det bevidste sind, og den usynlige del af isbjerget er det underbevidste sind (underbevidstheden).
Peter Plys & Æsel
En af de metaforer, som jeg anvender allermest, er min fortælling om Peter Plys og Æsel fra eventyret om dyrene i 100 meterskoven. Første gang jeg hørte den var vist nok under et foredrag med Thomas Mygind for mange år siden, Den indfangede mig. Uanset hvad der sker, så ser og fornemmer Peter Plys altid nye muligheder. Hvis det regner, så tager han bare sin regnfrakke og gummistøvler på. Går ned til Ninka Ninus og får noget honning og andet godt. Æsel derimod leder stadig efter sin mistede hale og fokuserer på alt det, der ikke virker.
Det handler altså om at tage udgangspunkt i det, der virker, uanset hvad der ellers sker omkring en. Det handler om at se, lytte til og håndtere nye og måske pludseligt opståede situationer. Se og lytte til dem som nye muligheder, også selv om der ikke er nogen god grund til det.
Jeg begyndte at anvende metaforen om Peter Plys og Æsel tilbage i 2009-10, da jeg var stabschef ved regimentet i Fredericia på Bülows Kaserne. Ja, jeg gjorde det så meget, at jeg fik to kæmpetøjdyr af Peter Plys og Æsel i afskedsgave fra staben. Dem har jeg flittigt brugt siden. Metaforen er blevet en integreret del af og symbol på min lederstil. Også senere som regimentschef, hvor gode medarbejdere på et tidspunkt lavede en hel billedserie med de to tøjdyr på mit kontor. Billederne forstillede, at Peter Plys og Æsel have overtaget mit kontor og magten over regimentet. Godmodig mobning af regimentschefen. Det var beviset for mig, at metaforen var blevet en del af virksomhedskulturen – vi tager udgangspunkt i det der virker og sætter vores mål derfra.
Gennem metaforen om Peter Plys og Æsel havde vores fælles mindset og adfærd skiftet fokus fra et negativt udgangspunkt i det, der ikke virker (problemet), til et positivt udgangspunkt i det, der virker (løsningen). Gennem metaforen satte vi – mere eller mindre ubevidst – vores hjerner i en neurologisk åben tilstand, der er forudsætning for kreativ tænkning, og bedst mulig udnyttelse af vores hjerner i jagten på de bedst mulige løsninger.
En anden metaforer som jeg anvender er den på billedet viste. Det illustrerer flere forhold blandt andet om – uanset hvad der sker omkring dig – ”at være åben overfor nye forandringer” og ”at skaffe sig tid til at reflektere over, om vi nu gør, det der er bedst i situationen”.
En tredje metafor, som jeg ofte anvender i forbindelse med forandringsledelse, er metaforen om, at ”Når forandringens vinde blæser og stormer, så er der nogen mennesker, der er tilbøjelige til at bygge læhegn, mens andre foretrækker at bygge vindmøller. En metafor i god samklang med Peter Plys-metaforen.
Flere af H. C. Andersens eventyr er anvendelige som metaforer for bestemte ledelseshandlinger og –principper. To af dem jeg ofte anvender er eventyrene om ”Den grimme ælling” og ”Kejserens nye klæder”.
I ”Kejserens nye klæder” er der særligt to episoder jeg anvender.
Den første er den måske mest citerede episode, hvor den lille dreng råber om kejserens påklædning: ”jamen han har jo ikke noget tøj på”. Citatet kan anvendes som metafor i mange forskellige sammenhænge. Lige nu kunne det være aktuelt at sammenkæde citatet med at ”man skal ikke altid tro på alt, hvad der bliver sagt og skrevet, når virkeligheden nu viser sig at være en anden”.
Den anden episode foregår umiddelbart efter den første, hvor H. C. Andersen fortæller om, hvordan kejserens hof og følge reagerer på drengens åbenlyse ”afsløring”. Hoffet og følgerne knejser blot med nakken og gå upåagtet videre. Også denne episode kan give forklaringskraft i flere sammenhænge. Metaforen kan bl.a. benyttes om de ledelseshandlinger, hvor den eksisterende magtelite handler imod bedre viden og indsigt i et desperat forsøg på at beholde magten.
Spejderlederen Baden Powells metafor om at leve livet set fra en kanon og kigge og spejde fremad ud i fremtiden frem for at leve livet som siddende i en robåd og kun have fokus bagud og kigge ind i fortiden. Det sidste ville være som at køre på motorvejen ved at se gennem bagspejlet frem for forruden. Dertil kommer de mange inspirerende citater fra Baden Powells bøger, hvor særligt et citat netop nu under den igangværende kommunal- og regionalvalgkamp kan mane til eftertanke: “If you make listening and observation your occupation you will gain much more than you can by talk.” .
Der er mange andre metaforer, som giver en stærk forklaringskraft i vores kommunikation, og som vi med fordel kan blive ved med at lede efter. De her nævnte er blot eksempler til inspiration i denne søgning for at udvikle dine egne fortællinger og metaforer i netop den kontekst, hvor de giver mening for dig og dem du kommunikere med.
Ovenstående artikel er en del af artikelserien ”kunsten at lede”, som jeg skriver for at sætte fokus på vores evner til og muligheder for at lede andre og os selv endnu bedre gennem vores kommunikation. Du kan finde andre artikler i serien og andre artikler, som jeg har skrevet, ved at trykke på “Erik Schwensen“.